hate eternal - i, monarch clonepop |
|
hate eternal - i, monarch clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 27.06.05 | Death/Grind | Earache/Target | Erik Rutan |
|
Først erobrede de tronen, så udråbte de sig selv til kongernes konge, og nu er det åbenbart ved at være tid til det monarkistiske enevælde. I hvert fald hvis man skal tro amerikanske Hate Eternal, som med Erik Rutan i front over de to foregående albums ”Conquering the Throne” og ”King of All Kings” langsomt har forsøgt at tilrane sig titlen som de regerende monarker over de tilbedende masser af death/grind fans. Med det nye og længe ventede 3. album ”I, Monarch” har Hate Eternal definitivt overbevist undertegnede om deres retmæssige plads blandt genrens kongebands. Hate Eternal spilder ikke unødig tiden med ligegyldige introer på ”I, Monarch”, næh der lægges nådesløst fra land med ”Two Demons”, der er klassisk Hate Eternal som man kender det, med et intensitetsniveau der ville kunne gøre selv en legion af Duracell-kaniner udmattet bare ved tanken. Nummeret ”The Victorious Reign” starter med noget blæret start’n’stop staccato rytmik, mens den første regulære nyskabelse i Hate Eternal regi kommer på den fænomenale ”To Know Our Enemies”, hvor den dybe rungende lyd af en diabolsk didgeridoo pludselig blander sig på albummets måske mest catchy skæring. Den omtrent tungeste passage indtil videre på noget Hate Eternal album kommer i slutningen af ”It Is Our Will”, der mest af alt lyder som Immolation eller Incantation, når disse er i deres doomy hjørne, hvorimod ”Sons of Darkness” eksekveres i vanlig hæsblæsende stil, dog krydret med lidt lækker brug af tabla; et indisk slagtøjsinstrument. Løjerne rundes af med instrumentalnummeret ”Faceless One”, der næsten har et groovy jam præg over sig; noget hidtil uhørt i Hate Eternals ellers klinisk tighte univers, men det virker fortrinligt! Derek Roddy får her lov til at vise, at han er andet og mere end en umenneskelig slagmaskine, og Rutan får lidt mere spillerum til for alvor at lade sine evner som lead-guitarist komme i fokus. Et passende punktum på små 3 kvarters lærebogsmateriale i moderne death/grind på absolut eliteplan! Lad det være sagt med det samme, at jeg elskede det opskruede hastighedsniveau og de endeløse blast beats på ”King of All Kings”, men alligevel tilfører de afvekslende tempi og det øgede dynamiske spektrum på det nye album lige Hate Eternal det ekstra, der gør ”I, Monarch” til bandets indtil videre suverænt mest overbevisende udgivelse. At den gode Rutan tilmed har fået endnu mere styr på den produktionsmæssige side af sagen gør heller ikke resultatet mindre ærefrygtindgydende; især trommerne lyder meget mere fyldige og naturlige end førhen. Selvom der ganske givet stadig benyttes triggers i stor stil, har trommerne ikke længere den dér diskante ’dik dik’ lyd som godt førhen kunne være lidt belastende over en længere periode. Siden ”I, Monarch” blev indspillet er Eric Hersemann (ex.-Diabolic) blevet tilført Hate Eternal som 2. guitarist, så det kan næsten kun gå for langsomt med endnu engang snart at få lejligheden til at opleve Rutan og gutterne på en scene, hvor de for alvor fejer al modstand af banen. Indtil da er ”I, Monarch” undertegnedes bud på årets foreløbig mest henrykkende udgivelse; et album der er snublende nær på at være perfekt i mine ører. CCCCC,666 - I, Byrial
|