Lad os da bare indledningsvis kalde en spade for en spade, og en skovl for en skovl: Heaven & Hell = Black Sabbath i opstillingen fra ”The Mob Rules ” og ”Dehumanizer” udgivelserne; altså Ronnie James Dio, Tony Iommi, Geezer Butler og Vinnie Appice. Tilsyneladende i respekt for det faktum at de originale Black Sabbath medlemmer Ozzy Osbourne og Bill Ward ikke for nærværende er en del af ligningen, har d’herrer Dio, Iommi, Butler og Appice valgt at fortsætte under Heaven & Hell banneret, uagtet at der i mine øjne selvfølgelig reelt set er tale om gode gamle Black Sabbath i den klassiske mk. II opstilling.

Og som sådan skal og bør det nye Heaven & Hell album ”The Devil You Know” naturligvis vurderes; som den egentlige efterfølger til den nu godt 17 år gamle forrige Black Sabbath udgivelse, den ret oversete og på det skammeligste undervurderede ”Dehumanizer” fra 1992.

Uden så meget pjat hamrer Vinnie Appice tingene effektivt i gang på et af albummets absolutte højdepunkter, den indledende ”Atom and Evil”, der, som om tiden har stået stille i godt to årtier, ufortrødent tager fat, hvor ”Dehumanizer” i sin tid slap med blytung og majestætisk heavyrock, som INGEN andre helt formår at gøre Iommi & Co. kunsten efter! Titlen på nummeret synes at være en omskrivning af ’Adam and Eve’, mens Heaven & Hell symbolsk agerer slangen i paradiset overfor menneskehedens trang til i videnskabens navn at lege Gud: ’Then into the garden came the slider...’ Hvilken fremragende start!

Næsten ligeså fed er den efterfølgende ”Fear”, hvor Dio lyder passende paranoid og angstfremkaldende på omkvædet: ’Superstition – go away! We wear the mark... Feeeeear!’, men det absolutte klimaks på ”The Devil You Know” indtræffer dog med den godt 6 minutter lange ”Bible Black”, der er HELT på niveau med de allerbedste episke heavyrock hymner fra Black Sabbath mk. II fortiden, som f.eks. ”Children of the Sea”, ”The Sign of the Southern Cross”, ”Falling of the Edge of the World” og ”I”. Fra den melankolske, akustiske indledning opbygger ”Bible Black” langsom en snigende og trykkende atmosfære, mens Dio med en imaginær løftet pegefinger synes at belære lytteren om de potentielt fatale konsekvenser ved at fordybe sig ukritisk i de sorte kunsters okkulte skrifter: ’Don’t go on... Put it back!’ You’re reading from the Bible Black!’ Bestemt et mere end godt bud på en kommende klassiker fra albummet!

Herefter følger tre numre, ”Double the Pain”, “Rock and Roll Angel” og “Turn of the Screw”, der i sig selv måske nok er ganske overbevisende, men som målt i forhold til de tre foregående højdepunkter i dog efter min mening blegner en anelse. Heldigvis hæver kvalitetsniveauet sig atter til de højeste luftlag på ”Eating the Cannibals”, albummets korteste og tempomæssigt mest intense indslag, der skaber lige præcis den rette modvægt til de andre generelt meget længere og tungere kompositioner. Også ”Neverwhere” eksekveres dog i et lidt friskere tempo og er sammen med ”Eating the Cannibals” albummets modsvar til ”Neon Knights” fra ”Heaven and Hell”, ”Turn up the Night” fra ”The Mob Rules” og ”TV Crimes” fra ”Dehumanizer”.

Den helt langsomme, kvælende tyngde er til gengæld til stede i rigt mål på ”Follow the Tears” og den afsluttende ”Breaking Into Heaven”, hvoraf især førstnævnte med sin diskrete brug af orgel og dissonante strygere i baggrunden i bedste Bernard Hermann stil perfekt rammer den blanding af fortættet stemning og doomy heavyrock, som har været Black Sabbaths og altså nu Heaven & Hells varemærke siden starten først i 70’erne. Uforligneligt!

Tilbage står så bare spørgsmålet: er ”The Devil You Know” et fuldgyldigt mesterværk på linie med ”Heaven and Hell” fra 1980 og ”Mob Rules” fra 1981? Måske lige knapt nok, da et par eller tre af numrene på albummets midterste tredjedel som sagt efter undertegnedes opfattelse fremstår lidt gennemsnitlige sat op imod det bedste fra Black Sabbaths ærefrygtindgydende bagkatalog, men sammenlignet umiddelbart med ”Dehumanizer” kan ”The Devil You Know” bestemt være sin indsats mere end bekendt. Hvad man IKKE får på ”The Devil You Know” er egentlige overraskelser, eksperimentation og ej heller den helt store variation i tempo og udtryk, men helt ærligt, ville man ønske sig det på nogen som helst måde, når vi taler om dette band? Ikke jeg...

Det der først og fremmest er så saliggørende ved ”The Devil You Know” er nemlig i mine ører den stoiske ro, erfaring, tyngde, og den hævdvundne, tidløse sangskrivningskunst, der stadig oser fra Iommis mastodontiske riffs, som var de mejslet ud i det pureste marmor, fra Dios episke og aldrig fejlende stemmepragt samt ikke at forglemme fra Butler/Appices rytmiske fundament, der forankrer bandet solidt i rollen som den helt tunge rocks vigtigste og vægtigste eksponenter igennem de sidste godt 40 år. Om de snart på papiret mere end efterlønsmodne herrer så kalder sig Heaven & Hell eller Black Sabbath er i den sammenhæng egentlig mindre vigtig; vigtigere er at ”The Devil You Know” med al tydelighed viser at de gamle drenge bestemt ikke lider af nogen form for mærkbar ’metaltræthed’. Selv jernmænd er jo dog i fare for at ruste på et eller andet tidspunkt, så det er bare med at nyde Heaven & Hell mens tid er, så erhverv for Guds/Satans skyld ”The Devil You Know” i en himmelsk/helvedes fart; her er nemlig tale om årets med garanti sikreste investering for fans af klassisk, traditionsbevidst heavyrock/metal! Respekt! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM