Der var en tid, hvor Heaven Shall Burn dominerede den europæiske metalcore med majestætisk tårnende sans for kobling af melodi og simpel, men nådesløs slagkraft. ”Whatever it May Take” samt ypperlige ”Antigone” tog kegler på den front, men siden da blev nytænkningen en mangelvare, og de efterfølgende udspil har da også taget form herefter. På ”Invictus (Iconoclast III)” gør HSB sig som en aldrende, dresseret hund, der allerede har vist alle kunster frem. Den hårdt tiltrængte forfriskning af arsenalet udebliver, og dermed er tyskernes relevans udspillet her i 2010, fuldstændig som ethvert andet metalcore-band, der startede lovende ud, men løb tør for skelsættende idéer.

Til at indkapsle det øvrige materiale får HSB assistance af den islandske komponist Ólafur Arnalds...igen. Nydelig og nænsom atmosfære via piano og strygere - men ekkoet af præcis samme fremgangsmåde på ”Antigone” runger så højt, at den reelle effekt kvases herunder. Lidt friske er sært nok de elektroniske beats, der huserer på f.eks. ”Combat” tracket, men de er bare ikke synderligt fremtrædende og drukner i, at resten lyder, som tyskerne nu engang desværre gør på størstedelen af pladen.

Den alt for konstante kaskade af skrige-brøl kombineret med et svært forglemmeligt guitararbejde viser, at der skal tænkes i helt andre baner, hvis ikke HSB da ligefrem har bevidste intentioner om at dømme sig selv ud af banen som et gradvist stærkere deja-vu af hvert forgående udspil.
Helt og aldeles galt går det på ”Given in Death”, der gæstes af Sabine Weniger fra vederstyggelige Deadlock. Ingen tvivl om at hun kan synge, men kunne de dog ikke have brugt den ekstra vokal mere kreativt end til en slatten 'beauty & the beast' duet? Åbenbart ikke. Hvis ordet 'lacunacoilificering' ikke allerede er opfundet, så gør nummeret i hvert fald en brav indsats for at få det indført.

”Invictus (Iconoclast III)” understreger i det store hele, at HSB er besejret af stagnation og som musikalsk fænomen hører forrige årti til. Hvor længe mon man endnu kan vide sig sikker før, at vi står midt i en retro-nostalgisk og eventuelt ironisk distanceret metalcore revival? -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM