helhorse - for wolves and vultures  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 28.02.11 Sydstatsrock/metal Mighty Music/Target Bredahl
 

Indledningsvist var jeg fast besluttet på, at denne Helhorses første langspiller var god, men at den trods alt ikke var fem C'er værd. Jeg har haft som anke, at selvom pladen hele vejen igennem holder ganske høj kvalitet og er varieret mellem hårdere og mere afdæmpede udtryk - også på vokalsiden - så er udspillet alligevel for fattigt på numre, der skiller sig positivt ud. Nu, hvor jeg så sætter mig til tasterne for at dels at beskrive Helhorses musikalske udtryk, dels fælde en endelig dom, og jeg lytter til bandet for en sidste gang, må jeg konstatere, at de danske gutter - lidt mod forventning - trækker sig op på fem C'er frem for de ventede fire. Hvordan gik det lige til?

Hvor jeg længe syntes, Helhorses samling sange var for svære at skelne fra hinanden, må jeg nu erkende, at tiden har gødet jorden for "For Wolves And Vultures", som er vokset i både kvalitet og styrke. Derfor fremstår pladen langt mere langtidsholbar end store dele af den musik, som på afstand lyder som kvalitet ved at falde i hak hurtigt, men hvor langtidsholbarheden til gengæld glimrer ved sit fravær. God Dethroneds seneste "Under The Sign Of The Iron Cross" er et godt eksempel på et nyligt udspil, som faldt hurtigt i hak, men som jeg til gengæld også hurtigt tabte interessen med samme hastighed.

Det er altid fedt med "hitnumre", som øret hurtigt genkender, og som det kan være vanskeligt ikke at skamhøre, når man lige har fået et nyt udspil mellem hænderne. Men ofte er disse særligt iørefaldende numre enlige svaler på ellers svage albums, lige som sådanne "hitnumre" ikke altid tåler lytning over længere tid. Min pointe med ovennævnte udredning er blot at slå fast, at det "For Wolves And Vultures" måtte mangle i umiddelbar catchiness, vinder pladen til gengæld på den lange bane, når sangene sætter sig.

Helhorse - som ikke gør meget for at skjule inspirationen fra amerikanske Down - gør det særligt godt på de mere atmosfæremættede numre som "The Last Temptation" og "White Light, Black Hope", som med deres mere afdæmpede udtryk udgør en fed kontrast til pladens mere heftige numre som f.eks den fede "House Of Roosters".

Selvom der stilmæssigt er et stykke vej fra navnkundige, danske The Burning til Helhorse, sidder jeg med samme veltilfredse smil om læben ved lyden af Helhorses nyeste udspil som ved The Burnings seneste. "For Wolves And Vultures" kan nemlig sagtens måle sig med "All Hail The Horde", som efter min mening var noget af det bedste, den danske scene fostrede sidste år. -kragh


















Kom med kommentar i vores FORUM