Jeg mistænker Dethklok – det fiktive, om end populære metalband fra tegnefilmserien ”Metalocalypse” – for at have en negativ, hvis ikke direkte ødelæggende effekt på andre bands. Sidste år var Dethklok en af hovedattraktionerne på en stort opsat turné med tre af de mest interessante og hypede bands indenfor metal og hardcore; Mastodon, Converge og High on Fire. Nu vil jeg jo meget nødigt virke som en bagklog idiot (for sent, jeg ved det..), men helt ærligt, mønsteret er næsten for åbenlyst: først skuffer Mastodon slemt med det astronomisk ambitiøse og ditto navlepillende progværk ”Crack the Skye”, Converge bløder op for deres ellers normalt så krævende og bidske kaotiske hardcore med rodebutikken ”Axe to Fall” og, ak og ve, nu er turen altså kommet til High on Fire, der ellers vanligt holder et tårnhøjt niveau. Faktum er, at selv efter gentagne gennemlytninger og flere rammer Slots-øl, så fremstår ”Snakes for the Divine” som Matt Pike og kompagnis hidtil mest tandløse og uinspirerede udspil. Tak for lort, Dethklok. Hvad bliver det næste, kører I Rob Halford over med hans egen motorcykel eller hvad?

Tilbage til High on Fire. Jeg vil så længe jeg lever omtale de amerikanske knallertrockeres koncert på Loppen i 2007 som noget af det absolut bedste, jeg har lagt øjne og ører til. Matt Pike, guitarlegende in spe og bandleder, var på trods af en tur i detentionen i Hamburg natten før stadigvæk en uudtømmelig kilde af intensitet og energi, som han stormede frem og tilbage på scenen, spillede soloer der fik folks ører til at bløde og brølede som en krydsning mellem Lemmy og en af de der Uruk Hai-sataner fra de der hobbitfilm. Ligeså fantastisk og vital den koncert var, ja ligeså blodfattig virker ”Snakes for the Divine”. Bandets lyd er blevet finpudset til det punkt, hvor musikken ikke længere lyder som en løbsk damptromle der kører gennem facaden på Københavns Hovedbanegård – og hvis du er i tvivl, så er det altså en dårlig ting. Trommerne mangler den pondus som altid har været blandt bandets varemærker, guitarerne og bassen lyder pæne og tamme og Pikes vokal er skubbet underligt langt frem i mixet, hvilket ville være okay, hvis han så bare ikke lød sløj og halvgammel på det meste af pladen.

Nu har en dårlig produktion jo aldrig kunne totalskade en velskrevet og veleksekveret plade, så lad mig da straks hoppe videre til den del, der omhandler selve musikken. Egentlig er det ikke så let at forklare som man umiddelbart skulle tro, for bandet gør som sådan ikke noget forkert. Altså, udover at genbruge voldsomt fra egne skuffer og forsøge at krydre det hele op med nogle fremmede elementer – her tænkes for eksempel på det meget Mastodon-prægede melodiske guitartema i titelnummeret eller de sært tilbagelænede vers i ”Bastard Samurai”. Men udover det får vi ikke rigtig serveret andet end udvandede versioner af bandets fortidige bedrifter. Dette kan være særdeles velfungerende – lyt bare til førstesinglen ”Frost Hammer”, med den blodtørstige vokal og en voldsomt rockende guitarsolo – men man får hovedsageligt følelsen af, at Matt Pike har taget et ordentlig sug af bongen, sat stikket i guitaren og skrevet det meste af pladen i søvne, så letkøbte er riffene. Det meste af pladen foregår desuden i et væsentligt højere tempo end vi er vant til fra High on Fire. Det er der som sådan ikke noget galt med, men desværre gør det det bare endnu tydeligere hvor let sangene på albummet begynder at køre i ring og blive ensformige og kedelige. Der er intet ved ”Snakes for the Divine” der i ligeså høj grad som tidligere griber lytteren ved struben og tvinger vedkommende til at stikke hovedet helt ind i højtaleren og suge til sig af riffmagi og tyk røg.
Der er ikke meget jeg hellere vil end at fortælle jer alle sammen, at verden stadigvæk står og at High on Fire har leveret endnu et overdrevent sejt album med gigantiske nosser og en tæt stank af sved, blod og marihuana. Men det ville være at lyve for mig selv og for jer. Dette er den første store svipser i en ellers nærmest urørlig og konsistent diskografi, ganske som det var sagen med de seneste albums fra førnævnte Mastodon og Converge. Er legendernes tid ved at være forbi eller skal de bare have lov at restituere ovenpå flere års ubegrænset succes? Det næste album må blive svaret på det spørgsmål. Indtil da finder jeg mine tyndslidte kopier af ”Surrounded by Thieves” og ”Death Is This Communion” frem og rocker ud til dem i stedet. -moesby
 

Kom med kommentar i vores FORUM