Et debutband kommer langt med en god albumtitel og et godt pladecover. Hvis det lykkes at ramme rigtigt, kan indpakningen vise musikkens (mørke) sjæl, og fange lytterens fantasi før det første riff har forladt højtalerne. Og det amerikanske sludge/doom-band Howl har virkelig fat i den lange ende på den front. ”Full of Hell” (der i øvrigt er titlen på en sang fra Entombeds album ”Wolverine Blues” fra 1993) er så rendyrket og heavy som en titel kan være, fyldt med alt, det er godt ved metal: primal energi, rock’n roll-attitude og knusende, destruktiv tyngde. Og titlen følges til dørs af hvad der må være en stærk kandidat til årets pladecover. Det er designet af Ryan Begley, der også har lavet covers for blandt andet Pelican, Clouds og Doomriders, men han har virkelig tappet lige ind i metallets mørke sjæl på "Full of Hell". Kranier, flammer, flyvende øjne, lysende trekanter, en tilpas afsvedet farveskala, the works. En sjælden præcis afbildning af at være fyldt med helvede – årerne flyder med smeltet magma, lungerne brænder, synapserne eksploderer som klyngebomber.

Musikken på "Full of Hell" leverer nøjagtigt hvad indpakningen lover: Knusende riffs, rullende, sludgy grooves, mudret produktion og ikke en ren vokal eller liret guitarsolo i sigte. Det er en plade, man sliber sin stridsøksesamling til. Det er støbejern og sved og kampråb. Guitarerne brøler, vokalen forsvinder ud i støjbilledet og trommerne lyder som celledøre, der lukker for altid. Slægtskabet med andre Relapse-bands som Baroness, Black Tusk, High on Fire og Remission-era Mastodon er tydelig, men når Howl folder potentialet ud, som på numrene ”Heavenless”, ”The Scorpion’s Last Sting” og ”You Jackals Beware”, så dykker de lige ned i metal-ursuppen og fisker tidløs, mørk energi op.

Når musikken er bedst, er den hypnotisk, massiv og knusende. For nogen vil det blive ensformigt og fladt ganske hurtigt – variation skal man lede længe efter på pladen, der mere går efter at rendyrke og finpudse sin stil, end at bryde med konventioner og udvide det musikalske udtryk. Det ene riff afløser det andet, og pladen føles som ét langt nummer, der bare ruller derud af. Det er en plade, der balancerer hårfint på grænse mellem hypnotisk og kedelig, mellem massiv og primitiv. Men ”Full of Hell” er stolt af at være ensporet. Den dyrker det. Den er fyldt med helvede, ikke med helvede og et par gode melodier og synge-med-omkvæd oveni. Det giver Howls debut en energi, som mange mere etablerede bands må kigge misundeligt efter. Når det er sagt, så vil pladens ensporede, bloody-minded stræben efter tunghed også kede nogle lyttere. Men Howl lover heller ikke mere – de leverer præcis, hvad indpakningen siger. Og den er heldigvis i top. -bencard

Kom med kommentar i vores FORUM