Efter tiden i Emperor har Ihsahn over soloudspillene ”The Adversary” (2006) og ”AngL” (2008) fået sneget sig mere og mere over mod prog. metal-genren. På ”After” tages der endnu et skridt i denne retning, således at der næsten er lige så mange referencer til Opeth og Dream Theater som til hans egen baggrund i symfonisk blackmetal. Fx er hans skrigevokal stadig intakt, men den afløses nu oftere af ren sang, et virkemiddel vi naturligvis kender fra Opeth.

Fra første strofe ligger det dog fast, at Ihsahn er mindst lige så tjekket som altid, og at der er tale om musikalitet på et meget højt niveau. Endnu vigtigere er det at sangskrivningen rent faktisk er ret solid, og måske det hidtil bedste i hans solokarriere. Det gælder fra første soniske mur i ”The Barren Lands” og den mere metalliske ”Frozen Lakes On Mars”, til den afdæmpede og episke ”Undercurrent”. Albummet har taget 8 måneder at indspille, men det er på ingen måde fordi der er gået tomgang i den. Ihsahns idéer har været talrige og komplekse som altid, og på sin egen vis er han mere metal end de nævnte inspirationskilder tilsammen.

Dette tydeliggøres i det monumentale afslutningsnummer ”On The Shores” der på mere end 10 minutter opsummerer hele albummet, men herunder også samtidig dets problemer, eller rettere PROBLEM. Når man alligevel sidder tilbage efter endt lytning med lidt af ”nå”-fornemmelse, så skyldes det én altoverskyggende ting; Ihsahn har denne gang hyret en saxofonist, et ønske han angiveligt har båret rundt på altid…

Man spørger sig selv hvorfor? Netop når det det kører allerbedst, så får saxofonen frit spil, og vi taler decideret hysterisk spil. Det giver dårlige minder om 70’er-prog når det er allerværst, eller jazzfusion der aldrig skulle have været udgivet. Heldigvis får saxofonen kun plads på ca. halvdelen af de 8 skæringer, men det er stadig alt for meget. Der er fint nok at eksperimentere, men at spekulere i at det skulle være særlig genialt at benytte sig så meget af saxofon i en utraditionel sammenhæng, dét er simpelt hen en ommer.

Det er naturligvis i bund og grund en smagssag. Men på et album der ellers sprudler af forholdsvis stringent styrede idéer, så virker det direkte fantasiløst at lade en improsaxofonist gå helt grassat efter forgodtbefindende. Ihsahn har med dette kunstgreb dermed påvirket - i hvert fald undertegnede - i stik modsat retning, end det der må have været hans hensigt. Karakteren for ”After” er derfor todelt: CCCCC for det der er uden sax, og CC for det der er med sax, og derfor lander vi på den noget hårde bedømmelse på CCCc. Vi glæder os til at høre nyt – uden sax! -simon

Kom med kommentar i vores FORUM