Kondomet er kommet på hos de
jyske veteraner Illdisposed. I forbindelse med bandets sidste album
sammenlignede guitaristen Jakob Batten brugen af keyboards i metal med
kondomer - forstået sådan at henholdsvis metal og sex var bedst uden.
Men fakta er at "There Is Light (But It's Not For Me)" er det
Illdisposed album i diskografien som er blevet udstyret med det tykkeste
lag synth og keyboards til dato. Det er ikke helt urimeligt at
sammenligne med storladne navne som Dimmu Borgir eller Dark Tranquility
i forhold til mængden af tilsætning her.
Det er godt halvandet år siden at Illdisposed udgav albummet "To Those
Who Walk Behind Us", men kompositionerne på det nye album virker bestemt
ikke forceret. Tempoet og groove ligger rigtigt fint i ske med de
fængende melodier, således kan numre som "We", "Heaven Forbid" og den
skræmmende "Rape" bestemt fremhæves. Bo Summers altædende vokal er som
altid et afgørende aktiv hos Illdisposed og i denne omgang forekommer
den ganske varieret tilmed.
Den nationale stjerneproducer Tue Madsen (Dark Tranquility, The Haunted,
Sick Of It All) har stået for den højtbelagte produktion, som desværre i
længden bliver for læsset og klæg til for alvor at blive en styrke for
helhedsindtrykket. Sangene og kreativiteten fejler intet på "There Is
Light (But It's Not For Me)" med det klassiske 'posed track "The Taste
Of You" som det ubetingede højdepunkt. Har man savnet det svulstige
udtryk fra "1-800 Vindication" og "Burn Me Wicked" vil dette album være
en sikker vinder, men ellers lander Illdisposeds årgang 11 album på en
middelmådig karakter, tynget noget ned af den megen elektroniske fernis.
-and
Kom
med kommentar i vores FORUM
|