 immolation - harnessing ruin
clonepop |
| immolation - harnessing ruin
clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 21.02.05 | Death Metal | Listenable/Target | Orofino |
|
At sige at jeg har glædet mig til Immolations nye album ville være en eklatant underdrivelse! Forrige Immolation udgivelse ”Unholy Cult” blev for undertegnedes vedkommende kun overgået af Mastodons mesterværk ”Remission” i kapløbet om titlen som årets metalalbum i 2002, så siden rygterne om et nyt Immolation albums snarlige komme så småt begyndte at florere for et halvt års tid siden, har jeg med stigende utålmodighed set frem en ny dosis ikonoklastisk death metal som kun Immolation kan lave den. Ventetiden er nu endelig ovre, og den nye Immolation udgivelse med titlen ”Harnessing Ruin” er klar til at vise konkurrenterne hvem der bestemmer! Kernen i Immolation er på ”Harnessing Ruin” stadig de to guitarister Robert Vigna og Bill Taylor samt bassist og vokalist Ross Dolan, men siden ”Unholy Cult” er bandets forrygende trommeslager Alex Hernandez blevet skiftet ud med den nye mand Steve Shalaty. Hvis man er usikker på, om Shalaty er i stand til at følge op på den unikke rytmiske tilgangsvinkel til trommespillet som Hernandez var garant for, kan jeg godt allerede indledningsvis berolige med, at Steve Shalaty spiller aldeles glimrende og falder sømløst ind i Immolations atonale og forrevne version af arkaisk death metal. Immolation har en sjælden eksemplarisk evne til at forene fortid med nutid. På den ene side lyder deres musik så arketypisk og traditionel som noget andet band man kunne nævne på denne side af Morbid Angel, men samtidig har bandet deres helt egen forvitrede og unikke tilgang til rytmik og sangopbygning, hvilket sørger for at Immolations musik fremstår 100 % moderne og relevant. Og så har jeg ikke engang omtalt lyrikken endnu! Sammen med Bill Taylors tidligere band Angel Corpse har jeg altid anset Immolation for at skrive de mest intelligente og velovervejede tekster i death metal, og i den forbindelse er ”Harnessing Ruin” bestemt ingen undtagelse. Når Immolation fra tid til anden tager tempoet helt ud af et nummer og spiller så tungt at musikken nærmest trækker et tykt slimet spor efter sig som en anden gigantisk dræbersnegl, er det nærmest kun de ligesindede i Incantation der tilnærmelsesvist formår at matche Immolation i sludgy ondskab, men Immolation kan på et sekund vende på en tallerken og kaste en sværm af psykotiske riffs og angulære rytmer i hovedet på den uforberedte lytter, og denne dynamiske cocktail er måske Immolations egentlige force som band. Det tungeste nummer på “Harnessing Ruin” er “Dead to Me” der kombinerer afdæmpet, melankolsk guitarspil med en nærmest hviskende vokal, noget som den næsten ligeså tunge “Son of Iniquity” også benytter sig af, mens “Challenge the Storm” starter med noget militant marchagtigt trommespil fra den nye mand Steve Shalaty. Mængden af soli er ikke just overvældende, men de der er, har for det meste en dejlig klagende kvalitet over sig som f.eks. på ”Our Savior Sleeps”, “Crown the Liar” og “At Mourning’s Twilight”. At fremhæve højdepunkter på ”Harnessing Ruin” er dog egentlig halsløs gerning, da alle numrene uden undtagelse bærer Immolations kvalitetsstempel der garanterer et uhørt højt bundniveau. Selvom Immolation efterhånden er veteraner udi ekstremmetal, er de tydeligvis på toppen af deres formåen i disse år, og at gå glip af ”Harnessing ruin” er den største bjørnetjeneste man som fan af tidløs death metal kan gøre sig selv. Om ”Harnessing Ruin” er et bedre album end ”Unholy Cult” har jeg ikke helt gjort op med mig selv endnu, men det er faktisk også ret ligegyldigt, for kunne man lide ”Unholy Cult” er ”Harnessing Ruin” et absolut must! Efter undertegnedes ydmyge mening er Immolation pt. verdens førende death metal band, og den position ser jeg umiddelbart kun truet af de kommende albums med Nile, Psycroptic og muligvis Hate Eternal. Forventningerne til ”Harnessing Ruin” var store, men Immolation indfrier dem med største selvfølgelighed. Behøver jeg nævne, at der naturligvis er købepligt? –byrial
|