Immolation er et band, der har formået at udvikle sig på alle sine skiver, men alligevel har alligevel holdt fast i et ganske særligt udtryk. Deres helt specielle lyd har været hamret fast med syvtommerssøm siden debuten ”Dawn of Possession”, et riffmonster af rang helt tilbage fra ’91. I årene der er gået, er deres udtryk blevet bredere og deres lyd forædlet, fra de hjernevridende tekniske og overjordisk onde skiver ”Here in After” og ”Failures for Gods”, over de mørkt majestætiske ”Close to a World Below” og ”Unholy Cult” til de noget mere ligefremme, men knusende tunge, ”Harnessing Ruin” og ”Shadows in the Light”. Det er veteraner vi har med at gøre her, og som det måske kan anes i den korte intro her, er Immolation ikke et band der kun fortjener respekt for anciennitet, nej, men derimod noget af det allerypperste inden for genren. I denne anmelders optik er Immolation kort og godt verdens bedste death metal band – alle skiver er små mesterværker, og ”Here in After”, ”Failures for Gods” og ”Unholy Cult” er alle at finde blandt mine absolutte yndlingsplader.

Nå. Så fik vi det på plads. Det betyder jo tilgengæld, at mine forventninger har været særdeles høje til Immolations nyudgivne ottende skive. Og da ”Majesty and Decay” om noget trækker på mestrenes tidligere værker, lever Immolation atter engang op til sit eget unaturligt høje kvalitetsniveau.

Efter en lidt ligegyldig intro, lægger ”Majesty and Decay” voldsomt ud med ”The Purge”, et monster af en sang, drevet frem af frontmand Dolans afgrundsdybe brøl og Shalatys tordenstunge, sært groovy trommespil. Steve Shalaty er ’ny’ mand i gruppen, og har ’kun’ været med på Immolations seneste to skiver udover ”Majesty and Decay”, og skønt han har gjort et mere end hæderligt arbejde bag tønderne før, har han lidt en smule under at skulle afløse den mageløse Alex Hernandez. Selvom han, som sagt, har været bundsolid tidligere, syntes jeg, at det først er her på ”Majesty and Decay”, at han virkelig træder i karakter. Hans march-agtige, lidt skæve rytmer går ualmindeligt godt sammen med Vigna og Taylors klagende, atonale riffs, og gør ”Majesty and Decay” ualmindeligt, i Immolation regi ihvertfald, headbang-indbydende.

Selvom det er en fryd at se Shalaty endelig træde i karakter, er kernen i bandet dog stadig guitaristerne: Bill Taylor og i særdeleshed Bib Vigna. De forskruede, forrevne riffs har altid været både hjertensbarn og varemærke for Immolation, og det er der selvfølgelig – og heldigvis – ikke ændret på. Selvom Vigna nok aldrig får smedet nogle lige så mørke og forskruede riffs som på ”Here in After” og ”Failures for Gods” igen, er guitararbejdet på ”Majesty and Decay” mere forrevet og dissonant end på de seneste, lidt mere ligefremme skiver. Ikke at det gør ”Majesty and Decay” ikke er hårdslående, for Vigna og Taylors riff er massive som ind i helvede, og gør, sammen med de vanvittigt tunge trommer, sit til at gøre skiven til et endogt rigtigt knusende bekendtskab.

Lyrisk er Immolation gået videre med de mere apokalyptiske tekstbidder fra ”Shadows in the Light”. Traditionelt set har Immolations tekster været helt igennem antikristne, men ”Majesty and Decay” tager teten op fra sange som ”Breathing the Dark”, ”World Agony” og ”Whispering Death” fra sidste skive. Nu handler det om den menneskelige cancer der langsomt udpiner verden, og teksterne bærer præg af desperation, vanvid, klaustrofobi og sorg. Det reflekteres også i musikken, hvor Vignas geniale soli lyder så klagende og forpinte som aldrig før, men Dolan spytter sine forbandelser ud med sine karakteristiske brøl. Samtidigt er lyden også mægtig og overvældende, ja, majestætisk, på en måde der leder tankerne hen på mesterværkerne ”Unholy Cult” og ”Close to a World Below”. De klagende guitarer og Shalatys march-agtige trommer skaber storslåede, apokalyptiske landskaber af lyd der passer perfekt i forhold til titlen. Ja, det her er majestætiske lydbilleder af en verden i forfald, der er lige så desperate som de er grandiøse.

Immolation er stadig på toppen. ”Majesty and Decay” cementerer hvad vi godt vidste i forvejen, nemlig at Immolation er absolutte mestre udi arkaisk death metal. Hvor deres kontemporære bands, som Suffocation og Incantation der også begge stammer fra den samme scene i New York, har stået i stampe, har Immolation udviklet sig løbende. ”Majesty and Decay” lyder på en gang ikke som noget bandet har lavet før, og på den anden er den meget tilbageskuende på Immolations tidligere værker, og kan vel bedst beskrives som en blanding mellem det tonstunge fra de senere plader, det storslåede fra ”Unholy Cult” og ”Close to a World Below” og de atonale, forvrædne riffs fra bandets tidligste skiver.

”Majesty and Decay” er en helt igennem overbevisende plade. Sange som titelnummeret, ”The Purge” “A Thunderous Consequence”, slutnummeret “The Comfort of Cowards” og især ”The Rapture of Ghosts” er lige så storslåede som de er mørke. Topkarakteren får de dog ikke, da der er et par skønhedsfejl hist og pist. Den atmosfæriske intro, og det ditto mellemspil, er overflødige, og et par af numrene – ”Divine Code” og ”In Human Form” – lever desværre ikke helt op til det tårnhøje niveau der ellers holdes. Alligevel er ”Majesty and Decay” en fryd at lægge øre til, og produktionen er så klar som aldrig før, hvilket giver skiven en fuldstændig overmenneskelig gennemslagskraft. 2010 lægger således hårdt ud med en særdeles fed death metal udgivelse, og selvom både Akercocke, Decrepit Birth, Cosmic Atrophy og Orgone vistnok vil barsle med tung musik til os, er det umiddelbart kun et eventuel kommende Gorguts album der kan toppe ”Majesty and Decay” som årets death metal album. -bang

Kom med kommentar i vores FORUM