Tiden flyver. Trods læssevis af genudgivelser, opsamlinger, liveoptagelser og ep'er af varierende kuriositet er ”The Blackest Curse” første fuldlængde album under Integrity navnet siden 1997. En stor begivenhed da bandet for mere end 20 år siden startede op blandt den metalliske hardcores tidlige forløbere. Længe inden slatten melodød og svulstige omkvæd gjorde metalcore begrebet til berettiget skældsord. I forhold til det bras er Integrity den vrantne bedstefar, som sidder klar til at irettesætte fra verandaen med skarpe skud og upåklageligt sigte.

Siden ”Seasons in the Size of Days” har vokalist Dwid Hellion været eneste konstant. Især fraværet af Melnick-brødrene, Aaron og Lenny, blev ikke vel modtaget. Mange sætter et hårdt skel ved opfattelsen af bandet før og efter deres exit. Yderst forståeligt da især Aarons guitarspil definerede den grundlæggende lyd, som gjorde Integrity let at spotte i flokken af anden samtidig hardcore. Materialet under Integrity 2000 banneret, der signalerede genfødsel, var da heller ikke voldsomt interessant.

Med 2003 ep'en ”To Die for” vendte skuden. Tilbage til det oprindelige Integrity navn med håndfast brutalitet. Essentielt blandt det nyere output er også den to år gamle ”VValpurgisnacht” single, som demonstrerede blod på tanden til lange numre og større mod på at eksperimentere. Den har skullet vise sig som råskitse for det nye album, og lineuppen har været intakt siden da.

Mest udtalte eksempel fra ”The Blackest Curse” er otte minutter lange ”Before the VVorld was Young”. Jep, de insisterer på VV'er i stedet for W. Der startes på linje med Dwids anbefalelsesværdige Roses Never Fade projekt. Akustisk guitar og ildevarslende hviskevokal som efter noget tid afløses af en episk, men langtrukken midtempo passage, hvor hele bandet sætter ind, inden nummeret lukkes af endnu en akustisk passage, nu med lettere tøjlede, halsede råb indover. Lidt hårdt at komme igennem og ikke helt så involverende som de mellemlange tracks.

Integrity sejrer, når de dropper at være overambitiøse og i stedet fokuserer på skærende kraftfuldhed og simplere finter. Den punkede vibe fra førhen erstattes ofte med hektisk fremadstormende thrash metal input. ”Simulacra” samt ”Spiderwoven” holder ikke tilbage for noget i den henseende. Særligt førstnævnte besidder en hysterisk intensitet, man kun kan elske. Hver gang, der diskes op med en guitarsolo, smelter den igennem som en oppisket strøm af kulsort lava, og det er en sand fornøjelse at lytte til. Disse ting udgør rygraden af ”The Blackest Curse” og overskygger suverænt de mindre heldig afstikkere. Albummet holdes også oppe af en herligt fæl og gruset produktion, der blæser på ethvert tænkeligt krumspring, metallisk hardcore har taget de sidste mange år.

Den ambient støjende ”Take Hold on Forever” outro med diverse stemmesamples er mildt sagt overflødig, også selvom Mike Cheese fra geniale Gehenna leger med. Et punktum kunne være sat med ”Invocation of the Eternally Coiling Serpent”, som trods en vis tomgang momentvis har noget at byde på – specielt Dwids rustne, halvfjerne kloakslam-rallen, inden der lukkes helt op for sluserne. Udover det savner nummeret en anelse fokus og skyder forbi de episke proportioner, der tydeligvis ønskedes.

Ydercoveret er et miniature gatefold med Integrity-kraniet og tracklist påført som gennemsigtig højglanstryk, der kun diskret anes. Dertil kommer en 36-siders booklet spækket med lyrik, slørede bandbilleder samt en kryptisk, men velflydende strøm af S/H fotos. Det formidler albummets stemning og essensen af Integrity, selvom en vis afkodning påkræves Dog må der være sket nogle smuttere eller forskydninger i designet, da en enkelt tekst optræder to gange og andre er helt umulige at matche med det sungne. Lp-versionen har samme ydre effekt, men indholdet af hæftet må vige for en seks siders plakat. Ikke optimalt.

Isoleret set er jeg som Integrity-fanatiker tilfreds og afklaret med et album, der ganske vellykke gentolker den ikoniske lyd, uden at overgå hovedværkerne. Men det haler ned, at disponeringen af de 37 minutter får pladen til at virke unødigt langtrukken. Realistisk begejstret er det til et solidt CCCC, og gamle lyttere falder snildt i hak med ”The Blackest Curse”. Er man ikke på forhånd bekendt med Integrity fænomenet, anbefales det at runde ”Those who Fear Tomorrow”, ”Humanity is the Devil” og ”Seasons in the Size of Days” forinden. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM