I en tid hvor popmusikken til stadighed bliver mere smag- og skamløs, og den populære hårde musik efterhånden knapt kan blive mere uoriginal, ufarlig og uvedkommende, er det ikke bare en fornøjelse at se alle sande headbangeres absolutte darling gå #1 i 21 lande: Det er noget nær utænkeligt for et stokkonservativt heavyband i dets 35. leveår. Jojo, vi metalhoveder er verdens mest notorisk dedikerede fans, hvor vores smagsfjender i den modsatte boldgade nok snarere er tilbøjelige til at downloade det seneste hvad-der-nu-lige-bliver-spillet-på-The-Voice uden vel at tænke yderligere over hvorfor; men personligt havde jeg dæleme aldrig forudset, at Iron Maidens 15. studieskive i dén grad ville tørre røv i alverdens hitlister. Ikke i så vildt et omfang.
Én ting kan dog ikke diskuteres: Hvis der er nogen, der har fortjent deres nuværende succes, så er det den ondelyneme Maiden.

Okay, "konservativ" er et uretfærdigt prædikat at sætte på et så levende, vitalt og fremadskuende band. Da den nyligt hjemvendte fortabte søn, Bruce Dickinson, overfor et ekstatisk Roskilde-publikum for 10 år siden bedyrede "We're here to do a brand new Iron Maiden, - and fuck every other style of music in the world", så mente han det. Og han fik ret. Maiden har altid spillet ægte heavy metal, som de genrepionerer, de nu engang er, men "The Final Frontier" er på samme tid lyden af et band, der har fundet deres helt egen opskrift på en musikstil, der somme tider har det med at balancere på kanten mellem "fantastisk" og "kliché".

Når "The Final Frontier" sælger så meget, som den gør, så skyldes det nu engang ikke kun, at bare vi fans gerne vil støtte vores allesammens Maiden. "The Final Frontier" er sandsynligvis Maidens mest roste plade siden '88-mesterværket "Seventh Son of a Seventh Son", og det er der al mulig god grund til, uagtet hvad man personligt måtte have af mellemliggende præferencer. (For mit vedkommende tager 2000-comebacket "Brave New World" prisen.) Men derfor vil jeg tillade mig at starte i den lidt tunge ende, så vi for så vidt muligt har de fundamentale kritikpunkter på det rene og ude af vejen...:

Glimrende musikere som Maiden nu engang er, så er de ikke verdens mest tight sammenspillende band. Især trommeslager Nicko McBrain japper somme tider lige vel nok i det. Guitaren, (hvis af dem det så måtte være), er tillige lidt sloppy af og til. Det er kendetegnende for Maidens sidste par albums, at materialet er skrevet derudtil, hvor bandet ikke spiller på overskud snarere end på koncentration, og det samme gør sig stedvist gældende på "The Final Frontier". Kevin Shirleys produktion lader somme tider en del punch tilbage at ønske, både hvad angår ren og skær power, men også højde og bredde i lydbilledet. Det hæmmer til tider udtrykket, men det er - ligesom førnævnte problematik - langt fra noget, der er så omsiggribende, at det ændrer på selve sangenes kvalitet snarere end retfærdigvis bare at trække en lille smule ned i det samlede regnskab.

Godt så.

Ligesom sin forgænger, 2006's mesterlige "A Matter of Life and Death", kræver "The Final Frontier" flere koncentrerede gennemlytninger, før dens fulde potentiale folder sig ud. Som tilfældet var med AMoLaD, var jeg rent faktisk en kende skuffet efter første gennemlytning, - men så meget desto mere blæst omkuld er jeg siden blevet, efterhånden som "The Final Frontier"'s sande, soniske ansigt gradvist har ladet sig afdække som en auditiv åbenbaring. Det her er et klasseeksempel på en "grower"-skive. - En kvalitet, der gerne er kendetegnende for den kvalitetsmæssige elite af pladeudgivelser.

"I try to call the Earth's command/Desperation in my voice" klager Bruce Dickinson i den højspændte intro, hvis udtryk og opbygning er ulig noget, Maiden nogensinde har spillet. Der ER desperation i mandens stemme. Stemningen er trykket og sælsomt uhåndgribelig, - netop som at famle om sig i blinde flere hundrede lysår fra Jordens overflade. Det hele er lige ved at blive for meget, da det brat skifter karakter til en vidunderlig, klassisk Maiden-hymne, som enhver fan vil holde af nærmest med det samme. Kun Maiden kan få så positivt rockende en stemning ud af en sang, der handler om at være hjælpeløst fortabt i det ydre rum. Titelnummeret er en herlig, effektivt simpel åbner, der, som på de foregående skiver, senere skal vise sig at være noget nær stilhed før stormen.

Førstesinglen "El Dorado" har nærmest Dickinson all over. Hans grin og udtalte linier er herligt letkøbte, men yderst effektfulde gimmicks, og i omkvædets drastiske stigning sidder man som så mange gange før og undrer sig over, hvordan i alverden den mand dog kan blive ved med at synge så fucking vildt. Steve Harris' karakteristisk "klakkende" galopbas og det simple, fremadrettede drive er rent guf i disse ører, så snart nummeret har foldet sig ud.
"Coming Home" er en vidunderlig, arketypisk singalong á la Dickinson solo. Jeg ser for mit indre blik 40.000 fans der svinger hænderne fra side til side og skråler med på omkvædet, - og jeg glæder mig umådeligt meget til at være en del af dette scenarie engang til næste år på albumtouren. Derpå er "The Alchemist" er et forfriskende spark energi, der lyder som havde man samlet det bedste fra "Dance of Death"'s ('03) "New Frontier" og "Montesgúr" i ét nummer, - og det er da også sidstnævntes sangskriverteam Gers/Harris/Dickinson, der står bag. Albummets mange forskellige kollaborationer på kryds og tværs af bandet, (kun konstellationen Smith/Harris går igen én gang,) gør sangene meget forskelligartede fra hinanden, og således er "The Final Frontier" som helhed langt mere varieret og bredere favnende i sit udtryk end "A Matter of Life and Death".

Hvor Dickinson og Smiths co-sangskrivning generelt trækker pladens første halvdel i retning af simpelt, oldschool Maiden-land, er dens anden halvdel svært Harris-domineret. For nu at blive ved "A Matter of Life and Death", så minder "Isle of Avalon" lidt om dennes "The Longest Day" både i tonalitet og opbygning. Og teksten er rent og skært geeky drengerøvsguf. - Det er ihvertfald umuligt for mig ikke at lade mig rive helt og aldeles med af linier som "Rising levels of the tidal waves protect them/keepers of the Godess of the Underworld/holding powers of the mystics deep inside them/nineteen maidens, guardians of the Otherworld". Jeg finder mig selv draget længere og længere ind i sangens stemning, så Maiden effektivt kan servere mig min egen røv på et sølvfad med det supermelodiske og lige så forløsende bro-stykke. Mesterligt er fandme hvad det er.

Også introen til "The Talisman" minder påfaldende om forgængerens "The Legacy", hvilket nok må tilskrives Janick Gers. Når sangen med ét tager fra, er den så meget oppe i det røde felt, som Maiden nogensinde har været. Lige fra versets intense heavy metal over omkvædets klassiske fire standardakkorder til C-stykket og coda'et galopperer Iron Maiden ud over stepperne, som var de endnu midt i tyverne og i færd med deres første verdensturné. Dickinson har sjældent skrålet så intenst og længe i ét enkelt nummer, og selvom man med rette ved, at vi har med en ildsjæl i en jernmands krop at gøre, gør det ham ingenlunde i mindre grad en af metallens all-time mest imponerende vokalister.
Ligesom titelnummeret er "The Man Who Would Be King" nærmest underspillet ift. dens lyriske tematik. En almindelig mands tunge, uudslettelige og altoverskyggende skam og smerte ved at tage et andet menneskes liv serveres her i et uimponeret, letfordøjeligt uptempo-drive, som er alt andet end repræsentativt for den generelt episke og intrikate anden halvdel af "The Final Frontier". Men netop grundet disse omstændigheder rammer Harris' ellers nogenlunde distancerede tekst kun så meget hårdere.

En vis overvægt af tilkendegivelser fra både lyttere og anmeldere synes at pege på den 11 minutter lange afslutter "When the Wild Wind Blows" som albummets cue, - og det med rette. Teksten, der i klassisk Maiden-stil er baseret på Raymond Briggs' grafiske novelle af samme titel, bliver i takt med musikken gradvist mere seriøs og vedkommende, og kritikken af mediehysteri og sensationsjournalistik er, omend oplagt, så stadig mere end almindeligt berettiget. Måden, som de forskellige sektioner ligger i forlængelse af hinanden på, er nyt territorium succesfuldt erobret af en skræmmende sikkert komponerende Steve Harris. Lytteren fokuseres i et jerngreb, som man selv søger at fastholde, når outroens meloditema, der trækker på veksler fra traditionel, britisk folk, atter bringer sangen ned på jorden og i mål. Lige netop dette tema står så kraftigt ud fra hele resten af pladen og er så ubeskriveligt rørende i al sin blåøjede simplicitet, at jeg ved flere gennemlytninger har fundet mig selv med en klump i halsen og dirrende underlæbe, så snart det tonede ind. "When the Wild Wind Blows" vil uden tvivl stå som en af Harris' allerstærkeste kompositioner - helt oppe på højde med numre som "Rime of the Ancient Mariner" og "Alexander the Great" - når klokken engang begynder at kime og der skal gøres status over Maidens karriere. Kære Rockgud: Lad der gå længe endnu.

Der har været en hel del spekulation om, hvorvidt titlen "The Final Frontier" skulle være et mere eller mindre subtilt hint til, at dette skulle være Maidens sidste studieplade. Lidt åndssvagt når man tager dens åbenlyse sci-fi-tematik i betragtning, men måske berettiget nok når man tager Steve Harris' udtalelser om, at Maiden sandsynligvis ville komme til at udgive netop 15 studieplader, i betragtning.
Men...
Hvis ikke Maiden her i det 21. århundrede med deres intense, omfattende turneren og albums af foruroligende høj kvalitet har bevist, at de er alt andet and færdige, så gør de det lige her. Igen-igen, fandme. "The Final Frontier" er lyden af verdens mest respektindgydende formidable gruppe, der om ikke har overgået sig selv, så ihvertfald tilføjet endnu et uhyggeligt imponerende højkvalitetsudspil til en metaldiskografi, der i forvejen er iblandt jordens største, bedste og mest influentielle. I 80'erne var Iron Maiden de sejeste; - i dag er de endnu sejere. Det er nærmest lige før jeg af ren og skær ærefrygt ikke tør andet end at afslutte denne anmeldelse med de ord, der dog alligevel har ligget mig noget så lige for under hele skrive- og ikke mindst lytteprocessen...:

Up the irons.

-andreas

Kom med kommentar i vores FORUM