Læs også vores ClassiC anmeldelse af "British Steel" HER !!!
judas priest - angel of retribution
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 02.03.05 Heavy Metal SonyBMG Roy Z
 

Med læder/nitte-rebellen over dem alle tilbage i folden hos Judas Priest efter en årrække har forventningerne til første album i 15 år med Rob Halford ved roret været høje som kun de hedeste flammer tårnende op fra et bundløs Helvede, men om de efterhånden aldrende herrer med ”Angel of Retribution” nu også for alvor for formår at tilfredsstille de mange håbende, er straks en anden sag. Beklageligvis var førstehåndsindtrykket her, at de ikke helt formåede at levere en perfekt, formfuldendt samling sange, bestemt til at opnår klassikerstatus, men selvom vi hverken bliver beriget med endnu en ”British Steel” eller ”Painkiller”, er der langt fra nogen decideret kritisk ”Turbo” fadæse på dagsordnen.

Får den panserbeslåede engel tilstrækkelig med tid til fuldkommen udfoldning af vingerne, viser der sig bestemt et værk med fin seværdighed gennem en tilbagevenden til deres klassiske og hymneprægede lyd, set i forhold til såvel ”Painkiller” som de to plader med Ripper ved roret. Hvad ”Angel of Retribution” helt eksakt udgøres af, vil der her følge en gennemgang og vurdering af, nummer for nummer, så ifør dig på forhånd den sorte garderobes bedste nittejakke for at komme i stemning, for her går det løs.

”Judas Rising” – Støt og rolig, men ikke til at undvige. Efter en forsigtig intro fades der stilsikkert over i et klassisk Halford skrig, som splintrer enhver tvivl om, hvorvidt kongen skulle være vendt tilbage eller ej. De storladne flader dækker himlen som en mørk sky, og der er klart potentiale for klassikerstatus. (CCCCC)

”Deal with the Devil” – Mere tempofyldt og med et omkvæd der er hastigt sætter spor i enhver sand heavy metal sjæl. Hård rock & roll som dette bør ingen snyde sig selv for. (CCCC)

“Revolution” – Første single fra albummet og umiddelbart en stålsat hymne af svær kaliber. Igen holder bandet tempoet moderat, men med undtagelse af Ian Hills basspil ender det meste af nummeret nok i hurtigt ind / hurtigt ud kategorien. Selv er jeg i hvert fald allerede en smule mindre begejstret for nummeret nu, set i forhold til den oprindelige glæde ved det. (CCCC)

“Worth Fighting for” - Her skrider motorcyklen desværre i svinget af nærmest flad hardrock, og rent dispositionsmæssigt virker det langt fra optimalt at smide nummeret så tidligt på albummet. (CC)

“Demonizer” – Supertungt riffarbejde fra Tipton og Downing. ”Demonizer” er klart det tætteste vi kommer på den fuldfede, onde ”Painkiller” lyd i denne ombæring, og den står som et særdeles vellykket genoplivningsforsøg på pladen som helhed, hvor der vejes op for andre mindre heldige indslag. Halfords skrig mod slut er ligefrem af en nærmest rendyrket, eksorcistisk karakter. (CCCCC)

“Wheels of Fire” – Tonstungt trampende og selvom omkvædet som sådan er pænt cheesy, sidder det lige i øjet. Den dejlige, simple approach håndteres ganske udmærket. (CCCC)

“Angel” – Vederstyggelig ballade. Gutterne i bandet er muligvis blevet gamle, men det medfører jo ikke automatisk, at man absolut må og skal opføre sig herefter. Ikke meget læder-oprør på dagsordenen her. Man bliver trist af at høre den, men nok desværre ikke helt af de tilsigtede grunde. (CC)

“Hellrider” - M E T A L ! Tordnende trommer fra Scott Travis og en dæmonisk Halford dominerer suverænt. Man tilgiver dem straks ”Angel”, når ”Hellrider” sætter ind. (CCCCC)

“Eulogy” – En kortvarig ballade som pauser albummet og leder op mod finalen. Bedre end ”Worth Fighting for” er den vel, men alligevel slipper man også snildt af sted med hastigt at karakteriser ”Eulogy” som rendyrket fyldmateriale. (CC)

“Lochness” – For lang og for kedelig. Alt for meget gas i ballonen. Nummeret vækker gud bedre det flere associationer til ”Puff the Magic Dragon” end en fuldfed heavy metal hymne, og det er ærlig talt en noget plat afslutning på albummet som helhed. (C)

Havde man trukket hårdt i håndbremset i det øjeblik ”Hellrider” stopper, ville albummet som helhed have taget sig en del bedre ud, men som landet nu engang ligger med ”Angel of Retribution”, ender det uomtvisteligt i den største hit & miss affære, jeg længe har oplevet. Coveret derimod er rent stilistisk noget af det sejeste, mest glansfulde, der længe har præget et heavy metal album, og på den front burde en sand visuel klassiker være født. Desuden er der for de hurtige en pænt lækker bonus-dvd med førsteoplaget, som klart bør tjekkes ud!

Judas Priest anno 2005 må på ingen måde betragtes som et has-been band, og de spredte tegn på storhed ”Angel of Retribution” igennem vidner nærmere om, at de måske blot har brug for lidt ekstra tid til at genfinde sig selv. - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM