Læs også vores track-by-track anmeldelse af "Angel Of Retribution" HER !!! |
![]() |
Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
ClassiC | 1980 | Heavy Metal | EMI/Sony Music | Tom Allom |
Få bands har betydet mere for den traditionelle dual-lead baserede heavy metal end britiske Judas Priest, og bandets diskografi bugner nærmest af det ene klassiske mesterværk efter det andet. For undertegnede står Judas Priest albummet ”British Steel” fra 1980 dog som højdepunktet; et album der skulle vise vejen for en hel skare af NWOBHM bands i 80’erne. Albummet starter lige med 4 af de mest klassiske og fede heavy metal numre der nogensinde er lavet, nemlig ”Rapid Fire”, ”Metal Gods”, ”Breaking the Law” og ”Grinder”. Så er man ligesom i gang! Herefter følger 2 marginalt mindre interessante skæringer i form af ”United” og ”You Don’t Have to be Old to be Wise”, hvorefter kvalitetsniveauet igen topper på de 3 sidste numre ”Living After Midnight”, ”The Rage” og ”Steeler”. Et håndfuld mere tidløse heavy metal hymner skal man fandeme lede længe efter, og selv det ’smagfulde’ cover-artwork med Judas Priest barberbladet nærmest skriger ’MÆDL!’ i hovedet på omverdenen! Bandets image med eksorbitante mængder læder, nitter, piske, kæder og store motorcykler blev også så småt grundlagt i periode omkring ”British Steel”, som også fortjent blev Judas Priests egentlige gennembrudsalbum på det amerikanske marked med gigantiske stadionturneer gennem første halvdel af 80’erne til følge. Egentligt er det ret bemærkelsesværdigt, at Judas Priest med ”British Steel” og ”Painkiller” fra henholdsvis 1980 og 1990 har lavet to af de respektive følgende årtiers pureste og mest slidstærke metalalbums, og objektivt set kunne jeg ligeså godt have lavet en ClassiC anmeldelse af ”Painkiller” i steder for ”British Steel”, da jeg vil elske netop de to albums til al evighed. Af nostalgiske årsager valgte jeg dog ”British Steel”, da det album simpelthen er selve indbegrebet af traditionel britisk heavy metal, når det er mest solidt, hårdt rockende og tidløst. Især guitararbejdet fra d’herrer Glenn Tipton og K.K. Downing og så selvfølgelig Rob Halfords øredøvende banshee vokal dannede skole, mens rytmegruppen bestående af Ian Hill på bas og Dave Holland på trommer måske holdt sig lidt mere i baggrunden, men ikke desto mindre dannede bandets tunge fundament. Et renere og mere ’stålsat’ britisk heavy metal album end ”British Steel” finder man simpelthen ikke, og Judas Priest er og bliver til evig tid The Metal Gods! –byrial
|