Jeg kan rimelig tydeligt huske oplevelsen af at lytte til canadiske Kataklysm første gang. Det var i 1993 efter udgivelsen af deres debut-ep ”The Mystical Gate Of Reincarnation”, hvor især afslutningsnummeret, ”The Orb Of Uncreation”, var en temmelig heftig omgang – specielt målt med datidens brutalitetsparametre. Og lige præcis det nummer indfangede ret perfekt Kataklysms musikalske ambition, som bandet allerede i 1992 formulerede i en type mission statement, man normalt kun finder i erhvervslivet. Bandets mål var: "to deliver the most punishing music ever created by combining melody and power into one devastating force”. Siden dengang har jeg kun lyttet til enkelte Kataklysm-numre, da bandet efter min mening ikke helt har fremstået som de leverandører af historiens mest altødelæggende musik, de ellers gerne vil være.

Hvordan det så forholder sig med hensyn til at leve op til bandets fine mission statement i dag, ja, det er der nu en fin lejlighed til at beskæftige sig nærmere med i denne anmeldelse af Kataklysms seneste udspil, ”Heaven’s Venom”. Og den plade er der faktisk rigtig meget pænt at sige om. Det er et virkelig velproduceret udspil med en forbilledligt tung lyd og en rigtig lækker produktion, som bandets guitarist selv har stået for. Som et lille kuriosum kan også nævnes, at danske Tue Madsen har mixet Heaven’s Venom.

Derudover får Kataklysm flotte anmærkninger i min karakterbog for at skabe nogle virkelig tunge riffs, og trommeslager Max Duhamel sørger også for nogle rytmer, der understøtter musikkens tyngde ganske fint. Vi taler rytmer, som jeg er ret sikker på vil skabe god aktivitet i en masse moshpits rundt omkring (hvilket der ellers ikke altid er garanti for til death metal-koncerter, hvor det tit går så stærkt, at tilhørerne foran scenen bare står og glaner), når bandet skal ud og spille deres nye numre live. Sidst men ikke mindst er ”Heavens Venom” meget atypisk for death metal-genren næsten irriterende iørefaldende. Faktisk er mange af numrene udstyret med omkvæd og hooks, som i catchiness ikke står nævneværdigt tilbage for muzakken på P3. Et godt eksempel er nummeret ”Push the Venom”, som bandet i øvrigt også har lavet en promovideo til.

Det er desværre også nødvendigt at hælde lidt malurt i bægeret. Det kniber nemlig desværre også på ”Heaven’s Venom” med at leve op til Kataklysms ellers fine mission statement.

I betragtning af hvor frygtindgydende Kataklysm lød tilbage i 1993, fremstår de i dag temmelig ufarlige. Der er som sagt masser af saft og kraft i bandets lyd, og der er intet i vejen med at blande noget melodi i musikken, at tænke lidt i hooks og omkvæd, som man rent faktisk kan huske. I det hele taget er det helt ok at have ambitioner om at skrive musik, som ikke bare går ind ad det ene øre og ud af det andet. I tilfældet ”Heaven’s Venom” ender det bare med at blive for forudsigeligt, for poleret og for pænt – i hvert fald til min smag.

Bevares, ”Heaven’s Venom” er ikke musik til en romantisk aften i stearinlysets skær, og der er da ingen tvivl om, at Kataklysm stadig skal rubriceres i kategorien death metal. Med den genre forstår jeg imidlertid musik, som med en ond blanding af mørke, vildskab, aggression, brutalitet og kompromisløshed konstant er ude at rykke hegnspælene for, hvor ekstrem heavy metal i yderste potens kan være. På papiret harmonerer min forståelse af death metal altså ganske fint med Kataklysms mission statement. Problemet er bare, at ”Heaven’s Venom” ikke er utæmmet naturkraft overført til en cd, som får ørerne til at bløde – det er numrene simpelthen for ordinære og ufarlige til.

Et andet hjertesuk skal lyde over, at trommeslager Max Duhamel ikke – om man så må sige – fyrer noget mere op under gryderne på ”Heaven’s Venom”. Man skal ikke lytte meget til Kataklysms ældre materiale for at blive overbevist om, at hr. Duhamels repertoire ud i den mere ekstreme rytmik er ganske imponerende. Lige præcis derfor er det trist, at en stor del af trommespillet på Heaven’s Venom holder sig inden for nogle relativt snævre og simple rammer. Heldigvis er der undtagelser for reglen om det solide men ikke specielt grænsesøgende trommespil – ”Faith Made of Shrapnel” er fx et fremragende eksempel på et nummer, hvor der bliver lukket lidt op for posen med giftigt slagtøj:

Gør man regnskabet op, er det tydeligt, at Kataklysm i løbet af bandets snart tyveårige karriere har fundet en musikalsk formel, som i forhold til bandets første, temmelig hårdtslående men også noget ustrukturerede udgivelser virker temmelig effektivt – det gælder mig bekendt både pladesalg og publikums respons til koncerter. Helt overordnet er deres musik bare ikke lige min kop the, da jeg personligt foretrækker dødsmetal i en mere rå og grum aftapning.

Betyder det så, at jeg blankt afskriver Kataklysm på grund af deres stilskifte over tid til en mere tilgængelig udgave af death metal? Næh, overhovedet ikke. Men hvis man som jeg er interesseret i de mere ekstreme og hårdtslående bands inden for death metal i dag, kan jeg anbefale snarere end Kataklysm at vende ørerne i retning af de seneste udgivelser fra Dying Fetus, Origin eller Misery Index. Det er udgivelser, som jeg synes rykker langt hårdere end Kataklysms lidt for konforme og til tider noget tandløse death metal.

Samtidig må jeg også indrømme, at ”Heaven’s Venom” indeholder slagkraft og power nok til at strømføre en dansk provinsby, og at jeg – trods alt – ikke helt kan lade være med at vippe kraftigt med monitorfoden til de ovenfor nævnte numre.

Det er imidlertid ikke tilfældigt, at jeg har valgt at fremhæve nogle af pladens første numre. Henad vejen taber Kataklysm nemlig fælt momentum på ”Heaven’ Venom”, og de sidste numre er overhovedet ikke på niveau med de første. Summarisk fungerer ”Heaven’s Venom” altså bedst, hvis man bliver udsat for strømafbrydelse eller lign., når man er cirka halvvejs gennem pladen. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM