Jaz Coleman, frontfigur i
Killing Joke, er en kompleks mand. På den ene side manisk og
stortilhænger af konspirationsteorier, på den anden et musikalsk geni og
højst intelligent. Lige siden gendannelsen af Killing Joke - hvor de
nærmest startede på ny med udgivelsen af “Killing Joke” fra 2003, som
deres første udgivelse også hed i 1980 - har de formået at spytte
materiale ud, der i den grad beviser, hvor meget overskud et band, der
har over 30 år på bagen, kan have. Udgivelsen fra 2003 var helt unik set
i lyset af tidligere udgivelser, hvilket muligvis også havde noget at
gøre med Dave Grohls unikke spillestil på trommerne. I 2006 kom
“Hosannas From the Basement”, der var mørk, dyster men gav også vej for
bandets mere eksperimenterende side. Efterfølgende på “Absolute Dissent”
var hele det originale line-up fra 1980 samlet igen, hvilket blot gav
bandet en endnu mere højtragende lyd tangerende til det episke. Og nu er
vi endelig nået til 2012, hvor bandet nu slår sine folder endnu engang,
med den meget passende titel “MMXII” - altså 2012. I høj grad passende,
fordi Coleman selv har bebudet at - i takt med Maya indianernes udsagn -
dette er året, hvor jorden går under. Ja, han har sågar planer om at
arrangere en festival på New Zealand, fordi det er her, apokalypsen vil
ramme først.
Den første smagsprøve sultne fans kunne gå ombord i, var “Rapture”, der
i høj grad minder om noget af det nyere, mere aggressive materiale, som
bandet har udgivet. Dog er der smurt tykt på med synthesizer-lag, så det
får den markante Killing Joke lyd. “In Cytheria” viser bandet fra deres
mest poppede side, en velkendt lyd fra midt 80‘erne, ligeledes gør
“Colony Collapse” med det fængende synth riff, mens “Pole Shift” er en
mastodont af et nummer, der når op på næsten ni minutter. Nummeret
veksler mellem det dronende, næsten hypnotiserende vers og det mere
markante, punkede omkvæd. Det er imidlertid også pladens første nummer,
hvilket gør “MMXII” lidt svær at sluge lige de første par omgange. “Pole
Shift” er meget repetitiv og man kan derfor hurtigt blive fortabt i
nummerets struktur med ønsket om noget nyt.
Dette finder man dog i høj grad på “Corporate Elect”, der i denne
forstand peger helt tilbage på den første Killing Joke udgivelse med sit
rå udtryk. Allerede halvvejs igennem pladen viser bandet sig fra sit
ypperste, hvor de når igennem flere af deres velbevandrede æraer uden at
det bliver en plat pastiche. Det samme gælder Colemans vokal, der når
rundt i alle hjørner; der er det storladne, det maniske, skønsangen og
generel råben.
Pladens sidste to numre er uden tvivl de stærkeste. “Trance” lyder som
et disko-nummer fra helvede. Det meget fremdrevne beat samt det
velkendte guitar riff udgør hoveddelen af nummeret, mens Colemans
fraseringer forstærker nævnte riff. Der er en overordnet følelse af
dommedag på nummeret her. Den er også at føle på resten af pladen, men
den kommer for alvor til udtryk på “Trance” og efterfølgende “On All
Hallow’s Eve”. Hvor førstnævnte er hvor apokalypsen indtræffer, så er
sidstnævnte efterdønningerne af denne. Det er smukt, storladent og en
perfekt afslutning på et mesterværk af en plade.
Efterhånden er det ikke imponerende, at et band som Killing Joke stadig
hænger ved, det er imponerende at alt, hvad de udgiver, er af så høj
kvalitet. Det virker som om, at de bare bliver bedre og stadig har
mulighed for at finde fornyelse i gamle opskrifter. Det lyder altid som
Killing Joke, der er ikke noget, der føles fremmed, men heller ikke
noget, der føles kedeligt. Efter de fire plader, de har udgivet efter
gendannelsen, er det ikke til at sige, hvad Killing Joke kan præstere,
men man kan måske håbe på, at jorden ikke går under, så der er mulighed
for at opleve mere fra dem. -davidson
Kom
med kommentar i vores FORUM
|