killing joke - mmxii  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 2012 Post-punk Spinefarm Records --
 

Jaz Coleman, frontfigur i Killing Joke, er en kompleks mand. På den ene side manisk og stortilhænger af konspirationsteorier, på den anden et musikalsk geni og højst intelligent. Lige siden gendannelsen af Killing Joke - hvor de nærmest startede på ny med udgivelsen af “Killing Joke” fra 2003, som deres første udgivelse også hed i 1980 - har de formået at spytte materiale ud, der i den grad beviser, hvor meget overskud et band, der har over 30 år på bagen, kan have. Udgivelsen fra 2003 var helt unik set i lyset af tidligere udgivelser, hvilket muligvis også havde noget at gøre med Dave Grohls unikke spillestil på trommerne. I 2006 kom “Hosannas From the Basement”, der var mørk, dyster men gav også vej for bandets mere eksperimenterende side. Efterfølgende på “Absolute Dissent” var hele det originale line-up fra 1980 samlet igen, hvilket blot gav bandet en endnu mere højtragende lyd tangerende til det episke. Og nu er vi endelig nået til 2012, hvor bandet nu slår sine folder endnu engang, med den meget passende titel “MMXII” - altså 2012. I høj grad passende, fordi Coleman selv har bebudet at - i takt med Maya indianernes udsagn - dette er året, hvor jorden går under. Ja, han har sågar planer om at arrangere en festival på New Zealand, fordi det er her, apokalypsen vil ramme først.

Den første smagsprøve sultne fans kunne gå ombord i, var “Rapture”, der i høj grad minder om noget af det nyere, mere aggressive materiale, som bandet har udgivet. Dog er der smurt tykt på med synthesizer-lag, så det får den markante Killing Joke lyd. “In Cytheria” viser bandet fra deres mest poppede side, en velkendt lyd fra midt 80‘erne, ligeledes gør “Colony Collapse” med det fængende synth riff, mens “Pole Shift” er en mastodont af et nummer, der når op på næsten ni minutter. Nummeret veksler mellem det dronende, næsten hypnotiserende vers og det mere markante, punkede omkvæd. Det er imidlertid også pladens første nummer, hvilket gør “MMXII” lidt svær at sluge lige de første par omgange. “Pole Shift” er meget repetitiv og man kan derfor hurtigt blive fortabt i nummerets struktur med ønsket om noget nyt.

Dette finder man dog i høj grad på “Corporate Elect”, der i denne forstand peger helt tilbage på den første Killing Joke udgivelse med sit rå udtryk. Allerede halvvejs igennem pladen viser bandet sig fra sit ypperste, hvor de når igennem flere af deres velbevandrede æraer uden at det bliver en plat pastiche. Det samme gælder Colemans vokal, der når rundt i alle hjørner; der er det storladne, det maniske, skønsangen og generel råben.

Pladens sidste to numre er uden tvivl de stærkeste. “Trance” lyder som et disko-nummer fra helvede. Det meget fremdrevne beat samt det velkendte guitar riff udgør hoveddelen af nummeret, mens Colemans fraseringer forstærker nævnte riff. Der er en overordnet følelse af dommedag på nummeret her. Den er også at føle på resten af pladen, men den kommer for alvor til udtryk på “Trance” og efterfølgende “On All Hallow’s Eve”. Hvor førstnævnte er hvor apokalypsen indtræffer, så er sidstnævnte efterdønningerne af denne. Det er smukt, storladent og en perfekt afslutning på et mesterværk af en plade.

Efterhånden er det ikke imponerende, at et band som Killing Joke stadig hænger ved, det er imponerende at alt, hvad de udgiver, er af så høj kvalitet. Det virker som om, at de bare bliver bedre og stadig har mulighed for at finde fornyelse i gamle opskrifter. Det lyder altid som Killing Joke, der er ikke noget, der føles fremmed, men heller ikke noget, der føles kedeligt. Efter de fire plader, de har udgivet efter gendannelsen, er det ikke til at sige, hvad Killing Joke kan præstere, men man kan måske håbe på, at jorden ikke går under, så der er mulighed for at opleve mere fra dem. -davidson













Kom med kommentar i vores FORUM