Du bevæger dig gennem det grønne helvede… gennem den tykke Brasilianske jungle… varmen er ulidelig… du tørster… myggene bider og gør nærmest arbejdet med at hakke dig vej gennem underskoven med din machete til en umulighed…

Pludselig forstummer junglens ellers kakofoniske symfoni af lyde, og en tavshed som graven sænker sig over det uvejsomme terræn, og du stopper instinktivt op for at vejre situationen…

”HVAD VAR DET?!?”

Et umenneskeligt, nærmest afsindigt brøl bryder tavsheden og en infernalsk, tiltagende larm indikerer at noget bevæger sig med overmenneskelig hurtighed i din retning…
Du går i panik, og hakker febrilsk løs på hvad der nu i foruroligende grad minder om et fængsel af lianer og træer… Hurtigt bliver du klar over at al flugt er umulig, og i et øjeblik af opgivende resignation overgiver du dig til din skæbne…

*SLAM!*

Du er blevet angrebet og overmandet af……. K R I S I U N !!!

Disse 3 Brasilianske blodbrødre, Alex, Max og Moyses Kolesne, repræsenterer for mig den mest kompromisløse og svinsk brutale trio death metal genren har fostret siden Helmkamp/ Palubicki/Longstreth alias salige Angel Corpse, og det nyeste frontalangreb på titlen som denne verdens mest brutale metalband sættes ind i form af ”Works of Carnage”, Krisiuns 5. og hidtil mest fuldendte og effektive metalliske massakre.

Al overskydende fedt er trimmet væk på ”Works of Carnage”; her er ingen 6 + minutters numre længere; alt er strømlinet for maksimal in-your-face effekt, og faktisk er åbningsnummeret ”Thorns of Heaven” med sine 3 minutter og 52 sekunder albummets klart længste skæring og heraf udgøres det første lille minut rent faktisk af noget intro halløj.

Med andre ord kommer ”Works of Carnage” til at minde mig lidt om en death/grind version af Slayers mesterværk ”Reign in Blood”; altså små 30 minutters blindt raseri udført i et hæsblæsende tempo og behagelig fri for unødigt fyld og klicheer, som måske på sigt kunne nedsætte albummets langtidsholdbarhed. 

At Krisiun har allieret sig med producer Pierre Rémillard, hvis evner tidligere er stillet til skue på udgivelser med f.eks. Gorguts og Cryptopsy, har heller ikke just gjort ”Works of Carnage” mindre gennemslagskraftig; specielt den tidligere så problematiske trommeproduktion lyder nu mere naturlig og mindre triggered end på tidligere Krisiun albums. 

De snerrende og ubønhørlige riffs svirrer om ørerne på én som blev man angrebet af en aggressiv sværm af malariamyg på størrelse med en knyttet næve, og trommerne lyder som mindre armé af trykluftsbor under et kollektivt anfald af en eller anden ugudelig maskinel mutation af Parkinson-syge. Læg dertil en vokal der lyder som en desperat anskudt kafferbøffel, og du har et godt billede på den effektive musikalske dræbermaskine Krisiun efterhånden har udviklet sig til.

Tighte, fængende og MONSTER-brutale numre som ”Ethereal World”, ”Slaughtering Void” og Scourged Centuries” får nærmest pr. automatik adrenalin-niveauet til at stige til faretruende højder i undertegnedes krop, og det er mig fysisk umuligt at sidde stille til ”Works Of Carnage”; man bliver lige nød til at springe lidt rundt og enten spille lufttromme eller growle lidt med på de psykotiske testosteron-udladninger, Krisiun leverer en masse. Alene det faktum at album kan fremtvinge en sådan korporlig reaktion i en halvgammel mand er vel et kvalitetsstempel i sig selv?

Det eneste nummer man måske kan diskutere relevansen af, er cover-versionen af Venoms ”In League With Satan”, men man tilgiver hurtigt Krisiun når man hører den nærmest fandenivoldske og tøjlesløse energi de injicerer i denne ellers lidt bedagede klassiker. En speciel omtale bør tildeles skæringen ”War Ritual”, der vel ret beset er en slags kort, intens trommesolo, om end en anderledes én af slagsen! Max Kolesne simulerer tydeligvis lyden af et maskingevær af svær kaliber, og man føler sig med ét transporteret til frontlinien under Operation Ørkenstorm! Lækker detalje…

Det er svært at sætte ord på præcist hvad der gør at Krisiun fremstår lige den dér knivspids mere brutale og infernalske end andre ellers møghamrende brutale bands i genren, men faktum er at der siden den ALT for tidlige opløsning af Angel Corpse i mine ører ikke er nogle egentlige konkurrenter til Krisiuns position som denne verdens mest brutale death metal band.

Måske er det den specielle Sydamerikanske aura af noget på én gang både primitivt, kompromisløst og på samme tid dybfølt og ærligt, som også et band som Sepultura besad i deres unge dage; man tror simpelthen på Krisiun som selve den levendegjorte inkarnation af heavy metal; hårdt, svedende mandearbejde udført af nogle gutter der ligner noget der lige er trådt ud af hjembyen São Paulos værste og hårdeste slumkvarter. 

Vital Remains, Skinless, Spawn of Possession, Exhumed, Deeds of Flesh, Morbid Angel og Revenge har med deres nyeste albums alle været med til at gøre 2003 til en stor årgang hvad angår death metal, men i min verden er ”Works of Carnage” kronen på værket og suverænt årets hidtil bedste ekstrem-metal udgivelse, ja rent faktisk vil jeg mene at Krisiuns mesterstykke ud i kaotisk death/grind har gode chancer for at indtage den absolutte topplacering på undertegnedes listen over årets vægtigste albums generelt set over hele det musikalske spektrum!

Skulle jeg karaktergive ”Works of Carnage” ud fra personlige præferencer alene, ville albummet have fået topkarakter, men da jeg velsagtens bør tilstræbe bare en smule objektivitet må Krisiun nøjes med 5 STORE C´er, da albummet i og for sig ikke tilføjer genren hidtil uhørte elementer, men ”blot” tager denne musikalske stilart til den logiske konsekvens ud i nådesløs ekstremitet.
GO GET IT! -byrial 

Kom med kommentar i vores FORUM