lamb of god - resolution  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 23.01.12 Metal Roadrunner/Warner Wilbur
 

Det har haltet lidt på Lamb of Gods seneste udgivelser. “Sacrament” var ikke blot opfølgeren til det sublime “Ashes of the Wake”, men viste også Lamb of God fra en lidt mere eksperimenterende side. Lydbilledet var mørkt, til tider så mørkt så det blev mudret. “Wrath” var lidt mere anonymt, måske endda kønsløst, og bidrog ikke med særlig meget til bandets diskografi. Tempoet var godt nok skruet en anelse op, men ellers var der ikke meget at komme efter. Det er derfor med spænding at “Resolution” gør sin entre, for nu kan Lamb of God ikke hvile på laurbærene efter “Ashes in the Wake” og “As the Palaces Burn”.

“Straight for the Sun” viser ikke bandet fra deres mest vante side; trommerne er gevaldigt trukket tilbage - næsten fraværende - ligeledes virker guitarduoen bestående af Willie Adler og Mark Morton ikke videre imponerende. Et tungt riff suppleret med kontrolleret feedback styrer nummeret fremad, mens Randy Blythe fremfører sin vante vokal, dog med et snert af menneskelighed i starten af nummeret, da man kort bemærker en dyb vejrindtrækning. Åbningsnummeret er skuffende. Chris Adlers trommespil, der er ét af Lamb of Gods varemærker, er for fjernt og det virker underligt søvndyssende på “Straight for the Sun”. Det holder ikke længe. Heldigvis. For i slutningen af bliver Chris trukket helt frem i lydbilledet. Her bruger han knap 10 sekunder på at bevise, hvor ferm og opfindsom en trommeslager han er, og herefter er slaget gået i gang. Lamb of God er tilbage.

Tilbage kan forståes på flere måder. Nogle af numrene på “Resolution” lyder svært genkendelige. “Terminally Unique” har en afsluttende part, der lægger sig tæt op af outroen til “Omerta” fra “Ashes of the Wake”. Ligeledes har “The Undertow” et mellemstykke, der lyder som snuppet ud af “Now You’ve Got Something To Die For” fra samme plade. Sidst men ikke mindst finder bandet deres punkede side frem på “Cheated”, der til forveksling kunne lyde som “The Contractor”. Det kunne godt tyde på, at de er ved at løbe tør for ideer. Dog kan man heller ikke fornægte bandet, at dykke lidt ned i deres egen lyd, så at sige, og grave lidt guldkorn frem, der er brugt tidligere.

For det er stadig de velkendte riffs, der veksler mellem at være groovy, hurtige eller begge dele. Det er stadig Adlers trommespil, der veksler mellem at være opfindsomt, hårdtslående eller begge dele. Og i sidste ende, så er det stadig Blythes vokal, der veksler mellem skingert skrig eller brutalt brøl. Det er disse komponenter, inklusiv John Campbells solide bas, der udgør Lamb of God. Dog har de stadig få overraskelser i ærmet; “Barbarosa”, et kort akustisk interlude med hvinende guitar indover, afløser for “The Number Six”. Begge numre virker sublimt på deres helt egne måder, men de rigtige overraskelser er gemt til sidst.

“Visitation” viser Blythe sig frem på en lettere uortodoks måde set i lyset af hans vokalpræstationer på tidligere plade, sågar også på “Resolution”. På dette nummer skaber han sig, så han næsten når Mike Patton-agtige højder. Hans stemme presses til det absolut yderste i omkvædet, der blandt andet indeholder linjerne: “I can’t feel my own skin, though I can see it crawling”. “King Me” slutter pladen af med spoken word akkompagneret af en kvindelig opera vokal. Det er smukt, men det er også dristigt af Lamb of God. Der skubbes et par strygere langt frem i lydbilledet for et øjeblik, men de får ikke lov til at blive længe. Nummeret tager pludselig fart, hvorefter strygerne gør deres indtog igen komplet med Blythes torterede vokal. “Resolution” slutter med et brag og sidst høres dybe vejtrækninger. Pladen slutter som den starter - med et snert af menneskelighed. Lamb of God er tilbage. -davidson
















Kom med kommentar i vores FORUM