Kan et CCCCC½ album være en skuffelse? 

I Macabres tilfælde er svaret for mit vedkommende et ja; mere herom senere…

For præcis 10 år siden erhvervede jeg mig et album med titlen ”Sinister Slaughter” fra et for mig på det tidspunkt ukendt band ved navn Macabre. Siden hin skæbnesvangre dag har jeg været uhjælpeligt forelsket i denne trio og deres højst personlige udtryk. I de følgende år var det sandt for dyden ikke sjovt at være Macabre fan, idet efterfølgeren til ”Sinister Slaughter” skulle vise sig at tage frustrerende lang tid til at materialisere sig, bl.a. pga. problemer med det daværende pladeselskab. Ventetiden fordrev jeg med at opstøve de to foregående kultudgivelser, ”Grim Reality” og ”Gloom”, som sine kvaliteter til trods var plaget af en nærmest ulidelig primitiv produktion.

Pludseligt skete der endelig ting og sager i år 2000, da Macabre til min forbløffelse annoncerede deres comeback album 7 år efter milepælen ”Sinister Slaughter”! Udgivelsen af konceptalbummet ”Dahmer”, en vugge til grav beskrivelse af den notorisk massemorder Jeffrey Dahmers liv og skumle handlinger, introducerede for første gang en sublimt velproduceret HDCD udgave af Macabres perverterede univers takket være Neil Kernons magiske fingre og ører. 

På ”Murder Metal” har Macabre til alt held igen allieret sig med Neil Kernon, men denne gang overrumples man ikke i samme grad over at høre Macabre med god produktion. Desuden er ”Murder Metal” ikke et konceptalbum som ”Dahmer” var, men snarere som tilfældet i sin tid var med ”Sinister Slaughter” en samling af isolerede sange omhandlende forskellige notoriske massemordere. Ydermere indeholder ”Murder Metal” kun 13 numre, et for en Macabre udgivelse uhørt lavt antal, men der er jo også denne gang ’kun’ gået 3 år siden man sidste gang hørte fra bandet.

”Murder Metal” fremstår med andre ord ikke helt så innovativ og essentiel som ”Sinister Slaughter” og især ”Dahmer” i sin tid gjorde, men Macabre er jo Macabre, og bandet har netop dét der er en mangelvare på musikscenen generelt, nemlig en helt igennem original og selvstændig identitet. Ingen lyder tilnærmelsesvis som Macabre, og Macabre lyder som ingen andre. Deres særskønne blanding af death metal, punk, jazz og børnerim kan ikke ydes retfærdighed med ord, men SKAL opleves! Nefarious´ stålede 6-strengede basspil, Dennis the Menaces absurd højspændte trommespil og Corporate Deaths 7-strengede psykopat-riffs og skizofrene vokalarbejde kan ALTID bringe et smil frem på undertegnedes læber; på den ene side beundrer man deres gudbenådede musikalitet mens man på den anden side ikke kan lade være med at trække på smilebåndet over bandets veludviklede humoristiske sans. Macabres udtryk er dog så specielt, at der reelt kun eksisterer to muligheder; enten elsker man bandet betingelsesløst eller også er man immun overfor Macabres idiomatiske musikalske tilnærmelser. Gæt selv i hvilken kategori undertegnede befinder sig…

Albummet sættes i gang med det rent ud sagt FÆNOMENALE nummer ”Acid Bath Vampire”, som indeholder alle de elementer, der i mine ører gør Macabre til et af de mest unikke metal bands de sidste 15 år; totalt psykotiske og brutale riffs afløses pludselig af et hymnisk sing-along omkvæd komplet med den mest syge og maniske vokal i branchen.

En anden perle er nummeret med den herlige titel ”Fatal Foot Fetish”, som nærmest ætser sig fast i éns musikalske hukommelse, så man tager sig i at gå at nynne med på omkvædet på de mest mærkelige tidspunkter og steder.

Skæringen ”The Hillside Stranglers” indeholder en kærlig musikalsk henvisning til Macabre klassikeren ”Vampire of Düsseldorf”, mens numre som ”Werewolf of Bedburg”, ”The Wüstenfeld Man Eater” og ”Jack the Ripper” alle besidder det let genkendelige touch, som KUN Macabre besidder. På den afsluttende ”Fritz Haarmann Der Metzger” forsøger Macabre sig endog på Tysk, og også det falder heldigt ud for bandet, om end udtalen lader noget tilbage at ønske.

I en perfekt verden var et fænomen som Macabre overflødigt, men som landet ligger, behøver man efter min mening bands som Macabre der tør gøre grin med menneskelige monstre som Dahmer, Bundy, Gacy, Fish, Ramirez, Gein, Haarmann, og Kurtin og udstille dem som de forkvaklede og i sidste instans lattervækkende og sølle eksistenser de er/var. Uden humor og ironisk distance ville den ’grumme virkelighed’ være for ubærlig! Din mor er sikkert ikke enig, men vil du dele musiksmag og værdigrundlag med dine forældre? Nej vel?

”Murder Metal” når ikke det geniale mesterværk ”Dahmer” til sokkeholderne og er derfor relativt set at betragte som en skuffelse, men dog alligevel mere end god nok til klart at være mit foretrukne album anno 2003! –byrial der metzger

Kom med kommentar i vores FORUM