Lige siden Chicagos murder metal institution Macabre udgav deres ret simple, men alligevel helt unikke album ”Gloom” i 1989, har jeg været helt pjattet med disse tre galninge, der helt siden starten af 80’erne udelukkende har bestået af Corporate Death på 7-strenget guitar og murder screams, Nefarius på 6-strenget bas og backup vokal samt dynamoen Dennis the Menace på de karakteristiske højspændte trommer. På den klassiske opfølger ”Sinister Slaughter” fra 1993 havde Macabre smidt de sidste rester af primitiv hardcore overbord og havde forbedret sig ganske betragteligt som musikere, og i en lang årrække herefter fik ”Sinister Slaughter” lov til at stå uimodsagt i undertegnede musikalske univers som topmålet af sygelig musik. Bortset fra den fede mini-udgivelse ”Behind the Wall of Sleep” fra 1994 var Macabre nemlig som sunket i jorden.

Først hele 7 år efter ”Sinister Slaughter” skete der pludseligt ting og sager, da Macabre til min forbløffelse og udelte begejstring i år 2000 annoncerede deres comeback album ”Dahmer”, der for første gang introducerede en sublimt velproduceret HDCD udgave af Macabres perverterede univers takket være Neil Kernons magiske fingre og ører. Rent faktisk var ”Dahmer” vel noget nær den første regulære ekstremmetal udgivelse som Neil Kernon producerede, og selvom man senere er blevet forvent med møghamrende brutale albums med Kernon lyd, var produktionen på ”Dahmer” dengang nærmest revolutionerende i mine ører; aldrig havde jeg hørt et så velproduceret ekstremmetal album! 

Det sjove er dog, at selvom Macabre er blevet tifold bedre musikere siden de glade 80’ere, ja også siden ”Sinister Slaughter”, og selvom den optalte produktion på ”Dahmer” ligeledes er milevidt fra den grovkornede og upolerede lydmæssige indpakning f.eks. ”Gloom” var indhyllet i, skal man ikke høre mange sekunder af ”Dahmer”, før man genkender bandets helt specielle stil og udtryk; INGEN lyder tilnærmelsesvis som Macabre med deres blanding af hymniske, børnerimsagtige omkvæd, over-the-top karikerede og skizofrene vokaler, markerede og memorable riffs, lynhurtige blast beats og tung, hørbar bas.

Konceptalbummet ”Dahmer” er tro imod Macabres selvskabte murder metal omdømme, da det er en slags vugge-til-grav beskrivelse af den psykopatiske massemorder Jeffery Dahmers liv og skumle handlinger fortalt kronologisk over 26 numre. Første tredjedel af albummet handler om Jeffs opvækst, midterdelen koncentrerer sig om mandens veldokumenterede uhyrligheder inden han endelig blev fanget, mens den sidste tredjedel beskriver retssagen og det efterfølgende næsten uundgåelige mord på Jeff i fængslet. Rent faktisk sad Corporate Death i sin tid trofast hver dag og overværede retssagen imod Dahmer fra første parket, så han kunne indsamle ’bevismateriale’ til ”Dahmer”! 

Allerede fra starten af albummet fyrer Macabre et højdepunkt af med den hidsige ”Dog Guts”, hvor især vokalarbejdet er fuldstændig afsindigt hysterisk, som kun Corporate Death formår at gøre det, og musikken følger trop i samme intense gear. Helt sublime skæringer som “Cup of Coffee”, “Apartment 213”, ”Drill Bit Lobotomy”, ”Konerak”, ”Temple of Bones” og det ultimative sing-a-long nummer “Do the Dahmer” har alle som én nærmest legendarisk status hos undertegnede i deres unikke blanding af alt fra death metal, grindcore, jazz og blues kombineret med en guddommelig catchiness, som ingen andre bands efter min mening helt formår at gøre Macabre efter. 

Udover Macabres helt egne kompositioner indeholder ”Dahmer” også en håndfuld geniale perverteringer over traditionelle amerikanske evergreens tilføjet ny ’alternativ lyrik’ og brutaliseret af Corporate Death & Co.; ”In the Army Now” bygger således på melodien til borgerkrigs-slageren ”When Johnny Comes Marching Home”, “Grandmother’s House” tager Thanksgiving Day sangen “Over The River And Through The Woods” under kærlig behandling, mens “Coming to Chicago” maltrakterer lejrbåls-klassikeren ”She'll Be Coming 'Round The Mountain”. Den rent ud sagt latterkrampefremkaldende “Jeffery and the Chocolate Factory” misbruger derimod “Oompa Loompa” temaet fra filmen ”Willy Wonka and the Chocolate Factory” på det groveste, og “Dahmer’s Dead” parodierer “Ding Dong, The Witch is Dead” fra amerikanernes elskede filmklassiker ”The Wizard of Oz”. Albummets og Macabres måske mest skumle og tunge nummer nogensinde, den onde og nedtunede ”Scrub A Dub Dub”, fordærver det ellers tilforladelige børnerim ”Rub A Dub Dub, Three Men in a Tub” på grummeste vis.

Hvis ikke ”Dahmer” er det bedste konceptalbum i den ekstreme metals historie, så er det i hvert fald med sikkerhed det mest anderledes og samtidig det mest underholdende; jeg mindes i det hele taget ikke noget ekstremmetal album der har bare tilnærmelsesvis den samme kombination af grovkornet, sort humor, aparte ideer, fængende kompositioner og virtuost sammenspil som ”Dahmer”. Rent faktisk vil jeg placere ”Dahmer” iblandt mine 5 absolutte ekstremmetal favoritter of all time sammen med personlige yndlingsalbums som Psycroptic “The Scepter of the Ancients”, Angel Corpse “Exterminate”, Death “Symbolic” og Carcass “Heartwork”; ja måske er dette Macabre mesterværk endda marginalt en lille smule federe! Som der står i bookletten: ’Macabre are and have always been Nefarius, Corporate Death & Dennis the Menace’, og sådan har det faktisk været i mere end 20 år! Måtte det aldrig ændre sig! DO THE DAHMER! -byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM