Det er godt nok utroligt, hvad man efterhånden kan frembringe med gen-teknologi! Her gik man og troede at en Mastodont var en for længst uddød art kæmpeelefant, og så kommer Amerikanske Mastodon pludselig trampende gennem den musikalske underskov med deres debut full-length ”Remission”, som et andet vrissent elefantangreb på en mindre Afrikansk negerlandsby!

Mastodon mestrer det typiske Relapse Records udtryk til perfektion, som det kan høres på de korte udladninger af brutal math-core på f.eks. ”Crusher Destroyer”, ”Where Strides the Behemoth”, ”Burning Man” og ”Mother Puncher”; disse numre lader ikke bands som Dillinger Escape Plan og Burnt By the Sun noget tilbage, hvad angår aggressiv, hyperteknisk metal-core, men det er de lange, mere eksperimenterende numre, der virkeligt gør Mastodon unikke selv blandt de mange fede bands på Relapse Records. ”Ol´e Nessie” og ”Trainwreck”, der begge er over 6 minutter lange, starter nærmest jazzagtigt og hypnotisk underspillede for derefter at tiltage i volumen og metallisk tyngde, mens det ligeledes over 6 minutter lange nummer ”Trilobite” hele tiden til stor effekt skifter mellem nærmest Opeth agtige rolige passager og så dystre passager, der lyder lidt hen af Neurosis.

Apropos Opeth, så lyder albummets sidste nummer, det instrumentale ”Elephant Man”, som noget der ligeså godt kunne have været inkluderet på en Opeth udgivelse; guddommelig smukt guitarspil understøttet af delikat, nærmest progressivt trommespil. REN fryd!

Trommeslageren Brann Dailor, der tidligere slog sine folder i det geniale, men groft undervurderede band Lethargy, lyder som en tiarmet kæmpeblæksprutte, der bliver kastet ned på et trommesæt fra 2. sals højde; den mand er simpelthen genial! Godt nok giver han sig ikke i kast med hyperspeed grind angreb á la Dave Witte eller Derek Roddy, men i stedet brillerer han ved sin sofistikerede og unikke brug af synkoper, polyrytmer og skæve taktarter! Det er knusende komplekst og tungt, men også jazzet og luftigt i de mere reflektive passager på albummet. Der er mange ultra tighte, ultra hurtige menneskelige slagmaskiner på metalscenen for tiden, men ikke siden Stephen Sheltons trommespil i guddommelige Confessor, har jeg hørt en så personlig og respektindgydende tilgang til trommestikkeriet!

Som beskrevet er guitaristen Bill Kellihers arbejde også i særklasse; oftest bruger han genretypiske angulær og atonale voldtunge riffs, men også underskønne, nærmest drømmende soli; bare hør blot hans fænomenale solo ca. midt i ”March of the Fire Ants”! 

Jeg var længe i tvivl mht. hvilken karakter jeg skulle give ”Remission”, da det er Mastodons debut album og da de sikkert kan gøre det endnu bedre på næste udgivelse, men til sidst måtte jeg dog overgive mig og uddele min første topkarakter, da ”Remission” uden forbehold har alle de kvaliteter jeg efterlyser på et regulært mesterværk : For det første er ALLE numrene på albummet små perler, og for det andet så formår Mastodon at blande hidtil kendte musikalske ingredienser på en helt ny og særegen måde, hvilket er en bedrift i sig selv på den generelt plagiat befængte musikscenen af i dag. 

”Remission” vil med garanti være at finde blandt undertegnedes 3 bedste albums, når årets udgivelse anno 2002 skal kåres! Tør DU lade denne musikalske åbenbaring gå dine ører forbi? I så fald er det på eget ansvar! Elefanten er løs! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM