’Kald Mig Ismael!’
Så bramfrit indledes Herman Melvilles (1819-91) litterære mesterværk ”Moby Dick”; en af amerikansk litteraturs hovedværker og velsagtens verdenshistoriens mest detaljerede og realistiske skildring af forne tiders hvalfangst og mere specifikt den nærmest mytologiske jagt på den sagnomspundne kæmpekaskelot Moby Dick.

’Melville er en vidunderlig amatør på geniets plan, og han er en forfatter der i højeste grad har en mening med det han skriver. Alt hvad han havde præsteret forud var en slags forberedelse til ”Moby Dick”, og med dette værk har han det som begynderen; alt hvad han har på hjertet skal med.’ 

Sådan skriver forfatteren Martin A. Hansen i forordet til ”Moby Dick”, og som Melville er Relapse bandet Mastodon ligeledes en slags vidunderlige amatører på geniets plan der i høj grad også har en overordnet mening med deres musik. Med bandets to forudgående udgivelser, EP’en “Lifesblood“ og den fantastiske full-length “Remission“, har bandet således møjsommeligt arbejdet sig frem imod den foreløbige kulmination på deres musikalske karriere, nemlig det helt nye konceptalbum med den imposante og symbolladede titel ”Leviathan”.

Mastodon, der jo selv er opkaldt efter en uddød art af meget store elefanter, har fra starten tydeligvis været fascineret af både havet og store majestætiske dyr. Således handlede nummeret “Battle at Sea“ fra “Lifesblood“ EP’en om kampen imod selve det våde element, mens ”Ol'e Nessie” fra ”Remission“ velsagtens er opkaldt efter det myteomspundne skotske Loch Ness uhyre. Fra det samme album var ”Trilobite” navngivet efter de nu uddøde trilobitter som var en slags primitive havdyr, mens ”Where Strides the Behemoth” tager sit udgangspunkt i det i Jobs Bog beskrevne vældige dyr der skulle symbolisere menneskets afmagt overfor Skaberens værk, men som man mener rent faktisk refererer til Afrikas farligste dyr, nemlig flodhesten (Hippopotamidæ). 

Dermed er vi fremme ved ”Leviathan” der netop er et konceptalbum løseligt baseret på Melvilles ”Moby Dick”. Men hvorfor så ikke kalde albummet ”Moby Dick” i stedet for ”Leviathan”, spørger den opmærksomme læser måske? Martin A. Hansen formulerer rammende svaret på dette spørgsmål i forordet til Mogens Boisens smukke danske oversættelse af ”Moby Dick”:

’Men Moby Dick er jo en slags dæknavn. Man må kende havets hemmelighedsfulde natur og hvalfangernes dødsensfarlige erhverv, deres gru og tro, for at ane hvad Moby Dick betyder. Melville har dog et andet navn til hvalen, han kalder den Leviathan. Han bruger det som fællesnavn for spermacethvalerne (kaskelotterne, Physeter catodon), fyrsteslægten mellem de store havdyr. Det betegner dog først og fremmest det uovervindelige Uhyre imellem dem, Moby Dick selv. Således knyttes da vore tanker til det vældige monster i det Gamle Testamente, kendt fra Salmerne og nævnt som Væsenet hvormed Gud forklarer sin almagts begreb for Job. Man mindes fra den israelitiske salme dette billede: Havet som ligger gråhåret hen, når Leviathan er gået igennem det.’

Dette sidste indre billede fra den israelitiske salme understøtter Paul A. Romanos fantastisk flotte cover-artwork på allerfornemste og mest dramatiske vis med et malerisk scenario, der er som taget direkte fra den afsluttende konfrontation mellem Moby Dick og kaptajn Akabs besætning i Melvilles bog:

’Flygt! Flygt! Fanden tage mig, om det ikke er Leviathan, som den ædle profet Moses har berettet om i historien om den tålmodige Job.’ ~ Francois Rabelais 

Melville bruger de første små 500 sider af ”Moby Dick” til metodisk at bygge op til det omtalte fatale endelige møde med Leviathan på en sådan måde at atmosfæren til sidst er ladet med så tunge forventninger at spændingen næsten er ulidelig. Efter det dybe indtryk ”Remission” gjorde på undertegnede, har forventningerne op til udgivelsen af ”Leviathan” på tilsvarende måde været enorme og ventetiden tilsvarende ulidelig. 

Allerede efter få minutter af ”Blood & Thunder”, det første nummer på ”Leviathan”, taber man kæben ned på gulvet med et hårdt brag i nærmest vantro undren over at Mastodon allerede i løbet af ingen tid effektivt har overgået ens i forvejen meget våde drømme og forventninger til dette albums mulige potentiale. Denne tilstand afløses dog hurtig af en varm lykkefølelse der hastigt breder sig og reducerer ens ansigtsudtryk til noget der ville passe bedre til en lalleglad hippie på lykkepiller. Dette brede smil forlader i øvrigt ikke fjæset de næste mere end 45 minutter. 

Den lækre, nærmest søsyge guitarsolo og den vokale gæsteoptræden af Neil Fallon fra Clutch er med til at gøre ”Blood & Thunder” til en perfekt måde at søsætte ”Leviathan” på. Den følgende ”I Am Ahab” og ”Ísland” er nok de 2 numre der minder mest om udtrykket fra ”Remission”, altså en heftig og aggressiv omgang math-core, mens ”Iron Tusk” er albummets mest ligetil og skamløst groovy skæring, faktisk ikke ulig det musikalske udtryk fra et band som netop omtalte Clutch.

Endnu et i albummets perlerække af højdepunkter er ”Megalodon”, hvor en lille fræk country & western solo pludselig afløses af en helt vidunderlig opspeedet galoperende thrash rytme, der lyder som noget Exodus kunne have lavet i deres storhedstid engang midt i 80’erne! ”Megalodon” er i øvrigt opkaldt efter en for længst uddød art kæmpehaj (Carcharodon megalodon) som menes at have været 2-3 gange større end nutidens store hvide menneskehaj (Carcharodon carcharias), hvilket man har regnet sig frem til ud fra fund af op til 20 cm. håndsstore fossiler af denne kæmpes tænder. Megalodon spiste efter al sandsynlighed store hvaler og kunne gabe over en mand på over 2 meter i højden og er dermed det måske største rovdyr der nogensinde har levet. I den forbindelse kan Steve Altens bog ”Meg” anbefales, da den med en blanding af videnskab og ren fiktion på meget effektiv vis leger med tanken om hvad der kunne ske, hvis Megalodon levede den dag i dag!

På numre som bl.a. ”Seabeast”, ”Aqua Dementia” og ”Hearts Alive” fremmaner Mastodon faktisk også rent musikalsk indre billeder af havets rå og skræmmende kraft såvel som den poesi og dragende effekt de store oceaner altid har haft på mennesket. I den henseende minder ”Leviathan” til tider om ”La Mer”, Claude Debussys (1862-1918) berømmede 3 symfoniske skitser med havet som programmusikalsk udgangspunkt. Ved brug af luftige og slørede klange kombineret med uopløste dissonanser forstod Debussy med sit impressionistiske orkesterværk at skildrede de subtile nuancer mellem havets ebbe og flod, mellem storm og havblik. Den amerikanske forfatter og marinebiolog Rachel Louise Carson (1907-64) skrev engang, om den tilstand Debussys “La Mer” satte hende i: ‘It is a timeless and elemental world, in which the passage of the years and centuries and the aeons are lost in time itself’, og nogenlunde de samme følelser vækker Mastodons “Leviathan” til live i undertegnede. Til tider er det næsten som om man rent fysiske kan lugte tjæren, tangen og saltet, når man lader sig drive med på Mastodons musikalske krydstogt. 

Det eneste nummer på ”Leviathan” der slet ikke relaterer sig til det overordnede maritime koncept er den smukke afsluttende ”Joseph Merrick” der så til gengæld knytter tråde til det ligeledes sidste instrumentale nummer på ”Remission” albummet, nemlig ”Elephant Man”. Sagen er nemlig den at Joseph Merrick (1862-90) rent faktisk er navnet på den historiske person der boede i London i slutningen af 1800-tallet og som pga. sin vanskabte fysiognomi fik tilnavnet elefantmanden, idet man dengang troede misdannelserne skyldtes sygdommen elefantiasis. I årene efter Merricks død blev man imidlertid overbevist om at den egentlige årsag var type 1 neurofibromatosis Recklinghausen, en autosomal dominant arvelig sygdom som af selv samme grund fejlagtig er blevet kaldt ’elefantmandssygen’ iblandt lægfolk. I dag hælder man på baggrund af bl.a. analyser af dna-rester fra Merrick mest til at han led af det meget sjældne proteus syndrom, opkaldt efter den græske havgud Proteus der efter sigende kunne antage forskellige skikkelser. Merricks liv blev som bekendt forlæg for den gribende David Lynch film ”The Elephant Man” fra 1980, men vil man læse en mere indgående beretning om dette fintfølende og ædle menneske fanget i et monstrøst ydre, kan bogen ”The True Story of The Elephant Man” af Michael Howell & Peter Ford varmt anbefales:

‘Tis true my form is something odd,
But blaming me is blaming God;
Could I create myself anew
I would not fail in pleasing you.
If I could reach from pole to pole
Or grasp the ocean with a span,
I would be measured by the soul;
The mind's the standard of the man.’
~ Joseph Merrick

Med hensyn til enkeltmandspræstationerne på det nye Mastodon album springer det umiddelbart i ørerne, i hvor høj grad Troy Sanders & Brent Hinds har forstået yderligere af udvide og afveksle deres vokale udtryk i forhold til ”Remission”. Der er stadig masser af vrisne hardcore brøl at finde, men ikke sjældent brydes der ud i regulær skønsang hvor dette synes passende, som f.eks. på numrene ”Seabeast”, ”Naked Burn” og ”Hearts Alive”; ja på ”Aqua Dementia” benytter Mastodon sågar noget der minder om en regulær black metal vokal hvilket faktisk virker forbandet godt sat op imod den karakteristiske stemme fra den gæstende vokalist Scott Kelly fra mægtige Neurosis.

Allerede på ”Remission” var jeg imponeret over Brent Hind & Bill Kellihers spændende guitararbejde der synes af sammenfatte en hel håndfuld forskelligartede men dog genkendelige stilarter i et helt personligt udtryk, men på ”Leviathan” udfolder guitaristerne sig i et hidtil uhørt omfang! Her er alt fra tunge stoner/metal/sludge riffs, math-core breakdowns og syrede speed/thrash motiver over nogle nærmest Allman Brothers/Lynyrd Skynyrd sydstats/boogie/sump-rock dual leads til et par country & western og jazz inspirerede soli fra tid til anden. Alt sammen skruet sammen på en sådan overbevisende måde rent kompositorisk at det er en udelt frydefuld fornøjelse at være vidne til! 

Fænomenale Brann Dailor lyder heldigvis stadig som om man bag trommesættet har placeret et pragteksemplar af en af de tiarmede kæmpeblæksprutter (Archteuthidæ) der er ironisk nok er kaskelotternes primære fødekilde; et sådant ambidekstral rytmiske geni som Daylor oplever man kun yderst sjældent, så det er bare om at nyde manden i fulde drag mens man kan. Den mand er uden tvivl sin vægt værd i 24 karat guld! Endnu en mastodontisk præstation! 

Matt Bayles, der har været Mastodons producer siden ”Remission”, har givet ”Leviathan” en måske knap så tung og støjende produktion som på forgængeren, men til gengæld er lyden blevet dét mere klar og dynamisk, hvilket passer det nye materiale svært godt, men når alt kommer til alt er det faktisk at yde ”Leviathan” en mindre bjørnetjeneste at fremhæve og fokusere på de enkelte delelementer af dette storværk der først og fremmest bør nydes som det store formfuldendte enhedskunstværk det vitterligt er, både hvad angår lyrik, artwork, musik og produktion. I den forbindelse kan der igen drages paralleller til albummets litterære forlæg, ”Moby Dick”, om hvilket Martin A. Hansen så smukt skriver:

’Hellere end stirre mig blind i øjnene og forviklet i tanken ved at studere dens tarme, nerver og blodkar, endsige nøjes med sjælen alene, vil jeg nyde synet af denne romans stærke krop, dens levende kød og blod gemt bag huden og udstrålende varme og sorg og frygt og glæde, som det levende gør. Og for ingen klogskab ville jeg bytte bort ungdomsdrømmen, ja drengesindet i den, al dens friskhed.’ 

Tilsvarende er ”Leviathan” ligeledes en udgivelse alle friske og eventyrlystne drenge og piger, ja sågar mænd og kvinder, med mod på en musikalsk oplevelse af de helt unikke simpelthen ikke må snyde sig selv for! Hvis albummet så samtidigt skulle give lytteren lyst til at give sig i kast med Herman Melvilles ”Moby Dick” er der væsentlige synergieffekter at hente. Hver for sig er disse to forskellige kunstneriske udtryksformer fantastiske, men sammen komplementerer de hinanden på endnu mere sublim vis! 

’I storm og orkan gamle Leviathan
I det vildsomme hav har sit bo.
Som en konge han hersker, hvor magt er ret:
På det evige Ocean.”

Ligesom hin kaskelot besunget i ovenstående hvalfangersang så sandelig er det i de store oceaner, således er Mastodon med ”Leviathan” nu på toppen af fødekæden hvad angår de bands der blander teknisk hardcore med metal, men at genrebetegne Mastodon som andet og mindre end intelligent totalmetal ville være at bagatellisere bandets eklektiske udtryk som i mine ører på subtil vis også inkorporerer influenser fra så forskellige musikalske genrer som sludge, progressiv rock og forskellige former for americana, såsom southern rock, blues, jazz og sågar country & western.

I Melvilles bog er hovedpersonen Ismael den eneste overlevende efter Moby Dicks afsluttende og altødelæggende angreb på kaptajn Akab og resten af besætningen på hvalfangerskibet Pequod, og ligesom Ismael føler man sig med ”Leviathan” som vidne til Mastodons bemægtigelse af en plads på tronen iblandt metalmusikkens absolutte kongerække af stilskabende bands gennem de sidste mere end 30 år uanset genre. Ingen nævnt, ingen glemt! Selv iblandt de ikke just ubetydelige musikalske dræberfisk der svømmer rundt i Relapse Records’ metalliske andedam, er Mastodon efter min mening primus inter pares, først blandt ligemænd og værdig til en plads udenfor kategori i en klasse helt for sig selv. Reelt set har Mastodon ligesom kaskelotten i sit rette element pt. ingen naturlige konkurrenter, og under alle omstændigheder ville mulige tronprætenderende usurpatorer efter al sandsynlighed komme fatalt til kort i en direkte konfrontation med Mastodons glubskhed: 

’Og hvad der end udefra kommer ind i dette Uhyres kaotiske gab, det være sig dyr, båd eller sten, farer uhjælpeligt alt sammen ned gennem dets hæslige svælg og omkommer i dets bugs bundløse afgrund.’ ~ Plutark i ”Moralia”

Er man først kommet ind under huden på Mastodons musikalske univers på det nye album, føler man sig lidt som profeten Jonas i det Gamle Testamente; totalt opslugt og indfanget af ”Leviathan”; men modsat den kære Jonas beder man snarere sin skaber om at denne tilstand aldrig må få ende.
I den henseende føler undertegnede sig snarere som grundlingen (Gobio gobio), en slags karpefisk om hvilken Michel Eyquem de Montaigne i ”Apologi for Raimond Sebond” skriver:

’Og medens alle de andre ting, det være sig dyr eller fartøj, som kommer ind i hint Uhyres frygtelige svælg, øjeblikkelig forsvinder og opsluges, søger den liden grundling tilflugt deri og sover trygt derinde.’ 

Jeg har allerede overgivet mig betingelsesløst til Mastodon og deres monumentale maritime magtdemonstration af et metallisk mesterværk, og ”Leviathan” er selvfølgelig årets hvis ikke dette årtusindes hidtil bedste og på alle måder mest velproportionerede metalalbum. – Kald mig Byrial!

’Hint havdyr,
Leviathan, størst af alt, hvad Gud har skabt,
Som færdes i det store Ocean’ 
~ John Milton i ”Det Tabte Paradis”

Kom med kommentar i vores FORUM