Tiden er endelig oprunden, hvor undertegnedes bud på det nye årtusindes indtil videre betydeligste metalband skal udgive deres vigtige 3. full-length album på et major label pladeselskab. Hvis nogen med bare kursorisk interesse i tung rock, metal eller hardcore ikke er bekendt med navnet Mastodon, for det er jo selvfølgelig Mastodon vi taler om, må vedkommende have levet under en sten, for efter den uhyggeligt stærke debut ”Remission” fra 2002 og det om muligt endnu mere formfuldendte mesterværk ”Leviathan” fra 2004, synes alle at have en mening om netop Mastodon. En del har i den forbindelse ytret ord som ’overvurderet’ og ’dont believe the hype’, mens atter andre, som denne signatur, har hyldet bandet for deres eminente evner til med deres eklektiske musikalske horisont og tilsvarende ekvilibristiske evner som sangskrivere og instrumentister at tilføre hele genren et tiltrængt friskt pust af inspiration og nyskabelse. 

Mastodons nye album har fået titlen ”Blood Mountain”, og hvad man end på forhånd måtte have haft af bange anelser angående hvad indlemmelsen af et så unikt band som Mastodon i Warner Musics stald mon kunne betyde for bandets identitet og udtryk, så kan man heldigvis godt ånde lettet op, for Mastodon lyder stadig umiddelbart genkendelige som sig selv på “Blood Mountain”. Og derfor heller ikke som ret mange andre bands. 

Dermed ikke sagt at der ikke er udvikling og forandring at spore i Mastodon anno 2006, for heldigvis er Mastodon et band, der tilsyneladende ikke stiller sig tilfreds med at hvile på laurbærbladene, men i stedet afsøger nyt musikalsk territorium med en øjensynlig aldrig svigtende nysgerrighed. Vel at mærke uden at give køb på de basale elementer og karaktertræk der sporenstregs gør Mastodon identificerbar for selv den mest perifere dyrker af bandets musik. 

Godt nok er ”Blood Mountain” noget så forkætret som et konceptalbum, men man bider dog hurtigt mærke i at der denne gang ikke er tale om et så stramt og entydigt koncept som tilfældet var med ”Leviathan”, hvor den nære tilknytning til Herman Melvilles litterære klassiker ”Moby Dick” var så udtalt. På ”Blood Mountain” synes det konceptuelle præg at være mere løst, udflydende og kreeret specielt til ”Blood Mountain”; ja man fristes til at kalde hele historien bag ”Blood Mountain” ren naturromantisk eskapisme. Konceptet drejer sig denne gang vist om søgningen efter The Crystal Skull, som historiens hovedperson med djævlens vold og magt skal transportere til toppen af Blood Mountain, hvor The Crystal Skull så endeligt skal placeres som tegn på sejren over bjerget. 

Under denne farefulde færd kommer vor ’helt’ i vanlig Mastodon stil til at krydse spor med mange drabelige skabninger, bl.a. Cysquatch’er, en slags enøjede Sasquatch’er, (Nordamerikas svar på Himalayas Yeti), der har evnen til at se ind i fremtiden, samt ’træmændene’ The Birchmen, der mest af alt minder om The Ents fra Tolkiens ”Ringenes Herre”, men også naturens og elementernes ekstremiteter sætter den stakkels hovedperson på op til flere prøvelser. Således bliver han i ”The Siberian Divide” fanget i en snestorm, der som resultat får ham til at hallucinere og udøve kannibalisme på sig selv, mens ”The Sleeping Giant” kunne være en reference til en bjergformation på den canadisk halvø Sibley, der set fra Thunder Bay, Ontario minder om en sovende gigant af sten, som ifølge en indiansk legende skulle være lig med Nanabijou; en skabning fra de dybe have, som efter sigende blev forstenet, da den hvide mand opdagede den indtil da uberørte sølvmine The Silver Islet. Der er således mængder af krypto-mytologisk guf at give sig i kast med på ”Blood Mountain” for alle der elsker en god, eventyrlig røverhistorie sat musikalsk i scene. 

Det er i øvrigt atter engang kunstneren Paul A. Romano der har stået for al art-work og design til ”Blood Mountain”, og ligesom tilfældet var med både ”Remission” og ”Leviathan”, oser hele bookletten til ”Blood Mountain” af kvalitet, og de fabelagtige tableauer illustrerer konceptet i ”Blood Mountain” på ideel vis. Også Matt Bayles har genvalg for 3. gang som producer, mens Rich Costey, der tidligere har arbejdet med bl.a. Muse, Franz Ferdinand, The Mars Volta, Audioslave, Rage Against the Machine og Mew, har stået for at mixe ”Blood Mountain”.

Og lad os så ilsomt tage fat på det primære; nemlig musikken.
Folk der foretrækker ”Remission”, og som synes ”Leviathan” allerede var et skridt i den forkerte retning for Mastodon, vil sikkert føle sig yderligere fremmedgjort af ”Blood Mountain”, der byder på endnu flere passager med forskellige former for regulær sang på bekostning af indslagene med hardcore brøl. Ligeledes fornemmes det tydeligt at Mastodon har været på tour med både Slayer og King Crimson siden ”Leviathan” udkom, for musikken er på én gang blevet både mere thrashet og mere progressiv, mens der dermed af naturlige årsager er blevet endnu længere mellem de regulære math-core indslag, som især ”Remisson” var så rig på. 

Siden dag 1 har først og fremmest trommeslager Brann Dailors evner været genstand for megen snak og beundring, og indsatsen på ”Blood Mountain” er da også intet mindre end eksemplarisk; Dailor fremstår mere og mere som sin generations mest innovative trommeslager med sin helt egen idiomatiske blanding af teknik, feel og rå kraft. Men faktisk er det måske især d’herrer Bill Kelliher og Brent Hinds, der imponerer mest på ”Blood Mountain”; så godt som samtlige breaks, riffs og soloer er af sjælden høj kvalitet, hvilket også giver sig udslag i at guitararbejdet på ”Blood Mountain” umiddelbart synes at tiltage sig lidt mere af rampelyset på bekostning af trommespillet, hvis man sammenligner direkte med ”Leviathan”. 

Traditionen for et par vokale gæsteoptrædener er bibeholdt på ”Blood Mountain”, hvor Scott Kelly fra Neurosis atter engang yder sin assistance på nummeret ”Crystal Skull”, ligesom han gjorde på ”Aqua Dementia” fra “Leviathan”. Derudover hjælper Josh Homme fra Queens of the Stone Age til på “The Colony of Birchmen”, mens Cedric Bixler-Zavala fra The Mars Volta giver sit besyv med på “The Siberian Divide”. 

Den nyfundne kombination af elementer fra thrash og prog., som for første gang for alvor stilledes i udsigt på det geniale nummer ”Megalodon” fra ”Leviathan”, bliver ført til den logiske konklusion på åbneren “The Wolf is Loose”, der, efter en lille indledende trommesignatur af Brann Dailor, slipper vilddyret løs på fornemmeste vis, men også tempofyldte tracks som “Crystal Skull” og “Capillarian Crest” forener næsten klassiske thrash dyder med mere kontemporære stoner-rock, prog. og metal elementer præsenteret i spilleteknisk forbilledlige og musikalsk udfordrende arrangementer. På den instrumentale lækkerbisken “Bladecatcher” optræder der pludselig nogle finurlige lyde/scratch, og også hen imod slutningen på “Circle of the Cysquatch” forbavses man af nogle dybt underlige robotagtige vokaler.

Af længere, mere atmosfæriske og episke numre overbeviser blandt andet “The Sleeping Giant”, “This Mortal Soil” og måske især “The Siberian Divide” i stor stil. Her krydres Mastodons mere hårdtslående udtrykket med inspiration fra post-hardcore og stoner-rock med heraf følgende drømmende soloer, psykedeliske lydlandskaber og et mere eksperimenterende og til tider næsten dronende vokalarbejde.

Hvis der i objektivitetens hellige navn skal frembringes bare en lille kritik imod ”Blood Mountain”, må det være angående albummet afsluttende skæring ”Pendulous Skin”, som ikke helt er i samme klasse som ”Elephant Man” eller ”Joseph Merrick”, der fuldbyrdede henholdsvis ”Remission” og ”Leviathan” udgivelserne; nummeret letter aldrig rigtigt fra jorden og fader langsomt ud i det rene ingenting akkompagneret af mumlende og delirøse vokaler i baggrunden. Også den ligegyldige ’venteslutning’, som man skal spole noget i retningen af 20 minutter frem for at få med, er en gimmick, som Mastodon efter min mening burde have holdt sig for gode til, men heldigvis er stopknappen jo opfundet.

Man kunne næsten få den tanke at Mastodon over en række udgivelser er i gang med at beskrive de 4 elementer, ild, vand, jord og luft, rent musikalsk. ”Remission” albummet kunne så være den del, der skal repræsentere ilden; tænk bare på numre som ”March of the Fire Ants” og ”Burning Man” samt den brændende ’Workhorse’ afbilledet på ”Remission” coveret. Elementet vand gjorde forrige ”Leviathan” udgivelse naturligvis helt indlysende fyldestgørende rede for, mens ”Blood Mountain” til gengæld i næsten ligeså udtalt grad kunne være tænkt som repræsentant for elementet jord. Hele konceptet bag ”Blood Mountain” snuser nemlig langt væk af granit, feltspat, krystaller, muld, mos, skov, sne, træ og hvad man ellers forbinder med den vilde, uberørte natur, selvfølgelig bare befolket af Mastodons forkærlighed for mytologiske væsner af overdimensioneret tilsnit.

Om “Blood Mountain” er helt ligeså gennemført genial en udgivelse som ”Leviathan”, kan og bør der vel først siges noget fornuftigt om efter et ½ eller et helt år, hvor alle indtryk, detaljer og lyriske aspekter ved ”Blood Mountain” for alvor har fået lov til at bundfælde sig, men allerede nu tør jeg godt med sikkerhed proklamere at Mastodon har lavet sit 3. helt regulære mesterværk på stribe; noget som er de allerfærreste bands forundt! Men tag ikke mit ord alene for gode varer, for jeg er velsagtens ikke jordens mest objektive vidne i og med at Mastodon er mit yndlingsband blandt alle for nærværende eksisterende bands, så il, løb og spæn venligst ved førstkommende lejlighed ned i den nærmeste musikbutik eller lignende og tjek ”Blood Mountain” ud så hurtigt som muligt! 

At Mastodon med ”Blood Mountain” i undertegnedes univers selvfølgelig har lavet årets metalalbum kommer sikkert ikke som den store overraskelse for nogen, og hvis der bare er lidt retfærdighed til, bliver dette albummet der med Warner Music i ryggen hiver Mastodon op i den salgsmæssige vægtklasse hvor et band som f.eks. Metallica befinder sig. Og da Mastodon efter min mening er for metalmusik i det nye årtusinde, hvad Metallica var i sidste halvdel af 80’erne, vil det i så fald være fuldt fortjent. Guderne må vide, hvad Mastodon mon finder på næste gang, men hvis teorien om de 4 elementer skal holde stil, bliver det sikkert noget med luft, og med Mastodons evner in mente fristes man til at sige ’the sky is the limit’. - Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM