mastodon - the hunter clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 2011 Metal/rock/mm. Roadrunner/Warner Elizondo
 

Med ”The Hunter” præsenteres verden for Mastodons første studiealbum, hvor der ikke umiddelbart synes at være et overordnet lyrisk eller tematisk koncept, som udgivelsens kompositioner med vold og magt skal presses ind under, og det lader til at have frigjort noget tiltrængt spontanitet og fandenivoldskhed ovenpå den forrige ”Crack The Skye” udgivelse fra 2009, som i min verden var et ikke helt overbevisende forsøg på at køre Mastodon i stilling som et decideret progressivt rock/metal band.

Med hele 13 kompositioner på godt under en time er der på ”The Hunter” heldigvis ikke blevet plads til langtrukne, + 10 minutters fortænkte prog.-rock ekskursioner á la ”The Czar” eller ”The Last Baron” fra ”Crack the Skye”, for Mastodon har tydeligvis foretrukket kortere, mere straight out rockende strukturer med fokus på nogle yderst sangbare omkvæd, der med lysets hast fæstner sig i lytterens bevidsthed; ja egentlige rocknumre som ”Curl of the Burl” og ”Dry Bone Valley” er vel næsten tilnærmelsesvist ovre i Queens of the Stone Age territoriet.

Det betyder dog ikke at lydbilledet ikke stadig umiddelbart er at genkende som umiskendeligt Mastodons, og trommefænomenet Brann Dailor er under alle omstændigheder som altid ikke til at holde tilbage; selv med et mere konventionelt/kommercielt rock/metal udgangspunkt sørger mandens altid sprælskt luftige og fantasifulde spil hele tiden for at holde tingene friske og ’edgy’. I øvrigt er vokalarbejdet om muligt blevet endnu mere kompetent og afvekslende i denne omgang, samtidigt med at guitarteamet Bill Kelliher og Brent Hinds virkelig har haft grabberne godt nede og rode i værktøjskassen med de effektive rykkerriffs og ditto velplacerede soloer.

Som svoren, nærmest fanatisk fan af bandets to første skælsættende albums, ”Remission” fra 2002 og ”Leviathan” fra 2004, var det efter de første par gennemlytninger de to numre ”Blasteroid” og ”Spectrelight” (med gæstevokal af Scott Kelly fra Neurosis; en efterhånden hævdvunden tradition på Mastodon albums), der umiddelbart sagde mig mest pga. deres udtalte vildskab og brug af tilhørende hardcore agtige brøl og skrig, som straks sender tankerne tilbage til det ’gamle’, klassiske Mastodon udtryk. Men ellers varierer ”The Hunter” i tempo og udtryk fra den råt rockende, maniske åbner ”Black Tongue” til det afdæmpede og næsten melankolske titelnummer, og faktisk er den eneste decideret kiksede eller måske snarere kedelige komposition i mine ører ”Creature Lives”, hvor vokalarbejdet ret ukarakteristisk for albummet i øvrigt bliver lige lidt for ferskt og musikken tilsvarende banal.

Det nye album er måske lige knapt det banebrydende og homogene mesterværk, som ”Leviathan” var, men i forhold til forgængeren ”Crack the Skye” revanchere Mastodon sig efter min mening i stor stil med ”The Hunter”; et album der med held afsøger nye musikalske jagtmarker for mægtige Mastodon, og som samtidigt også kapitaliserer på nogle af de kvaliteter, der fra starten af gjorde bandet til et af det nye årtusindes vigtigste og vægtigste rock/metal bands. Lad jagten gå ind... -byrial
 









Kom med kommentar i vores FORUM