I forbindelse med udgivelsen af Megadeths nye album ”United Abominations” blev ideen om at lave en ClassiC anmeldelse af et af bandets tidlige mesterværker forelagt mig. Den ide var jeg straks med på, men problemet var bare, hvilket album jeg skulle vælge, for i mit univers har især to Megadeth udgivelser hver deres helt specielle plads, nemlig ”Rust in Peace” fra 1990 og efterfølgeren ”Countdown to Extinction” fra 1992. Til sidst faldt valget dog nødtvungent på sidstnævnte.

Hvor ”Rust in Peace” er et vaskeægte thrash album, er ”Countdown to Extinction” vel egentlig snarere at betragte som et thrashy metalalbum i mere klassisk forstand. Som storebror Metallica havde gjort 2 år forinden på ’the black album’, er ”Countdown to Extinction” vel Dave Mustaines forsøg på at opnå det samme som Hetfield & Co.; nemlig at finpudse og i et vist omfang kommercialisere den oprindelige thrashmetal vildskab med brug af mere traditionelle sangstrukturer og øget fokus på melodi og umiddelbar catchiness. Hvor Metallica havde Bob Rock som lydmæssig fødselshjælper, fik Mustaine assistance af den perfektionistiske lydmand Max Norman, der gav ”Countdown to Extinction” en efter min mening nærmest ideel lydmæssig indpakning; frisk, velproportioneret, detaljerig og derfor tidløs. Faktisk fremstår ”Countdown to Extinction” i mine ører som et af 90’ernes bedst lydende metaludgivelser.

Tekstligt spænder albummet over bidende samfundskritik som på hittet ”Symphony of Destruction”, ”Foreclosure of a Dream” og titelnummeret, og så selvfølgelig autobiografiske beskrivelser fra den egocentrerede mr. Mustaines problemfyldte dagligdag på skæringer som ”Skin O’ My Teeth”, ”Sweating Bullets”, ”This Was My Life” samt hyldesten til faldskærmsudspring på ”High Speed Dirt”. Udover selve kompositionernes formfuldendthed, den vellykkede produktion og Mustaines hidtil bedste sangpræstation, er det måske især Marty Friedman, der imponerer mig på ”Countdown to Extinction”; ikke siden mandens dage i bandet Cacophony, hvis album ”Speed Metal Symphony” fra 1987 i øvrigt er en perle af en guitarbaseret, instrumentalt metaludgivelse, har han fyret så mange labre leads af som på ”Countdown to Extinction”. Modsat i Cacophony regi er soloerne på ”Countdown to Extinction” dog integreret perfekt og smagfuldt i helheden og er ikke målet i sig selv. Trommeslager Nick Menza, der ligesom Friedman kom med i Megadeth på ”Rust in Peace”, skal selvfølgelig også roses, og i det hele taget må Megadeth siges af have haft deres bedste og mest driftsikre besætning på netop disse to skælsættende albums.

Hvor man kan sige at ”Rust in Peace” repræsenterer kulminationen på Megadeths tidlige dage som et af de 4 store oprindelige thrashmetal bands, er ”Countdown to Extinction” at betragte som starten på Megadeths ambitioner om at blive et mere traditionelt metalband. Missionen lykkedes i udpræget grad med ”Countdown to Extinction”, men fra og med det efterfølgende ”Youthanasia” album fra 1994 mistede Megadeth med hver successive udgivelse i mine ører stadigt mere og mere af den kant og vildskab, der kendetegnede bandet op til og med ”Countdown to Extinction”, og siden har Mustaines forskellige inkarnationer af Megadeth ikke sagt mig det helt store. Men på netop ”Countdown to Extinction” gik kombinationen af elementer fra 80’er thrash og 90’ernes mere moderne metallyd efter min mening op i en højere enhed; resultatet blev et album enhver fan af metalmusik i snart sagt alle afskygninger burde kende til og eje. -byrial
 

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM