| Læs også vores ClassiC anmeldelse af "Destroy Erase Improve" HER !!! |
 meshuggah - catch thirtythree
clonepop |
| Læs også vores ClassiC anmeldelse af "Destroy Erase Improve" HER !!! |
| meshuggah - catch thirtythree
clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 23.05.05 | Teknisk Thrash | Nuclear Blast/VME | -- |
|
Den amerikanske forfatter Joseph Heller udgav i 1962 den moderne klassiker ”Catch 22”, og titel på bogen er senere indgået i det engelske/amerikanske sprog som et udtryk for en umulig situation eller et dilemma, der ikke synes at være nogen løsning på. De skøre svenskere i Meshuggah har åbenbart ment, at det var nødvendigt at øge begrebet med 50 %, for deres nye album har fået den kryptiske titel ”Catch 33”. At finde på noget nyt når man hedder Meshuggah må i sig selv være noget af et ’catch 22’, for hvordan dælen følger man op på en så aparte og kompromisløs udgivelse som det monstrøse forrige album ”Nothing”? På den ene side er der de nostalgiske fans der uafladeligt skriger på en ”Destroy Erase Improve ver. 2.0”, mens den anden halvdel af fanskaren hele tiden forventer noget radikalt anderledes og nyskabende, hver eneste gang bandet barsler med nyt materiale. Heldigvis er ”Catch 33” blevet et godt kompromis mellem de forskellige velkendte elementer i Meshuggahs store arsenal af musikalske virkemidler. Efter sigende skulle trommerne på ”Catch 33” være indspillet på tilnærmelsesvis samme måde som på genudgivelsen af Necrophagists ”Onset of Putrefaction”; altså har man lavet samples af alle lydene fra hele Tomas Haakes trommesæt og siden brugt disse samples som råmaterialet i et komplekst trommeprogram. Til alle der måtte være allergisk overfor programmerede trommer, kan jeg heldigvis berolige med, at det lyder 100 % som om trommespillet er indspillet af Haake på normal vis; jeg ville i hvert fald aldrig på forhånd have gættet, at trommerne på ”Catch 33” skulle være programmerede. Rent faktisk fremtræder trommespillet på ”Catch 33” i mine ører marginalt mindre snørklet og lidt mere lineært i forhold til ”Nothing”, og generelt er tempoet også lidt højere; dog uden på nogen måde at nærme sig intensiteten fra f.eks. ”Chaosphere” eller geniale ”Destroy Erase Improve”. I udtrykket minder ”Catch 33” mest af alt om Meshuggahs forrige EP ”I”, og albummet føles da også lidt som ét langt nummer i lighed med netop ”I”. Heldigvis har man valgt at indeksere ”Catch 33” i 13 undernumre med hver deres titel, hvilket jo unægtelig gør det noget lettere at være anmelder, samt gør det muligt hurtigere at finde frem til ens personlige favoritpassager på ”Catch 33”. Men når det så er sagt, får man efter al sandsynlighed det største udbytte ud af albummet ved at høre alle 47 minutter fra start til slut i kronologisk orden. Fra den indledende ”Autonomy Lost”, indeks 1 på ”Catch 33”, og det første lange stykke tid bliver lytterens ører nådesløst gennembanket af Meshuggahs koldt kalkulerede og kyniske rytmestrukturer, og først på ”Mind’s Mirrors”, indeks 7, får man et lille åndehul med noget futuristisk vocoder-vokal og Thordendals abstrakte og hypnotiske guitararbejde. Thordendal får også lov til at slå sig løs i slutningen af det 13 minutter lange ”In Death - Is Death”, indeks 9, men generelt er det småt med guitarsoloer, for Meshuggah er tydeligvis mere interesserede i almægtige riffs og komplekse rytmer end i leads på ”Catch 33”. Højdepunktet kommer dog i mine ører på indeks 10, med den svært passende titel ”Shed”, hvor Meshuggah genfinder lidt af det groove og den catchiness, man husker fra ”Destroy Erase Improve” albummet; et indtryk de følgende “Personae Non Gratae” og “Dehumanization”, indeks 11 og 12, også følger godt op på. Det er, som altid når Meshuggah udgiver et nyt album, svært ikke at være voldsomt imponeret over både bandets instrumentale evner, de snørklede kompositioner og deres bandsatte insisteren på at distancere sig fra snart sagt alle andre bands indenfor den tunge rock. Meshuggah følger ikke trends, de skaber trends. Til gengæld må jeg sige, at Meshuggah ikke længere overrasker mig i nær samme grad mere, som de gjorde i tiden omkring milepælen ”Destroy Erase Improve”; på en eller anden sær måde er Meshuggah efterhånden ret forudsigelige i al deres uforudsigelighed, hvis det ellers giver mening? Derfor synes jeg heller ikke, at ”Catch 33” er et decideret mesterværk, men ’kun’ endnu en musikalsk magtdemonstration fra et af de vigtigste og mest stilskabende bands i genren gennem de sidste 10-15 år. Men mindre end et mesterværk kan vel også gøre det, og med ”Catch 33” har Meshuggah som forventet skabt et af årets hidtil vægtigste metalalbums. -byrial
|