At Meshuggah er et af de vigtigste metalbands overhovedet, har jeg været overbevist om siden de skøre svenskere i 1995 udgav milepælen ”Destroy Erase Improve”, der stadig til denne dag er blandt undertegnedes absolutte favoritudgivelser ikke blot indenfor den tekniske thrash men i det hele taget. Selvom Meshuggah efterfølgende ikke har udgivet andet end suveræne albums, har ingen af opfølgerne til ”Destroy Erase Improve” efter min mening helt kunne udfordre positionen som Meshuggahs hidtil mest formfuldendte værk; ”Chaosphere” oplevede jeg som lidt for forkrampet og stressende i sin stræben efter tempomæssige ekstremer, ”Nothing” gik i den helt anden grøft med et udtryk så tungt og introvert at det måske blev lidt for meget af det gode set over et helt album, og endelig må jeg nok i bagklogskabens ulidelige lys erkende at fraværet af egentlige trommer til fordel for en ellers rimelig vellykket trommeprogrammering fik den forrige udgivelse ”Catch 33” til rent rytmisk at fremstå lidt vel rigid i længden.

Dermed er vi fremme ved Meshuggahs 6. full-length udgivelse ”ObZen”, og endelig står man med et Meshuggah album, der glimrer med sit totale fravær af fyldmateriale og døde punkter. Samtidig virker det som om at Meshuggah har søgt at samle alle trådene og de forskellige musikalske udtryk fra de tidligere udgivelser i ”ObZen”, der følgelig er blevet den måske mest varierede Meshuggah udgivelse indtil dato! Både hvad angår tempi, rytmisk opfindsomhed og sublime soloer...

På åbneren ”Combustion” og ”Pravus” er hastigheden og intensitetsniveauet f.eks. som hentet direkte fra ”Chaosphere”, mens den absurde tyngde på ”Lethargica” og første halvdel af ”This Spiteful Snake” uvilkårligt leder tankerne i retning af ”Nothing”. Det mest glædelige er dog at Meshuggah på ærefrygtindgydende kompositioner som ”Electric Red”, titelnummeret, anden halvdel af ”This Spiteful Snake” og ”Pineal Gland Optics” har genfundet den kombination af midtempo grooves og uforlignelig catchiness, der i sin tid gjorde ”Destroy Erase Improve” til noget helt specielt! Oh fryd!

Helt fortryllende er ”Bleed”, der med sine ubønhørlige psykopatrytmer er det musikalske ækvivalent til at få prygl i hovedet af en epilepsiramt mongol i 7½ minut; man er fuldstændig ør i hovedet efter endt gennemlytning, men man vender som en eller anden krybende masochist igen og igen tilbage for atter at få ørerne i Meshuggahs velsmurte metalmaskine. Den monumentale små 10 minutter lange afsluttende ”Dancers to a Discordant System” giver forsanger Jens Kidman anledning til at eksperimentere lidt med sin ellers generelt brølende hardcorevokal, hvilket passer superbt til nummerets intrikate præg.

Ellers er det uhyre pragtfuldt at have Tomas Haake endegyldigt tilbage bag tønderne, og det endda i den mest varierede udgave man har hørt i mange, mange år; bestemt en præstation der må genindsætte manden iblandt de 5-10 bedste trommeslagere i metal! Også Fredrik Thordendals drømmende ’legato-leads’ på især ”Bleed”, ”This Spiteful Snake” og ”Dancers to a Discordant System” sidder denne gang lige i skabet; Allan Holdsworth har så sandelig ikke levet forgæves! Hvad der dog for alvor gør ”ObZen” til en nærmest grotesk kompakt og bastant musikalsk oplevelse er Mårten Hagström og Fredrik Thordendal bredsider på rytmeguitarerne; når først d’herrer for alvor tager fat med de monstrøse 8-strengede guitarer skaber Meshuggah simpelthen et af de efter min ydmyge mening mest massive guitarlydbilleder, der findes på metalscenen overhovedet!

Jeg tør godt allerede nu proklamere at ”ObZen” som absolut minimum er det bedste og mest formfuldendte Meshuggah album i 13 år, og jeg tør bestemt ikke afvise at ”Destroy Erase Improve” med tiden må se sin position som Meshuggahs magnum opus truet af dette nye Meshuggah værk. Det er nok lidt vel tidligt allerede nu at tale om et regulært mesterværk, men mesterlig er ”ObZen” i hvert fald som absolut minimum; umiddelbart kan jeg i hvert fald ikke finde noget som helst negativt at sige om albummet. Mange bands har søgt inspiration i Meshuggahs univers af tonale spidsfindigheder, og bl.a. Scarve, Coprofago, Textures, Gojira, Hacride og Terminal Function har alle tydeligvis nydt godt af svenskernes eksistens siden starten af 90’erne, men Meshuggah er og bliver stadig de ukronede konger af den tekniske thrash.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Meshuggah følger ikke trends, Meshuggah skaber trends, og med ”ObZen” må konkurrenterne atter engang se sig noget så grusomt distanceret. Lad ikke det usandsynligt grimme cover-artwork afskrække dig, for ”ObZen” er et mere end kvalificeret bud på årets metalalbum! - Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM