Uden at kunne dele et par gode venners kanonisering og nærmest endeløse lovprisning af pladen synes jeg egentlig, at Misery Index’ forrige 2008-opus, ”Traitors”, var ganske udmærket (i modsætning til ”Discordia” fra 2006, som jeg aldrig har kunnet se noget særlig interessant i). I det hele taget har jeg været af den holdning, at John Gallagher trak det længste stå, da han på den ene side og Jason Netherton og Sparky Voyles på den anden gik hver til sit efter i fællesskab at have skabt Dying Fetus’ death metal-mesterværk ”Destroy The Opposition”.

John Gallagher forblev rygraden i Dying Fetus, og Jason Netherton og Sparky Voyles dannede Misery index. Hvor John Gallagher adskillige gange – senest sidste år med ”Descend Into Depravity” – har bevist, at han under Dying Fetus-fanen sagtens kan begå overordentlig giftige og afsindigt brutale death metal-skæringer på egen hånd, synes jeg ikke, hans tidligere medsammensvorne har slået Misery Index’ navn fast med helt lige så lange søm i min bevidsthed. Før nu.

For lad det være sagt med det samme: ”Heirs To Thievery” er eminent turneret, og jeg har særdeles vanskeligt ved at forestille mig, at nogen metalmusikanter derude for alvor skal kunne udfordre ”Heirs To Thievery” som årets bedste album i 2010, hvilket jeg ikke tøver med at proklamere på trods af, at vi i skrivende stund kun har rundet d. 7. juni.
Et formentlig nu afdødt medlem af Ramones har en gang sagt, at det ikke er svært at spille simpelt, men at det til gengæld er svært at få simpel musik til at rykke. På samme måde kan man som erfaren death metal-lytter konstatere, at hærskarer af bands – især de nyere på scenen – forveksler brutalitet med kvalitet og udspyer kolossale mængder yderst brutal men bimlende perspektivløs og intetsigende dødsmuzak, der pr. automatik kvalificerer sig til en tur på metalmøddingen.

Og netop derfor hæver ”Heirs To Thievery” sig stratosfærisk højt over disse klodens utallige dødsgrind-dilettanter i og med, Misery Index på trods af en grum sonisk kombination af lammende blastbeats, skrig, skrål og lede, lede riffs alligevel skaber bemærkelsesværdigt iørefaldende numre som fx ”Embracing Extinction” og titelnummeret. Apropos sidstnævnte er alene det nummers åbningssekvens og første minuts spilletid en mavepuster af så hårdtslående karakter, at man som lytter får sorte pletter for øjnene og blodsmag i munden. Det bliver ganske enkelt ikke bedre.

Dermed ikke sagt at andre numre som ”Illuminaught” og ”Sleeping Giants” med henholdsvis Eric Rutan fra Hate Eternal og bemeldte John Gallagher på gæstevokal ikke også overbeviser dikkedarløst. For ikke at glemme ”The Carrion Call” som med al ønskelig tydelighed viser, at Misery Index også mestrer sange i lavere tempi. I det hele taget er ”Heirs To Thievery” efter min mening noget så sjældent som et veritabelt mesterværk blottet for fyld men spækket med dødsgrind af mest skarpslebne skuffe.

At ”Heirs To Thievery” i den grad imponerer kan ikke kun tilskrives de fede riffs, de reelt begavede tekster (dem er der som bekendt særdeles langt imellem eksemplerne på inden for dødsmetal og grindcore), de fede gæstevokaler og så videre men i meget høj grad også trommeslager Adam Jarvis. Man kan i dag fodre svin med ekstremmetaltrommeslagere, som sagtens kan styre dobbeltpedalerne og fyre nogle heftige blastbeats af, men som egentlig ikke bidrager med andet til musikken end at holde takten. Med dette in mente fremstår Adam Jarvis’ rytmer på ”Heirs To Thievery” så meget mere overlegne, for strammere, mere afvekslende og groovy trommespil, der i den grad hæver musikken til øverste niveau, er sjældent hørt. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM