Siden debuten "Mechanical Spin Phenomena" ('03) har Mnemic gået for at være en fast del af dansk metals absolutte elite.
Det er heller ikke helt uden grund. "Mechanical Spin Phenomena" var med dens tekniske og futuristiske sound et overmåde friskt og spændende pust til den scene, som på daværende tidspunkt netop var i færd med at ekspandere ud over landets grænser. Selvom ingen af opfølgerne til fulde formåede at indfri debutens potentiale, har Mnemic ikke desto mindre solet sig i spotlights kloden over sidenhen. Senest som opvarmning for et vist lille band ved navn Metallica.

"Passenger" ('07) var første album med vokalist Guillaume Bideau (ex-Scarve), og hvad dét angik, var den enormt overbevisende. Det same gælder på "Sons of the System". Manden er virkelig en alsidig vokalist, - og det handler ikke bare om både at kunne synge rent og råbe grimt. Fyren HAR sgu talent. I det hele taget er den nye skive jo, - overflødigt som det end måtte være at nævne, - fuldstændigt upåklageligt eksekveret.
Noget andet, der var fremherskende på "Passenger", var den meget udfordre(n)de kontinuitet, som til tider led unødigt meget under de mange små mellemstykker, hvis berettigelse ofte var svær at få øje på. Også dét er tilfældet på "Sons of the System". Desværre, for det forvirrer kun en CD, der ikke holder til det i længden. - Ak, tværtimod...

Titelnummeret sparker ellers "Sons of the System" ganske fint fra start. Det rykker pænt, og omkvædet vokser rent faktisk på en efter et par gennemlytninger. Men selv efter adskillige af disse, er netop dét omkvæd desværre det eneste, som man rent faktisk tager sig selv i at gå og nynne, når man ikke lige har fået mp3-afspilleren med udendørs. Man kan selvfølgelig sagtens genkende musikken i store træk, når man hører skiven igen-igen, men der er intet herpå, som nogensinde for alvor kommer bag på én.
Omkvædene er i det hele taget det eneste virkeligt håndgribelige element. Men helt ærligt: Vi HAR altså godt luret den der fidus med de hårde vers og de poppede omkvæd. Hold nu op med det. Ideen ER malket tør for længst; det nytter altså ikke noget at blive ved med at onanere på den. Mit kongerige for et nyt metalparadigme.

Verset i "The Erasing" er da en smule konsistent, og "March of the Tripods" bærer med sit langsomme tempo og lidt Tool-agtige riff antydningen af en lækker stemning. - Denne burde så bare have være dyrket noget mere. Men hverken vokalen, selve riffet eller opbygningen i det hele taget er til det, så hvad der vel skulle have været et komplementerende åndehul ender med at dræbe pladen definitivt.
Herefter er det således ikke rigtig til at afgøre, om numrene har filler-status eller hvad. Det hele ender med at flyde mere eller mindre ud i pæne, men lidt gumpetunge Fear Factory-grooves og Meshuggah-light. Selvfølgelig kommer der adskillige stykker, man da sagtens kan rocke til, men det gør der jo altså på alle metalskiver, der ikke ligefrem er elendige.

Problemet i en nøddeskal er, at hovedstykkerne her for det meste enten ikke bliver dyrket tilstrækkeligt og/eller bliver kompromitteret af alle de dér evindelige omkringliggende småstykker. Eller at ideerne ganske enkelt ikke er memorable nok til andet end at ryge ud af det andet øre lige så hurtigt, som de kom ind af det ene. Det er da meget interessant at sidde at nørde taktarter, men det har man jo alligevel sine Meshuggah-skiver til, og disses tekniske hidsighed savner man. Tue Madsen-produktionen er naturligvis flot, men det er som i forgængernes tilfælde desværre på både godt og ondt. Jeg tvivler faktisk lidt på, hvor meget der ville være tilbage uden alle plugins'ene, rumklangen, andenstemmerne og keyboardlagene.
Får vi i grunden aldrig lov at høre Mnemic produceret helt ind til benet frem for tværet ud over det hele? Jeg vil ydmygt tillade mig at foreslå Terry Date bag knapperne næste gang.

I det hele taget virker det lidt som om Mnemic prøver at være noget, de ikke helt er, - netop fordi de prøver at være noget andet samtidig. Hvorvidt dét så er tilfældet, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men sådan virker det. Sammenligningerne med netop førnævnte Fear Factory og Meshuggah har alle dage ligget lige lovligt godt til højrebenet, og når man så ikke er nogen af disse bands overlegen på nogen punkter, er man sandsynligvis kommet for langt væk fra, hvad man som udgangspunkt SELV måtte have at byde på.

"Sons of the System" gør sig sikkert glimrende i baggrunden, hvis man er endt til fest med en masse folk, der af en eller anden grund ikke kan finde på noget bedre at sætte på end Mnemic. Og selvfølgelig på ens CD-hylde, hvis man rent faktisk er en af dem. Bevares, smag er en ærlig sag. Men den eneste grund, jeg kan finde til at investere i "Sons of the System", skulle da netop også være, hvis de tre forgængere allerede befinder sig i ens pladesamling og stadig ryger på anlægget ind imellem. Jeg vil dog under alle omstændigheder hellere anbefale at få købt op på Strapping Young Lad- og Devin Townsend-katalogerne, hvis genren tiltaler en, og man i forvejen har, hvad man skal have af både Meshuggah og Fear Factory. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM