Undertegnedes foretrukne pladeselskab var det nu opløste engelske Misanthropy Records, som havde en lille men meget eksklusiv håndfuld af fantastiske bands tilknyttet. Misanthropy bands som Burzum, Ved Buens Ende, Blood Axis, Endvra, Beyond Dawn, In The Woods, Primordial, Hagalaz’ Runedance, Mayhem, Dream Into Dust, Amber Asylum, Fleurety, Tiermes og Arcturus havde nærmest kun det til fælles, at de hver især havde en helt unik stil og tilgangsvinkel til deres musik. Selv ibland disse fantastiske bands skilte italienske Monumentum sig ud som noget helt specielt, og deres album fra 1995 ”In Absentia Christi” er og bliver efter min mening kronen på værket i Misanthropy Records’ alt for korte eksistens som den tænkende og nysgerrige musikelskers pladeselskab par excellence. 

Monumentum udgav i 1989 kultdemoen ”Musaeum Hermeticum” i sølle 180 eksemplarer på kassettebånd; en demo der dog senere er blevet udgivet på CD af Necropolis Records. På ”Musaeum Hermeticum” havde Monumentum et ret primitivt doom metal udtryk, som dog allerede dengang havde den for bandet så specielle og kendetegnende mørke atmosfære, der først for alvor kom til sin ret små 6 år efter på ”In Absentia Christi”; et helt anderledes velproduceret, gennemtænkt og helt igennem personligt album både på det lyriske og det musikalske plan. 

I 1995 bestod Monumentum af Paulo Mauri, der stod for samples og lyddesign, vokalisten Andrea Zanetti på vokal, trommeslageren Mox Cristadoro og så selvfølgelig hovedmanden Roberto Mammarella på bl.a. guitar, bas, keyboards og akkordion. Derudover udgød den guddommelige Ataraxia forsanger Francesca Nicoli sin gyldne altstemme på et par af numrene; mest opsigtsvækkende på den sublime coverversion af Visages hit fra 1980, ”Fade to Grey”, der i hænderne på mørkemændene i Monumentum blev en helt anderledes dunkel og på samme tid majestætiske klagesang. 

”In Absentia Christi” tager sig god tid til at opbygge en stemning med albummets 2 indledende instrumentalnumre ”Battesimo: Nero Opaco” og “A Thousand Breathing Crosses”, før ”Consuming Jerusalem” for alvor sætter tingene i gang med de første morbide strofer fremført af Andrea Zanettis 
torturerede og næsten grædende vokal på en bund af tung, doomy goth-rock: “I kissed Pilato's hands and touched the nails in Jesus' ones, making the favourite jewels of my wife with his collapsed eyes. In the pure waters of baptism, I have baths of iconoclast youth on the humiliated cross of Christ, I hang on the ghosts of moral slaveries”. Så er scenen ligesom sat…

Efter den omtalte “Fade to Grey” følger albummets mest fantastiske skæring, den næsten 8 minutter lange “On Perspective of Spiritual Catharsis”, hvis titel i øvrigt også har lagt navn til kunstneren David Sernis storslåede cover-artwork til selve albummet; en storslåethed der især kommer til sin ret på den strengt limiterede og ufatteligt lækre gatefold LP version af albummet. Selve nummeret lyder som et middelalderligt begravelsesoptog, der adstadigt bevæger sig i et tungt sorgfuldt tempo frem igennem en eller anden mellemøstlig basar akkompagneret af en sygeligt selvudslettende tekst: ’The separation from every new day engulf the misery of me that still kill my spiritual movements, and the supreme desire to be one with the infinity have swallowed not only my pride to live, but the indifference will rule in my world. The blind mass can’t get me’. 

De sydeuropæiske/mellemøstlige/Byzantinske påvirkninger er endnu mere udtalte på de følgende numre ”Selunhs Aggelos” og “Terra Mater Orfanorum”, som begge minder meget om Dead Can Dance i en mørk og doomy udgave; især pga. af Francesca Nicolis messende og hypnotiske vokalarbejde. Det tunge melankolske goth-rock lydbillede fortsættes på ”From These Wounds”, der heller ikke just præsenterer nogen udpræget glæde ved den kødelige eksistens: ‘I dare you, bury me so deep that I won't smell anymore the disgusting stench of your flesh, so deep that I couldn't see anymore the pale colour of your skin…And then this flesh of yours, once illuded to change the world, shall again feed the ground, and the ground, new worms, continuing a grotesque cycle of cosmic gangrene.’ Sygeligt depressivt men på samme tid næsten sakralt i al sit ophøjede mismod.

Det umiddelbart mest ‘upbeat’ og catchy nummer på ”In Absentia Christi” er ”Nephtali”, der næsten nærmer sig regulær goth rock á la Fields of The Nephilim eller Sisters of Mercy, men den morbide tekst giver dog alligevel skæringen Monumentums skumle touch: ’Leaving on the hand the holy name of Mary in roman characters, engraved deeply in her flesh, and she became a completely different woman with a face of uncommon beauty, and we went together on a pilgrimage on her grave’. Nummeret er i øvrigt også at finde på ”Musaeum Hermeticum” demoen i en tidlig og noget mere primitiv version. 

Den afsluttende “La Noia” bruger et tekstuddrag fra Giacomo Leopardis (1798-1837) sublime, men sygeligt dystre og dybt pessimistiske digt “Sulla Noia e la Disperazione” fra 1818: ’I have no more vigour to conceive any wish, not even a deadly one, and not because I fear death, but 'cos I no longer see any difference between death and this life of mine’. En passende afslutning på et album hvor følelsen af gudsforladthed, sortsyn, opgivenhed, apati og generel mismodighed på både egne og menneskehedens vegne i al almindelighed går op i en højere enhed. Sjældent har lyden af et mentalt selvmord sat til toner og tekst taget sig mere indbydende ud. Ren musikalsk masochisme.

Roberto Mammarella var i øvrigt en god ven af selveste Euronymous fra Mayhem, og ”In Absentia Christi” skulle da også oprindeligt have været udsendt på Euronymous’ selskab Deathlike Silence Productions, inden en lille forurettet fedtegreve af en Quisling wannabe satte en effektiv stopper for den ide. Som der så smukt står i bookletten til albummet: ’We wish to express our gratitude and respect to all those who kept the band name alive during 5 years of total non-existence: you know who you are. Most importantly, a special remembrance to that soul which 25 knife wounds prevented from completing this big dream of ours’. En smukkere og mere passende gestus til Euronymous’ minde end musikken på ”In Absentia Christi” kan man næppe forestille sig. -byrial


Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM