Morbid Angel... Navnet alene har siden slut-80’erne været nok til spontant at tænde julelys i øjnene på horder af dødsmetal aficionados over den ganske globe. Albums som først og fremmest ”Altars of Madness”, ”Blessed are the Sick”, “Covenant” og “Domination” er fortjent og uniformt hyldede som nogle af genrens absolut mest stilskabende og tidløse mesterværker, hvis betydning for den oprindelige amerikanske dødsmetals tidlige udvikling måske kun matches af en håndfuld Death albums og Massacres uforlignelige ”From Beyond” debut.

Selvom Morbid Angels output efter den karismatiske frontfigur David Vincents exit fra bandets rækker i kølvandet på ”Domination” albummet vel successivt er blevet mindre og mindre, hvad man retfærdigvis vil kalde for ’essentielle udgivelser’, kan intet dog alligevel berede én på chokket over, hvor dybt disse før så morbide engle er faldet på det nye og 8. studiealbum ”Illud Divinum Insanus”! Og det endda med (eller måske på grund af?) en David Vincent tilbage som tekstforfatter, vokalist og bassist.

Det har i årevis været et kendt faktum at medlemmerne af Morbid Angel er store fans af den slovenske industrial institution Laibach, og det synes at have smittet af på ”Illud Divinum Insanus”, der ved indtil flere lejligheder indarbejder den kolde, industrielle rytmik, der også kendetegner mange af Laibachs tidlige kultalbums. Allerede introen ”Omni Potens” lyder som et kikset forsøg på at gå Laibach i bedene, og selvom Morbid Angels bovlamme forsøg på at blande ekstremmetal med industrial ganske sikkert i deres egne øjne er åh så nyskabende og eksperimenterende, vil jeg til enhver tid hellere høre vores egne dansk/russiske Parzival, der om nogen har fået noget originalt og spændende ud af Laibach inspirationen.

Især numrene ”Too Extreme”, ”Destructos Vs. The Earth”, ”Radikult” og den afsluttende ”Profundis – Mea Culpa” falder fuldstændigt og aldeles igennem med deres monotone beats, rigide rytmer og repetitive strukturer, der reducerer Morbid Angel til 2. rangs industrial/metal band; ja selv David Vincents stemme synes som en mat, bjæffende skygge af sin tidligere gutturale storhed. Hvad gik der lige galt? Man har haft små 8 år til at komme op med en værdig efterfølger til den ikke helt vellykkede ”Heretic”, og ”Illud Divinum Insanus” er resultatet? Come on, mr. Azagthoth, det kan du sgu ikke være hverken dig selv eller dine fans bekendt!

Det hér album rangerer for undertegnede næsten på niveau med Celtic Frosts ”Cold Lake” og Danzigs ”5 – Blackacidevil” som et af de mest skuffende og generelt mislykkede albums fra et af den ekstreme undergrundsmetals legender. Selv med ja-hatten på kan jeg efter bedste evne kun finde 5 numre på ”Illud Divinum Insanus”, der bare lugter en smule hen af klassisk Morbid Angel materiale, nemlig ”Existo Vulgore”, ”Blades of Baal”, ”10 More Dead”, ”Nevermore” og ”Beauty Meets Beast”, og selv disse ville, uden på nogen måde at være decideret ringe, rent kvalitetsmæssigt ikke kunne klare en umiddelbar sammenligning med et hvilket som helst nummer, man måtte udvælge sig fra de geniale 4 første Morbid Angel albums. Man står derfor efter undertegnedes bedste overbevisning med en udgivelse, der som helhed betragtet må finde sig i at få det lidet attråværdige prædikat: dumpet. I sandhed årets skuffelse! CC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM