‘Before lunchtime, the class sees a puppet play, whose star, Mr. Bungle, provides a good example of a bad example. He doesn't wash his hands or comb his hair before lunch. He barges to the front of the line in the cafeteria. He is rude and clumsy. Phil and his friends don't want to be like Mr. Bungle, and as Phil makes his way to the cafeteria, he is reminded of all the things that Mr. Bungle did that made him unpopular and ill-mannered.’ 

Ovenstående belæring er taget fra en ufrivillig morsom 10 minutter lang amerikansk ‘stats-infomercial’ kaldet "Beginning Responsibility: Lunchroom Manners" fra 1959, der skulle lære børn gode hygiejniske manerer og passende ydmyg adfærd. Kortfilmens skræmmeeksempel, den uforskammede og klodsede dukke Mr. Bungle, lagde senere navn til det band, der i 1991 skulle udgive deres selvtitulerede debutalbum som siden har været en af undertegnedes absolutte favoritudgivelser.

Allerede på Faith No Mores gennembrudsalbum “The Real Thing” fra 1989 fremstod forsanger Mike Patton som en meget spændende vokalist, og rent faktisk var det Pattons præstation på nogle tidlige Mr. Bungle demoer der i 1988 havde landet han jobbet som sanger i Faith No More. Alligevel var jeg ganske uforberedt på den effekt Patton & Mr. Bungle ville få på mig små 2 år senere, da ”Mr. Bungle” så dagens lys. 

“Mr. Bungle” er et fusionsalbum i ordets sande betydning, for der er snart sagt ikke den genre bandet ikke får inkorporeret i deres skizofrene musikalske univers på dette knap 5 kvarter lange album, der har et anstrøg af improviseret musikalsk legestue over sig pga. den løsslupne stemning de fleste numre oser af. I tilfældet Mr. Bungle er der dog tale om så fantastisk begavede musikere, at man glædeligt ser igennem fingre med de voldsomt fragmenterede kompositioner og det nærmest anarkistiske lydbillede. 

Ud over Mike Patton på vokal bestod Mr. Bungle på debuten således af Trey Spruance på guitar, Trevor Roy Dunn på bas, Danny Heifetz på trommer samt Clinton McKinnon og Theobald Lengyel Brooks på diverse blæseinstrumenter, og hele molevitten blev produceret af Mr. Bungle i samarbejde med saxofonisten John Zorn, der er en levende legende og kultfigur på den amerikanske avantgarde/jazz scene. 

Af naturlige årsager kan man høre afsmitning fra både John Zorn, dennes avantgarde/jazz/grind band Naked City og Faith No More i Mr. Bungles musik, men også inspiration fra dancehall/ska bands som The Specials, The Selecter og Madness, funk-rock/metal grupper som Fishbone, The Red Hot Chili Peppers og Primus, samt eksperimenterede musikalske humorister som Captain Beefheart og Frank Zappa, bare alt sammen spillet med energien fra punk og tyngden fra metal. Derudover krydres hele herligheden med brug af scratch, småbidder fra lydsiden til klassiske Atari, Sega og Nintendo spil samt samples fra både pornofilmen ”Sharon's Sex Party” med den notoriske Buttman, David Lynchs mesterværk ”Blue Velvet” og selvfølgelig fra den omtalte ”Lunchroom Manners” kortfilm. 

Det på én gang farverige og foruroligende artwork til ”Mr. Bungle” består hovedsageligt af nogle af Dan Sweetmans perfide illustrationer til David Louapres tegneserie ”A Cotton Candy Autopsy”, som oprindeligt var at finde i 1. udgaven af serien “Beautiful Stories For Ugly Children”. Tegneserien handler om en håndfuld meget lidt børnevenlige klovne der går amok i et sandt inferno af druk og vold, hvilket passer umanerligt godt til den tøjlesløse form for undergravende ’tivoli metal’ Mr. Bungle praktiserer på dette forrykte freakshow af et album. 

Tivoli temaet er især fremtrædende på det festlige karnevalsagtige nummer ”Carousel”, mens ”Stubb (A Dub)” indeholder nogle medrivende lynhurtige ska blæsersektioner og er en slags hyldest til menneskets bedste ven, Spruances afdøde hund Stubb. Teksterne på ”Squeeze Me Macaroni” og ”The Girls of Porn” er derimod så gennemperverse, at man ikke kan andet end trække på smilebåndet, mens ”Egg” nærmest er rent absurd musikteater. Det mest metalliske og direkte nummer er derimod nok den aggressive ”My Ass is On Fire”, tæt fulgt af den punkede ”Love is a Fist”.

I mine ører er ”Mr. Bungle” musikalsk set både et af de mest nysgerrige, spændende, aparte, sindssygt virtuose og på samme tid sublimt morsomme albums der findes, og selvom de to yderligere albums Mr. Bungle nåede at udgive, nemlig ”Disco Volante” fra 1995 og ”California” fra 1999, såmænd også er små mesterværker på deres egen måde, kan de ikke helt hamle op med det uafrystelige indtryk ”Mr. Bungle” efterlod på undertegnede, da albummet i sin tid kom frem. At ”Mr. Bungle” efter min mening var det bedste album i det herrens år 1991, der ellers var vel nok 90’ernes stærkeste årgang hvad angår metal med klassiske albums fra personlige favoritter som Death, Carcass, Morbid Angel, Ripping Corpse Confessor og Sepultura, siger lidt om, hvor meget jeg forguder Mr. Bungles debutalbum. En udgivelse der er HELT sin egen og som ikke kan eller bør forsøges efterlignet! 

’Are you like Mr. Bungle? Mr. Bungle is ashamed because he spoils lunchtime. Don’t be like Mr. Bungle.’ ~ “Lunchroom Manners” –byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM