”You’re like a bad bad movie on a Saturday night” får Wednesday 13 krænget ud på den seneste Murderdolls plade, "Women and Children Last". Og mens Wednesday højst sandsynligt beskriver sin ”Blood Stained Valentine”, som han vist alligevel holder en del af, med de førnævnte ord, så passer det nøjagtigt på hans egen plade. Mage til kedelig og forudsigelig ”horrorpunk” – som genren kaldes ifølge almægtige Wikipedia – skal man lede længe efter.

Murderdolls er Wednesday 13 fra blandt andet Frankenstein Drag Queens from Planet 13s og Joey Jordison fra Slipknots sideprojekt, der så lyset for første gang i 2002 med Beyond the Valley of the Murderdolls. Bandet har bestået en masse forskellige musikere, men Wednesday og Jordison er drivkraften bag, og det er også disse to, der udelukkende har stået for sangskrivning og indspilning på den nye skive. Som tidligere nævnt, så falder Murderdolls ind under bastardgenren Horrorpunk, der er en blanding af punk med lyrik, der er centreret omkring horror elementer. Det er såmænd også fint nok, der er mange, der nyder et godt gys, se bare på efterspørgslen af f.eks. Saw serien. Men når det ligger i hænderne på Murderdolls og Wednesdays tekster, så går det galt et eller andet sted. "Women and Children Last" nærmest drypper af klichéer. Et hurtigt kig på tracklisten byder på platte ordspil, der kan få selv den mest infantile lytter til at græmmes. Måske er det en vigtig del af Horrorpunk genren, det skal jeg ikke gøre mig til dommer, men med titler som ”Motherf**ker see, Motherf**ker do” og ”Drug me to Hell”, så bliver det simpelthen for dumt. Det er slet ikke sikkert, at Murderdolls tager dem selv seriøst, men både cover og inlay byder på billeder af de to, der ser meget dystre ud siddende i en gotisk-lignende møbler og andre steder med letpåklædte piger, der har censurstriber for øjnene. Hvis de ikke tager sig selv seriøst; hvis det bare er spil for galleriet, så gør de det utrolig godt.

Udover at både cover og titler skriger af kliche, så byder musikken heller ikke på meget. Næsten hvert nummer kører i samme tempo, og dette kommer fra en trommeslager – og man kan sige, hvad man vil om Slipknot – der forstår at udfolde sig og spille både udfordrende og gennemtænkt. ”My Dark Place Alone” går lige en anelse hurtigere, og fremstår derfor også som albummets højdepunkt, men derefter går det ned i samme gumpetunge tempo igen. Hvis så bare disse numre holdte sig nede på 2-3 minutter, men de bliver som regel trukket ud til længere, hvilket virker trættende. Hvis Murderdolls havde valgt at skære et omkvæd fra her, et vers fra der, eller bare en af de utallige guitarsoli, der optræder i hvert nummer, så kunne de måske have reddet sig en fin plade, der kan smides på til enhver ligegyldig amerikansk frathouse fest. I sidste ende er det ikke andet en rock n’roll, dukkerne spiller. At det så skal brandes som Horrorpunk gør det ikke bedre, nok nærmere det modsatte. Det bliver for klichepræget hurtigt. Og hvis man oven i købet har fået fat i special edition, så får man tre bonusnumre med. Det er alt for meget. Selv de 15 numre, man finder på den originale version, er lige at trække den en tand for langt.

Det er ikke meget man får ud af "Women and Children Last", medmindre man leder efter en plade med det samme rock n’roll nummer, der blæser ud af dine højtalere med fjollede tekster, man kan råbe med på, mens man febrilsk svinger en Jack Daniels flaske rundt i vejret. I så fald er det her bestemt den helt rigtige plade for dig. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM