De psykedeliske og progressive elementer, der så småt meldte sig på ”Instinct: Decay”, efter at Nachtmystium en årrække havde repræsenteret den mere konventionelle black metal fra USA, blussede for alvor op med ”Assassins: Black Meddle, Part I”. Rimelig vellykket - uden at være decideret perfekt. Den oplagte vej kunne være at forfine udtrykket, men nej, førnævnte udvikling er overvejende skrottet og en ganske anden kurs udstukket. Visse af psych. og prog. aspekterne lever dog videre på det nye Twillight album, ”Monument to Time End”, hvor Nachtmystium hovedmanden, Blake Judd, også huserer.

”Addicts: Black Meddle, Part II” er stadig til dels black metal, men med prominent plads i rampelyset til fyldige indspark af rendyrket pop og rock. Dog de dystre 80er-varianter med hård kant, hvilket er forbløffende klædeligt, og resultatet bliver svært at sammenligne med noget tidligere afprøvet. Dette er essentielt at sætte en tyk, sort streg under!

Introen, ”Cry for Help”, er er mildt sagt utraditionel – blot et pulserende beat og nogle skarpe 'ding', der fader ind og ud i korte bølger, mens et skummelt shoutout af bogstaver et efter et danner 'N...O...T...H...I...N...G H...U...R...T...S M...O...R...E T...H...A...N B...E...I...N...G B...O...R...N'. Jep, man tager sig til hovedet. Effekten er fænomenal. Herefter står den spøjst nok på højtempo black metal med ”High on Hate”, om end blot for en kort stund. Et helt album på den facon havde været trist, men det fungerer ok som afmålt adrenalinspark, og i det mindste er det en optimeret udlægning af det gamle materiale. De episke 'hey hey hey' råb mod slut agerer bro til tredje overraskelse på lige så få numre.

Fra ”Nightfall” og i en væsentlig del af det resterende materiale sættes fokus på de dunkle 80'eres pop og rock, som tidligere nævnt. På papiret fremstår det meget vel sært, men i praksis udraderes enhver skepsis mestendels. Metoden er i skærende skarp kontrast til alle rædderlige forsøg på lettilgængelig black metal, hvor drivkraften har været pomp og pragt med ulidelige vandfald af symfonisk sovs eller svulstige kor. Til gengæld burde rytmisk hårde og synth-skarpe tracks som ”No Funeral”, ”Ruined Life Continuum” og ”Nightfall” snildt kunne fylde og sætte fut i et dansegulv, hvis muligheden opstod.

Blake Judd har bestemt ikke forsøgt at lægge røgslør omkring de primære inspirationskilder hertil – Killing Joke samt tidlig Ministry. Alt andet havde da også været tåbeligt, da inputtet herfra er yderst markant og sigende for den generelle atmosfære i lyden. Vejene skilles dog mellem Nachtmystium og ren overtagelse af det 80'er-dystre ved guitardele, der byder på en rock & roll blæret solo i ny og næ. Et thrash metal drøn midtvejs i ellers moderat syrede ”Blood Trance Fusion” bliver det også til.
Fokus på black metal vinder tilmed en anelse indpas igen på ”The End Eternal”, som besidder en snert af den halvfjerne, gråsorte atmosfære fra det hidtil eneste, men yderst suveræne Lurker of Chalice album. Muligvis kan det tilskrives, at bagmanden, Wrest, var session-trommeslager på ”Addicts” og har haft en finger med i spillet. Hvem ved?

Vokalen kommer i store træk fortsat fra black metal fronten. Egentlig lidt sølle da Blakes raspende og hæse stemme aldrig har været en force, men nærmere en akilleshæl for Nachmystium – specielt tydeligt på forgængere hvor den triste monotoni ikke på nogen måde fulgte med resten af udviklingen. De mere regulært sungne dele på ”Addicts” er derimod vældig catchy og går bedre i spænd med udtrykket, så han burde enten selv gå linen helt ud på den front eller eventuelt teame op med nogle flere gæstevokalister fremover, som kan gøre arbejdet bedre. Det falder heldigt ud på afslutteren, ”Every Last Drop”, hvor Bruce Lamont fra Yakuza sætter prikken over i'et på det moderate tempo og de udstrakt dystre flader med fjernt klagende messen.

Mange højdepunkter, men også en anelse for hyppig forekomst af faldgruber, navnlig den primære vokal samt et noget hæmmet flow, numrene imellem. I det store hele er ”Addicts: Black Meddle, Part II” dog snildt et lyt værd og placerer sig i den desværre forsvindende lille gruppe af årets metaludgivelser, der har budt på  reelt friske indspark. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM