nekromantheon - rise, vulcan spectre
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2012 Old School Thrash Indie Records --
 

Fjeldfræs! Norske Nekromantheon går imod moderlandets black metal-strøm og leverer på deres anden fuldlængde, ”Rise , Vulcan Spectre”, velspillet og yderst gennemført 80’er thrash. De populære nordmænd behersker virkelig deres stil til fingerspidserne og har en gnistrende energi og vildskab over sig. Det er derfor ikke uden grund, at de er blevet hypet af både Fenriz fra Darkthrone og af de store norske dagblade. Det er simpelthen en god plade, hvis eneste svaghed er, at det hele er hørt før.

Sangskrivningen på ”Rise, Vulcan Spectre” er potent og trækker åbenlyst på arven fra bands som Slayer, Kreator, Sadus, Dark Angel og Sepultura. Den norske power-trio formår dog at gøre tingene så overbevisende, at de undgår at lyde som en kedelig klon af forbillederne. Pladen er kun ca. 30 minutter lang, men det er 30 intense minutter, hvor Nekromantheon fræser ufortrødent igennem fra start til slut.

Bandets rå energi er blevet fanget virkeligt godt på disse indspilninger. Den bjæffende vokal er harsk og kommanderende, de kaotiske guitarsoli er skuet op på 11, og trommerne thrasher lystigt af sted kun afbrudt af det ene seje fill efter det andet. Det energiske udtryk understreges af den vellykkede produktion, der har en lækker analog klang over sig. ”Rise, Vulcan Sprectre” er grim og skramlet på den helt rigtige måde, og samtidig er produktionen så tilpas klar, at man aldrig er i tvivl om, hvad der foregår i lydbilledet.

Nekromantheon leverer fysisk musik, som man ikke kan sidde stille til, og det er fedt! Til gengæld bidrager ”Rise, Vulcan Spectre” ikke rigtigt med noget nyt til genren, og det trækker altså lidt ned for undertegnede. Det bliver derfor ”kun” til fire C’er herfra. Hvis du elsker old school thrash, og originalitet ikke betyder det store for dig, så er pladen måske et C mere værd. CCCC -houmand















Kom med kommentar i vores FORUM