De to første skælsættende Opeth udgivelser, ”Orchid” og ”Morningrise”, er efter denne anmelders ydmyge mening blandt Skandinaviens absolut bedste og vigtigste metalalbums, og selvom Opeth bestemt også har udgivet ganske fremragende udgivelser siden hen, synes jeg at især de sidste par albums har haft overordentligt svært ved for alvor at tilføje nye facetter til den efterhånden lidt for fastlåste musikalske opskrift, som Opeth har arbejdet ud fra.

Nogle gange skal man som bekendt træde et skridt tilbage for at kunne træde to skridt frem, og derfor er det også både overraskende og for mit vedkommende glædeligt at konstatere at Opeth på deres nye og 10. album ”Heritage” har valgt at lade sig kraftigt inspirere af 70’ernes progressive rock helte som f.eks. Camel, Gentle Giant og King Crimson, mens dobbelt stortromme, growls og andre dødsmetalliske inputs med hård hånd er blevet skåret helt væk. Umiddelbart kunne man måske frygte at resultatet ville blive en frygtelig bagstræberisk affære, der effektivt ville strippe Opeth for alt det der førhen gjorde svenskerne unikke, men stilskiftet på ”Heritage” synes snarere at have udløst noget tiltrængt inspiration og musikalsk kreativitet hos Opeth.

I det hele taget har ”Heritage” den dér varme, progressive 70’er hardrock lyd og stemning over sig, som passer overraskende godt til Opeths som altid kompetente brug af akustiske guitarer, mellotron, Hammondorgel og Mikael Åkerfeldts udtryksfulde, rene vokal. Formfuldendte numre som ”The Devil’s Orchard”, den let jazzede ”Nepenthe” og den smukke ”Folklore” lyder med andre ord som noget, der snildt kunne være udgivet midt i 70’erne, hvis ikke det var for den noget mere moderne, rene produktion og de ovennævnte musikalske karakteristika, der gør at man som lytter trods alt hurtigt genkender sig Opeth bag stilskiftet.

Albummets mest straight out hardrock komposition er klart ”Slither”, der ifølge bookletten er en slags tribute til selveste Ronnie James Dio (R.I.P.), og som faktisk minder lidt om klassisk Rainbow, som Dio jo i sin tid også var frontmand for. Et andet højdepunkt i den mere rockende afdeling er den korte, medrivende ”The Lines in my Hand”, hvor især Martin Axenrot imponerer med sit både spraglede og fremaddrivende trommespil, mens nummeret ”Famine” med sin successivt tiltagende tyngde og brugen af tværfløjte ender med i udtryk at minde en hel del om canadiske Blood Ceremony eller måske snarere en doomy udgave af Jethro Tull.

Ved første øjekast synes ”Heritage” måske nok at have mest tilfælles med ”Danmation” albummet fra 2003 pga. det totale fravær af alt hvad der hedder growls og anden death metal indflydelse, men ”Heritage” er faktisk en meget mere løssluppen, afvekslende og varieret udgivelse end ”Damnation”, og derfor også i min optik et bedre album. Men det vil der helt sikkert være endog meget delte meninger om, for Opeth vil med ”Heritage” utvivlsomt miste en hel del fans, der vil se skævt til det nye albums udtalte mangel på death metal elementer og growls, men så kan svenskerne, hvis der ellers er retfærdighed til, måske i stedet glæde sig over at få et helt nyt publikum af prog.-rock aficionados i tale.

Personligt synes jeg ”Heritage” er præcist det album, som Opeth var nødt til at lave for at genopfinde sig selv som et kunstnerisk relevant band i det nye årti, og i et år hvor køen af fremragende death metal udgivelser er længere end set i mange, mange år, lever jeg gerne med endnu et middelmådigt Opeth death metal album fattigere og til gengæld en progressiv hardrock perle af en udgivelse rigere. En i mine ører glædelig udvikling fra et band som jeg ellers så småt var ved at miste interessen for... -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM