Sig mig lige, er der nogen som helst grænse for hvor langt Origin kan strække dødsmetallens virkemidler ud i ekstremerne uden at gå på kompromis med genrens grundlæggende principper? At dømme ud fra ”Antithesis”.. Tydeligvis ikke. Bandet proklamerede allerede for et par måneder siden at den kommende plade ville blive mere brutal, teknisk og hurtig, men jeg troede ikke et sekund på at det rent faktisk ville lykkes dem. Nej, det skete først da jeg med svedige hænder klikkede på linket til bandets myspace i forbindelse med offentliggørelsen af album-åbneren og pladens umiddelbare hit, ”The Aftermath”, og indenfor få sekunder sad og ømmede kæben efter at have tabt den på gulvet en to-tre gange i løbet af de første 30 sekunder. Origin – nu atter udstyret med overmennesket John Longstreth på gryderne – var i den grad tilbage og allerede dengang spåede jeg, at ”Antithesis” ville efterlade de fleste andre 2008-udgivelser hostende tilbage i en kæmpe støvsky.

Jeg hader altid at have ret, men den her gang var det en fornøjelse..

Ikke et sekund af albummets spilletid spildes; selv det der obligatoriske instrumental-track som alle metalbands åbenbart skal have i dag bliver holdt nede på et acceptablet antal sekunder, så man lige akkurat får tid til at trække vejret inden man bliver smidt tilbage i blastmaskinen. Til jer, der ikke er bekendt med Origin (og skam jer, i øvrigt) kan jeg blot sige at bandet spiller hurtigere end det hurtigste du nogensinde har hørt og som om det ikke var nok, så smider de også lige en overlegen guitar-, bas- og vokalperformance i hovedet på dig, så du slet ikke forstår noget. Origin er dødsmetal i en så urimeligt hæsblæsende version, at man nærmest fristes til at kalde dem noget andet, men som nævnt i starten af denne anmeldelse, så ryger vi aldrig over i nogen top-moderne genre-kloning her – Origin er skam dødsmetal, men deres ekstremitet gør at de hæver sig med flere meter over de fleste andre acts. Bandets ekstremitet har dog også været deres hæmsko i manges øjne, thi ikke få har spurgt sig selv om Origin kan blive ved at være interessante og stadigvæk opretholde det tårnhøje tempo. Tjah.. Lyt til førnævnte ”The Aftermath”, den fuldstændig vilde staccato-intro til ”Wrath of Vishnu” eller det ti minutter lange titelnummer, der hovedsageligt trækker sig afsted i mellemtempo (altså, i Origin-sammenhæng forstås – det er ikke just Bolt Thrower, det her) og indse fakta: Bandet lyder stadig umiskendeligt som sig selv, men det er som om at de har få flere strenge at spille på, samtlige medlemmer i bandet er bedre end nogensinde før og resultatet er Origins bedste album til dato. Ja, bedre end ”Informis Infinitas Inhumanitas”. Jo, sgu.

Hvor bandet før gjorde brug af guitarsweeps som et middel til at forvirre lytteren totalt er de her ophøjet og integreret til rent faktisk at tjene et formål, nemlig at tilføje musikken det svage hint af melodi der gør, at Origin aldrig bliver kedeligt. Men selve bandets riffs, der før havde en tendens til at lyde som en tyk mur af forvrængning er kommet i forgrunden og driver i lige så høj grad som trommerne musikken fremad. Bassist Mike Flores med den komplet vanvittige fingerteknik får flere steder på pladen lov til at skinne igennem – selv på et relativt underlegent område som bassen (for lad os se det i øjnene – ekstremmetal ER essentielt guitar/tromme-drevet musik) økonomiserer Origin ikke. Og John Longstreth.. Jamen, hvor skal man begynde og slutte? Manden er en maskine, intet mindre. Sjældent har man hørt mage til sligt trommespil, ikke engang fra manden selv, milimeter-præcist og betonsolidt. Skal der en lille smule malurt i bægeret må det være, at vokalist James Lee ikke længere tæppebombarderer lytteren med sin stemme længere – på de gamle plader blev man fascineret af hvordan manden bare kunne blive ved med at synge i en uendelighed, som trak han aldrig vejret. Hans performance på ”Antithesis” er lidt mere behersket, faktisk ligger hans vokal lidt for lavt i mixet til min smag, men det opvejes i høj grad af den udvikling som vi ser på den musikalske front.

Kort fortalt er ”Antithesis” et langt sejrstogt, en kæmpe musikalsk bedrift på alle parter og selvom jeg burde værgre mig imod det – der skal skam sikkert være masser der er dybt uenige og jeg er før kommet til at fortryde det (”Xenosapien”, anyone?) – ser jeg mig nødsaget til at smide en topkarakter på bordet, for ”Antithesis” er for mig den bedste dødsmetaludgivelse i lange tider, et kæmpe comeback fra Relapse, der ellers sætter de fleste af deres penge på de forkerte heste for tiden og ikke mindst fra et band, som de fleste regnede med havde udtjent deres rolle på dagens metalscene. ”AFTERMATH – FINAL PATH!!!” - moesby

Kom med kommentar i vores FORUM