Med “Mabool” (2004) fik israelske Orphaned Land ikke bare forløst det potentiale, der var at spore på deres første udgivelser fra midten af halvfemserne, det var som et helt nyt og revitaliseret band. Var det ikke fordi Motörhead samme år udgav monsteret ”Inferno”, havde ”Mabool” været at finde øverst på min årsliste.

”Mabool” var en progressiv plade i ordets egentlige forstand. Vokal på syv forskellige sprog, korsang, et arsenal af mellemøstlige instrumenter, som jeg ikke engang kan navnene på, og et storladent koncept, baseret på historien om Syndfloden, med tekster, der prædikede forståelse og sammenhold mellem de tre store monoteistiske religioner. Det lyder måske ikke særligt ”metal”, men der er ingen tvivl om, at Orphaned Land er et metalband, endda et meget forfriskende af slagsen.

Med ”The Never Ending Way of ORwarriOR” er israelerne endelig klar til at følge op på”Mabool”. Stilen er langt hen ad vejen den samme – det er oplagt at sammenligne med Opeth, hvis Opeth da havde været fra Mellemøsten og var dybt inspirerede af deres baggrund og religion og havde benyttet sig af et væld af mellemøstlige strengeinstrumenter, fløjter og perkussion. ”ORwarriOR” er da også produceret af Steven Wilson fra Porcupine Tree, der tidligere har produceret Opeth-plader. Endnu er engang er temaet sammenhold og forståelse mellem religioner og kulturer, denne gang illustreret med en historie om krigen mellem lyset og mørket og krigeren, der kæmper for lyset. Det virker ufatteligt banalt, men om ikke andet er det modigt og anderledes end fleste andre metaltekster (der som bekendt svinger mellem ringe og tåkrummende ringe).

Åbneren “Sapari” er i den mest lettilgængelige afdeling, men den er også blandt albummets klart svageste sange. Den har mange kvaliteter, ikke mindst nogle virkelig flotte vokalmelodier i c-stykket, men omkvædet mangler pondus. Der er åbenbart tale om en omarrangeret yemenitisk folkesang, som i mine øjne havde gjort sig bedre som b-side. Generelt går det bedst for Orphaned Land, når de slipper alle tøjler og bevæger sig ud i det virkelig episke territorium. Det sker ikke mindst på den ærefrygtindgydende, todelte ”The Path”, på ”The Warrior” og på ”Disciples of the Sacred Oath II”. De når hele vejen rundt og lader både den mandlige sanger Kobi Farhi og den kvindelige (som kun medvirker på en håndfuld af sangene), Shlomit Levi, brage igennem med nogle fænomenale vokalmelodier og –arrangementer. Yossi Sassi Sa'aron brillerer som på ”Mabool” med nogle fuldstændig vanvittigt velspillede og frem for alt smagfulde guitarsoloer. Det er ofte kompliceret, men i modsætning til mange andre progressive bands bruger Orphaned Land det komplicerede som middel, ikke som mål.

Desværre bliver albummets næstsidste sang, ”Codeword: Uprising” til en lettere mislykket affære. Orphaned Lands kvaliteter ligger ikke i at spille hårdt og stramt, som det forsøges her. Kobi Farhis vokal ligger ikke til det, og det kommer til at lyde som slags tech-metal light. Og Orphaned Land bør ikke lyde som en light-udgave af noget som helst. Forsøgene på at spille hårdt og rytmisk går igen på ”From Broken Vessels”, og det føles desværre lidt som fyld i en ellers glimrende sang, om end det er med til at gøre albummet mere dynamisk. Jeg må også tilstå, at jeg ikke er helt tryg ved brugen af fløjter. Det fungerer ofte rigtig godt, men jeg kan ikke være tryg ved fløjter på en metalplade. Som læseren måske kan fornemme, kæmper jeg lidt for finde noget at have imod pladen.

Højdepunkter er der til gengæld masser af. Jeg kan ikke lade være med at elske passagen midt i ”Disciples of the Sacred Oath II”, hvor et krigerkor indtræder til lyden af sværdklinger, der mødes. Manowar kunne ikke have gjort det bedre (om end de gjorde det først!). Hymnen ”Va’yehi Or” er en kort og simpel sag, men melodierne er decideret skønne. ”M I ?” skriger nærmest af Steven Wilson og hans samarbejde med Opeth. Og frem for alt er todelte ”The Path” en perfekt illustration på alt, hvad der er fantastisk ved Orphaned Land. Afslutningen ”In Thy Never Ending Way” bliver næsten for meget: ”Go in peace, and find thy faith / Evolve thy self, and lose all hate / So a heaven you may create”. Ja, mere patetisk bliver det næppe som afslutning på en 79 minutters plade, men for helvede, hvor er det dog modigt og gennemført!

Jeg er vitterlig ude at stand til at vurdere, om ”ORwarriOR” er en bedre plade end ”Mabool”. Det er en anden plade; en fremragende plade, som føles mere helstøbt end forgængeren. Til gengæld mangler den ”Mabool”s monumentale, kuldegysningsfremkaldende afslutning. Men der er ingen tvivl: ”The Never Ending Way of ORwarriOR” er et mesterværk, og det er kun de små skønhedsfejl, der afholder mig fra at uddele topkarakter. -magnus

Kom med kommentar i vores FORUM