Endelig! Efter at jeg første gang hørte om dannelsen af supergruppen O S I bestående af Jim Matheos (Fates Warning), Kevin Moore (Chroma Key, ex.-Dream Theater), Mike Portnoy (Dream Theater) og Sean Malone (Gordian Knot, ex.-Cynic) har jeg ventet på debutudgivelsen med en blanding af store forventninger og en vis mængde bange anelser. Store forventninger fordi netop disse 4 musikere på hver deres måde har bidraget til noget af det mest spændende progressive musik gennem de sidste 10-15 år, men også bange anelser fordi de fleste ad hoc supergrupper ofte ender ud i at blive en konkurrence i overdreven show-off og endeløse soli i stedet for et regulært musikalsk samarbejde.
Nu er debuten ”Office of Strategic Influence” så endelig på markedet, og lad det indledningsvis være sagt, at man heldigvis godt kan glemme de bange anelser, man måtte have haft!
De to første numre ”The New Math (What He Said)” og ”OSI” starter som man på forhånd kunne forvente : udadvendt og teknisk perfekt progressiv metal af højeste karat i den kendte og ekvilibristiske Dream Theater tradition.
Herefter slår albummet dog ind på en lidt anden kurs, idet især Kevin Moores specielle syrede touch fra Chroma Key udgivelserne så småt bliver det herskende element i musikken, og på numre som ”When You´re Ready”, “Head” og “Memory Daydreams Lapses” spiller O S I i et forbløffende forfinet, underspillet og introvert tonesprog med nyrock tendenser á la Radiohead kombineret med elegant brug af atmosfæreskabende electronica elementer. Selvfølgelig eksekveres alt dette på et tårnhøjt teknisk niveau, med aldrig med så meget som antydningen af blær eller overfladiskhed involveret, som ellers ofte er den progressive musiks svøbe.
Den 10 minutter lange og næsten hypnotiske skæring ”ShutDOWN” har Steven Wilson fra bandet Porcupine Tree som gæstevokalist, men ellers synger Kevin Moore på de vokalbaserede numre, og det gør han godt. Dog kunne jeg godt have tænkt mig, at Daniel Gildenlöw fra Svenske Pain of Salvation var blevet vokalist i O S I sådan som det oprindelig var planlagt, så ”Office of Strategic Influence” i højere grad ville have differentieret sig fra de to Chroma Key udgivelser.
Bortset fra de omtalte 2 første numre, spiller Portnoy befriende low-key og lydhør overfor de delikate og ret atmosfæriske arrangementer på ”Office of Strategic Influence” i stedet for blot at hamre løs i mærkelige taktarter og tekniske finurligheder, som ellers er hans varemærke, og der kunne skrives en hel lille mini-afhandling om Malones bass-spil, men lad mig nøjes med at konstatere at manden er HELT i særklasse! Men ellers udgør Matheos´ altid silkebløde guitararbejde og Kevin Moores keyboards, samplinger og programmeringer det kompositoriske fundament, som ”Office of Strategic Influence” først og fremmest baserer sig på.
Medlemmerne af O S I behøver tydeligvis efter mange år i den absolutte musikalske elite ikke længere bevise noget som helst, hverken overfor sig selv eller andre, og derfor har de kunnet koncentrere sig om at skabe et tonekunstværk, hvor det endelige resultat fremstår vægtigere end summen af de enkeltes medlemmers ellers imponerende inputs.
Debuten fra O S I er snublende tæt på at være et mesterværk, og havde det været mulig at give halve karakterer, havde ”Office of Strategic Influence” fået CCCCC½, og medmindre 2003 bliver et enestående godt år, er dette album en stensikker kandidat til en topplacering på undertegnedes liste over årets vigtigste og bedste udgivelser. Anbefales på det kraftigste! -byrial
PS: Den kriminelt lækre, limiterede 2CD version af ”Office of Strategic Influence” indeholder udover et 17 minutter langt eksklusivt O S I nummer bl.a. også en fed coverversion af Pink Floyds ”Set the Controls for the Heart of the Sun” plus en Video Dokumentary.
Kom
med kommentar i vores FORUM
|