Old man Ozzy er klar med sit 10. studiealbum i sin efterhånden 30 år lange solokarriere, og atter engang har han formået at holde gryden i kog med et helt nyt hold af unge løver til at bakke sig op. Det betyder med andre ord også at Zakk Wylde i denne omgang har måttet vige pladsen for det nye stjerneskud Gus G., der således bliver den seneste i den imponerende række af guitarhelte, som Ozzy har benyttet sig af siden samarbejdet med salige Randy Rhoads i starten af 80’erne.

Udover en yderst velspillende Gus G. springer det ret hurtigt i ørerne at de mest sukkersøde og M-TV leflende ballader heldigvis nærmest er ikke-eksisterende på “Scream”. Det tætteste man kommer på regulære ballader er velsagtens “Life Won’t Wait” og “Time”, der dog begge har tilpas meget tyngde til ikke at falde fladt til jorden på et album, der generelt faktisk er overraskende tungt og moderne i udtrykket; kun den (heldigvis) korte afsluttende “I Love You All” er tåkrummende grådlabil og ligegyldig.

Nummeret ”Let Me Hear You Scream” er måske nok et naturligt valg som første single fra albummet qua sin umiddelbare catchiness og ligefremhed, der spiller effektivt på Ozzys mangeårige ’catchphrase’ i live-sammenhænge, men der er faktisk andre, bedre og mere vægtige kompositioner at finde på ”Scream”; numre som den indledende ”Let It Die”, ”Soul Sucker”, ”Fearless”, ”I Want It More” og ”Latimer’s Mercy” benytter sig fra tid til anden af næsten thrashy riffs og ditto galopperende rytmer, der giver musikken et friskt pust uden at kompromittere Ozzys hævdvundne sangskrivningskunst af den grund. At Gus G. har en fortid i mere hårdtslående bands som Arch Enemy og Nightrage bliver således momentvis tydelig, men resultatet er faktisk en vellykket opdatering af den klassisk Ozzy lyd, der i hænderne på producer Kevin Churko rammer et fint kompromis mellem det polerede og det tunge.

Nu kan man jo godt nok fifle meget i et studie, men Ozzys vokal lyder faktisk også mod forventning potent, veloplagt og inspireret, især på ”Diggin’ Me Down” der efter min mening er albummets helt klare højdepunkt med sin afdæmpede, akustiske indledning, der langsomt afløses af tiltagende tyngde og kronet med Ozzys anklagende lyrik; en kombination der på fineste vis bringer mindelser om tidligere Ozzy epics som ”Diary of a Madman” og ”Revelation (Mother Earth)” frem hos undertegnede.

Naturligvis er “Scream” ikke i nærheden af at være en tungrock/metal evergreen ligesom Ozzys første 2-3 start-80’er mesterværker, men det var der vist heller ingen, der realistisk set havde forventet? Men med tanke på hvilket kommercielt og kunstnerisk udvandet produkt man KUNNE have frygtet at skulle udsættes for, så er ”Scream” faktisk et mere end habilt Ozzy album. Den bedste håndfuld af de nye kompositioner giver således grundlag til at tro at ”Scream” således ikke bliver ’det sidste skrig’ verden kommer til at høre fra den tunge rocks måske mest sejlivede overlever. Ozzy (still) rules! –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM