Det ser ikke godt ud. Det ser SLET ikke godt ud for Ozzy Osbourne på tærsklen til 80’erne.
Smidt ud af Black Sabbath, ludfattig og snydt for millioner i royalties, problemer med alkohol og stoffer og i en mere end flosset mental og fysisk tilstand. Enter Sharon Arden og Randy Rhoads.

Uden disse to personer ville det ikon vi i dag kender som The Prince of Darkness eller The Madman of Metal sikkert ikke have været mere end en kuriøs parentes i den tunge musiks historie på trods af 8 klassiske Black Sabbath albums. Og vi ville med garanti ikke have haft debutalbummet ”Blizzard of Ozz”, som efter min mening stadig står som 80’ernes måske bedste traditionelle heavy metal album. 

Sharon Arden, datter af ejeren af Jet Records Don Arden, fattede som bekendt både amourøs og professionel interesse i Ozzy og fik ham tilknyttet Jet Records og trukket ud af det morads af dårlige vaner, selvmedlidenhed og afhængighed, han var sunket ned i. Rent kunstnerisk var den afgørende faktor for at Osbourne kunne få gang i en karriere efter Black Sabbath dog fundet af den tidligere Quiet Riot guitarist, det 21-årige unikum Randy Rhoads. Dermed var heavy metals svar på den dynamiske duo en realitet, og samarbejdet slog gnister fra starten af! Med de to erfarne rotter Lee Kerslake og Bob Daisley på henholdsvis trommer og bas samt Don Airey på keyboards var Ozzys nye gruppe en perfekt kombination af solide velprøvede kræfter og så ungdommens energi og musikalsk nysgerrighed repræsenteret ved Randy Rhoads. Lige noget der kunne animere Ozzy…

Måske lige med undtagelse af de to ellers svinefede skæringer ”No Bone Movies” og ”Steal Away (The Night)” er der kun lutter metal evergreens på ”Blizzard of Ozz”. Numre som ”I Don’t Know”, ”Crazy Train” , den smukke ”Goodbye to Romance”, “Suicide Solution”, ”Mr. Crowley” og min personlige favorit “Revelation (Mother Earth)” hører alle som een til blandt de mest tidløse og slidstærke heavy metal kompositioner der nogensinde er lavet. Også den smukke korte Rhoads komposition for akustisk guitar, kaldet ”Dee” og opkaldt efter Randys mor, er en lille lækkerbisken. 

Det kontroversielle nummer ”Suicide Solution” blev i øvrigt beskyldt for at opfordre til selvmord og for at indeholde subliminale beskeder á la ’get the gun, get the gun, shot, shot, shot’ og andet forvrøvlet nonsens, og en retssag imod Ozzy blev da også i sidste ende afvist af retsvæsenet for mangel på holdbare beviser. Rent faktisk er teksten åbenbart tiltænkt mindet om AC/DC’s forsanger Bon Scotts tragiske dødsfald: ’Wine is fine but whiskey’s quicker/Suicide is slow with liquor’.

Apropos tragiske dødsfald så omkom Randy Rhoads den 19. marts 1982 kun 23 år gammel i en absurd flyulykke, og selvom Ozzy har udgivet ganske udmærkede albums siden, står ”Diary of a Madman” og især ”Blizzard of Ozz” for mig som de kunstneriske højdepunkter i Ozzys solokarriere, og man kan kun gisne om hvad samarbejdet med Rhoads ville kunnet have udviklet sig til. Hvis der er et album der i sandhed fortjener en æresplads i den traditionelle heavy metals anegalleri er det uden tvivl ”Blizzard of Ozz”; et album der ikke MÅ mangle i en heavy samling med respekt for sig selv. Dog skal man huske at gå i en bred bue udenom den re-mastered version af albummet der kom for et par år siden, hvor d’herrer Kerslake & Daisleys musikalske indsats på skandaløs vis er blevet erstattet af et til lejligheden nyindspillet tromme og bas spor. En fatal ’kunstnerisk beslutning’! Næh, få hellere fat i originalen og oplev The Madman of Metal da både han og Randy Rhoads var på toppen! Ozzy Rules! –byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM