parzival - urheimat clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 04.04.11 Electro/industrial Euphonious/VME Kokorin
 

Den dansk/russiske kvartet Parzival er med ”Urheimat” efterhånden nået til det 6. album i rækken af deres udforskning af det musikalske grænseland mellem de tyske electro-pionerer i Kraftwerk og så den slovenske industrial-institution Laibach; en udforskning der tidligere har resulteret i nogle af de uden fortilfælde mest aparte, originale og kuriøse udgivelser i dansk musikhistorie.

Parzival står med andre ord mere eller mindre helt isolerede i det danske musikliv, i selvvalgt obskuritet uden at være en del af nogen scene eller trend andet end deres egen, og denne ensporede bandsathed fortsættes på ”Urheimat”, der, uden at byde på de helt store overraskelser, ufortrødent fortsætter i det spor, de sidste mange Parzival udgivelser har udstukket.

Stadig er musikken metodisk og stramt opbygget omkring ’forsanger’ Dimitrij Bablevskijs afgrundsdybe stemmeføring, mens han nærmest mere reciterer end synger det karakteristiske miskmask af tyske/latinske/russiske tekster på en baggrund af kølige, minimalistiske electro-beats/synths tilsat diverse percussive og/eller korale arrangementer.

Albummets mere syntetiske, EBM-agtige numre har det i starten med at flyde sammen til en lidt enslydende masse, men efter et par gennemlytninger begynder kompositioner som ”Nach Nord”, ”Peitsche und Zuckerbrot”, ”Leben is Fabrik”, ”Die Grosse Schau” og især ”Elektriches Vorspiel” (sidstnævnte med sin eerie brug af hvad der lyder som en theremin) at fremstå med en tydeligere selvstændig profil, indtil de til sidst har ætset sig fast i hjernebarken med deres repetitive opbygning og nærmest propaganderende ’omkvæd’ (eller højtdeklamerede paroler om man vil).

Personligt tiltaler de numre, hvor Parzival skruer ned for de dansable beats og tilsvarende op for de tunge, majestætiske og nærmest begravelsesagtige stemninger mig dog endnu bedre, og ”Der Aarn” er i den forbindelse suverænt albummets højdepunkt for mit vedkommende med sit mix af klokkespil, marchtromme, pauker, messende kvindekor og samplede messingblæsere, men også titelnummeret, ”Der Geist des Barons” og den afsluttende, næsten soundtrack-agtige ”Die Spröde Welt” repræsenterer Parzivals spidskompetencer på passende pompøs vis.

Parzival lyder stadig som ingen andre på den danske musikscene, men samtidig kunne en lille anke være at de paradoksalt nok også efterhånden måske lyder lidt for meget som sig selv; ”Urheimat” minder således meget om ”Zeitgeist”, der mindede meget om ”Deus Nobiscum”, der igen mindede meget ”Noblesse Oblige”. Lidt tiltrængt variation á la de middelalderlige stemninger og den alternative instrumentering der prægede ”Blut und Jordan” fra 2003, der efter min mening stadig er Parzivals egentlige hovedværk, ville klæde Parzival i fremtiden, så hvorfor ikke endegyldigt give sig i kast med den ’electro-opera’, som man rent faktisk var blevet stillet i forventning efter forrige album? -byrial














Kom med kommentar i vores FORUM