Siden Pestilences glimrende comeback album, ”Resurrection Macabre” fra 2009, har frontmand og guitarist Patrick Mameli overtalt to tidligere Pestilence medlemmer, guitarist Patrick Uterwijk og den geniale bassist Jeroen Paul Thesseling (Obscura), til at genindtræde i bandets rækker, samtidigt med at man har fundet en spritny trommeslager i form af Yuma van Eekelen. Resultatet er blevet den nye og 6. Pestilence udgivelse, ”Doctrine”, og lad mig allerede nu røbe at Pestilence bestemt ikke skuffer med ”Doctrine”, selvom det nye album er en hel del anderledes i udtrykket end ”Resurrection Macabre”.

Hvor ”Resurrection Macabre” genfandt mange af de straight up, brutale, old school death metal dyder fra Pestilences klassiske ”Consuming Impulse” album fra 1989, reintroducerer ”Doctrine” nogle af de senere karakteristika, der prægede især ”Testimony of the Ancient” fra 1991 og ”Spheres” fra 1993; to udgivelser ”Doctrine” i udtryk synes at placere sig sådan ca. midt imellem.

Heldigvis uden at gå helt i den jazz/fusions grøft som gjorde ”Spheres” så alment misforstået (og sikkert indirekte førte til Pestilences opløsning i midten af 90’erne), fokuseres der denne gang lidt mere på flydende Allan Holdsworth agtige soloer og komplekse rytmiske strukturer på ”Doctrine”, samtidigt med at Thesselings som altid suveræne basspil har fået mere plads til at udfolde sig, end Tony Choy (Cynic, Atheist) fik på ”Resurrection Macabre”. Det tekniske death metal præg på ”Doctrine” har dog mest til fælles med den mesterlige ”Testimony of the Ancient”, dog isprængt nogle næsten thrashy tendenser i specielt de tungere numre, hvor en tilnærmelsesvis Meshuggah agtig rytmik springer i ørerne ved indtil flere lejligheder.

En ting der sikkert for manges vedkommende vil kræve en smule tilvænning, er Mamelis tilbagevenden til den lysere, mere hysteriske og skrigende stemmeføring, der også på især ”Spheres” uden tvivl skar en hel del i ørerne på de mere traditionelt indstillede dødsmetal fans. Desuagtet at også denne anmelder foretrækker den mørkere, mere growlende vokal på f.eks. ”Consuming Impulse” (Martin van Drunen) og ”Resurrection Macabre”, har jeg dog efterhånden lært også at leve med Mamelis hang til en mere hekse agtige vokalstil, men det er bestemt hvad man retfærdigvis må betegne som en såkaldt ’acquired taste’, der sikkert vil repræsentere en uoverstigelig hurdle for en del potentielle lyttere; så ER I advaret. Kombinationen på ”Doctrine” af en lysere stemmeføring, semi-tekniske death/thrash tendenser og fokus på basspillet bringer i øvrigt minder om et andet klassisk band med en fantastisk bassist i sine rækker, nemlig Sadus og Steve DiGiorgio.

På det lyriske plan er ”Doctrine” én lang tirade imod organiseret religion, specielt den katolske variant af kristendommen, uden at der af den grund går sataniske eder og forbandelser i den á la Deicide. Pestilence er i den forbindelse mere på linie med et band som f.eks. Immolation, der også på intelligent vis piller kristendommens hykleri og indbyggede dogmer fra hinanden. Måske ikke just det mest originale lyriske koncept for et metalband, men Pestilence hiver sejren hjem med elegance og sprogligt vid; tag f.eks. omkvædet til nummeret ”Deception”: ’Seeing is believing/believing is following/following is religion/religion is deception/deception is life.’

Afslutningsvist synes det på sin plads at sætte ”Doctrine” op imod et andet klassisk death metal bands nyeste album, nemlig Morbid Angels ”Illud Divinum Insanus”. Både Pestilence og Morbid Angel har på hver sin siden af Atlanten været med siden dødsmetallens spæde start i slutningen af 80’erne, og begge bands har holdt sig nogle gevaldige ’pauser’ mellem udgivelserne, men hvor Morbid Angel på ”Illud Divinum Insanus” krampagtigt prøver at ’forny sig’ ved at inkorporere generiske industrial influenser, holder Pestilence i langt højere grad fast i deres kardinaldyder.

Hvor Morbid Angel trods intentionerne paradoksalt nok kommer til at lyde mere outdatede end nogensinde, formår Pestilence på ”Doctrine” ved hjælp af finpudsning og forædling af genrens basale virkemidler at lyde både tidløse og kontemporære på én og samme tid. Hvad der på papiret lignede en tæt kamp mellem to af genrens sværvægtere, er endt med en teknisk knockout i 1. runde; Morbid Angels ”Illud Divinum Insanus” er efter min bedste overbevisning årets ubestridte skuffelse, mens Pestilence med ”Doctrine” med stor sandsynlighed vil placere sig pænt højt på undertegnedes liste over de vigtigste og vægtigste metalalbums i 2011. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM