Jeg kan huske, at jeg i første møde med svenske Vomitorys ”Terrorize, Brutalize, Sodomize”-udspil, tænkte, at den grafiske voldsudpensling på coveret næppe blev meget mere virkelighedsnær. Danske Pitchblack læner sig på ”Devilty”, bandets opus II, op ad en tilsvarende autentisk brutalitet i coversammenhæng. Og har man ikke hørt bandet før, er dette grafiske udtryk i en traditionel pladeindkøbssammenhæng jo ofte det første indtryk, man som lytter får af bandet.

I og med coveret – tilsyneladende – forestiller en mand, som har fået skudt hovedet af med en plasticpose over samme for at dæmpe svineriet (hvilket kun delvist er lykkedes…), tænker jeg pr. rygmarvsrefleks, at Pichblack byder på samme kompromisløse dødsmetal som eksempelvis Vomitory. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Pitchblack er snarere et genrepotpourri bestående af lidt thrash, lidt hardcore, lidt death metal og lidt metal.

Den blanding kunne sagtens have været saliggørende, men det er den ikke. Desværre. Der er intet federe, end når man som anmelder helhjertet og uden mere eller mindre slet skjulte forsøg på at holde hånden over DK-scenens mindre lytteværdige metalmusikere kan udråbe netop dem til at være ligeværdige med det store udland. Senest synes jeg, The Burning gjorde sig fortjent til den type hæder, og derfor ærgrer det mig, at Pitchblack fra vor hjemlige andedam ikke byder på noget, der aftvinger mig roser af samme længde.

Der er ikke de sangstrukturer, de riffs, de rytmer, de fraseringer eller de sang-og-skrig-variationer, som Pitchblack ikke afprøver i forsøger på at ramme hovedet på sømmet. Jeg anerkender bandets ihærdige forsøg, og det er tydeligt, at de har arbejdet med materialet på ”Devilty”, men på trods af en prisværdig variation er ”Devilty” bare meget lidt interessant i mine ører. Det er ikke fordi, ”Devilty” er direkte ringe, men på den anden side er der heller ikke et eneste nummer, der udmærker sig ved at indeholde noget, der brænder sig fast eller lyder som noget, jeg ikke allerede har stående i reolen i en bedre udgave i form af Pantera, Lamb Of God, The Haunted eller lignende, som Pitchblack er i samme boldgade som.

Der er ikke noget, jeg hellere ville end at give vore hjemlige metalgesandter et par pæne ord med på vejen, men er standarden ikke højere end det, Pitchblack præsterer på ”Devilty”, forbliver superlativerne i skuffen, og anmelderkniven bliver svunget i stedet. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM