I de tidlige 90’ere herskede Pantera supreme i metalverdenen med deres kombination af moderne metal og thrash, der af nogle blev genrebetegnet som power groove; især pga. guitarist Dimebag Darrells (R.I.P.) evne til konstant at komme op med det ene gyldne kongeriff efter det andet. En smule i skyggen af Pantera befandt der sig dog en lille tæt trio ved navn Prong, der på især udgivelserne ”Beg To Differ” fra 1990, ”Prove You Wrong” fra 1991 og ”Cleansing” fra 1994, beviste at bandet i form af guitarist og sanger Tommy Victor havde en seriøs udfordrer til Dimebags titel som riff-meister numero uno på 90’ernes metalscene.

Efter albummet ”Rude Awakening” fra 1996 var der tavst som graven omkring Prong, indtil Victor som eneste originale medlem i 2003 forsøgte sig med et ’comeback’ i form af udgivelsen ”Scorpio Rising”; et album der med sit noget gumpetunge og uinspirerede indtryk virkede som en svag afglans af fordums styrke. Prong blev da også snart atter lagt på is, mens Victor i stedet arbejdede for andre mere højtprofilerede notabiliteter såsom Glenn Danzig og Ministry.

Om det er effekten af at være for meget i selskab med en indebrændt ildsjæl af en mørkemand som Al Jourgensen fra Ministry, skal jeg lade være usagt, men faktum er at Victor nu atter engang har pudset Prong navnet af og forsøger at genskabe magien på det nye album ”Power of the Damager”, som i øvrigt udgivet på Al Jourgensens pladeselskab 13th Planet. Denne gang er der heldigvis HELT anderledes bid i Prong, end der var på ”Scorpio Rising”. Der er så at sige atter kommet power i Prong!

Tommy Victor har virkelig genfundet gnisten, og mandens møggreb af en rytmeguitar kaster atter engang voldgrooves fra sig med næsten skræmmende selvfølgelighed. Også rent vokalt er Victor tilbage i topform på ”Power of the Damager”; objektivt har han måske aldrig været nogen stor ’sanger’, men mandens stemme er umiddelbart genkendelig, og på det nye album lyder han mere pissed off og besat, end han har gjort siden ”Cleansing” for mere end 10 år siden; hør f.eks. bare nummeret ”No Justice”!

De industrial/electronica eksperimenter som Prong legede med på især ”Cleansing” og ”Rude Awakening” er dog ikke-eksisterende på ”Power of the Damager”, hvor udtrykket er skåret helt ind til benet, så Prong fremstår som et helt rent power-trio band med næsten 100 % fokus på endeløse rækker af barberbladsskarpe dræber-riffs på en bund af knastørre tromme/bas grooves. Derfor minder det nye album faktisk også mest om gennembruddet med ”Beg To Differ”, som så også i min verden stadig er Prongs bedste udgivelse. Dog kommer mange af numrene på ”Power of the Damager” besnærende tæt på, og jeg tør næsten ikke tænke på hvordan materialet på det nye album ville have taget sig ud med en Terry Date produktion og med Ted Parsons og Paul Raven tilbage i rytmegruppen!

Den nye trommeslager Aaron Rossi er måske lige knap nok nogen ny Ted Parsons, men han virker langt mere veloplagt end Dan Laudo, der på ”Scorpio Rising” lød som om han spillede på et blandingsmisbrug af valium og sovepiller, og også Victors produktion er godkendt; af og til synes lydbilledet dog at være lidt vel presset og komprimeret, hvilket måske lige tager en anelse af brodden af de fantastiske riffs, som dette album ellers er fyldt til randen med, men det er blot en mindre detalje.

Man skal ikke have hørt ”Power of the Damager” mere end 2-3 gange, før man er komplet indfanget af de absurd mange totalt vanedannende riffs og grooves, der hurtigt truer med at give permanente seneskedehindebetændelses-agtige smerter pga. overdreven forbrug af ’luft-riffing’ til maestro Victors taktstok; numre som åbneren ”Looking For Them”, ”No Justice”, ”3rd Option”, titelnummeret og ”Messages Inside of Me” burde kunne få gang i selv den mest indolente stivstikker. Højdepunkterne er dog ”The Banishment” og den afsluttende ”Changing Ending Troubling Times”; førstnævnte minder som den eneste skæring på albummet lidt om materialet fra ”Cleansing”, mens sidstnævnte veksler forbilledligt mellem nogle hurtige intense thrash parter og nogle væsentligt tungere passager, hvor Victor folder sig ud i noget nær Tony Iommi stil. Både ”The Banishment” og ”Changing Ending Troubling Times” kan snildt måle sig med Prongs bedste numre som ”Lost & Found”, ”Unconditional” og ”Snap Your Fingers, Snap Your Neck”; kun ”Pure Ether” og ”Spirit Guide” holder i mine ører ikke helt det generelt høje niveau, som de resterende 10 kompositioner på ”Power of the Damager” holder.

Skulle man lave en liste over årets 20-25 mest memorable og catchy riffs, er der vel en 10-15 mere end velkvalificerede kandidater at finde på ”Power of the Damager”; et album som ikke vinder nogle priser for hverken variation eller nyskabelse, men som med stor succes reetablerer Tommy Victor som en af vor tids største riff-mestre. Glem alt om ”Scorpio Rising”; ”Power of the Damager” er Prongs egentlige comeback som power groove genrens fremmeste eksponenter, nu hvor Pantera desværre for evigt er lagt i graven. Årets comeback? –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM