Protest The Hero er Avenged Sevenfold og Coheed and Cambrias bastard-barn født efter en ubehagelig nat, man fristes endda til at sige vulgær, siden ”Scurrilious”, navnet på bandets tredje og nyeste plade, netop kan oversættes til blandt andet vulgær. Der bliver ikke lagt skjul på de proggede elementer på pladen, lige fra start udvises der teknisk snilde og egentlig lover det virkelig godt. ”C’est La Vie”, der ligeså er første singleudspil, åbner ballet på ”Scurrilious”, og der bemærkes straks, at der er fart over feltet. Man kan sagtens høre relationerne til de to ovenstående bands, Avenged Sevenfolds punkede udtryk blandet med Coheed and Cambrias skiften af taktart. I sig selv er det ikke en dårlig cocktail; fart blandet med lidt spænding. Men det holder desværre ikke distancen.

”C’est La Vie” er et godt åbningsnummer, for det demonstrerer alle de færdigheder som bandet besidder, men samtidig er det også deres hybris, da de får alle ideerne fyret af på næsten fire minutter. Tilbage står man med ni andre numre, der i sig selv er ligegyldige. ”Hair Trigger” har, som noget lidt specielt, gæstevokal fra singer/songwriter Jadea Kelly, og her begynder det platte element desværre at skinne igennem, der er vedholdende på resten af pladen. Jadea og Rody Walker, forsanger, fremfører en call/response-vokal, der får lytteren til at føle, at denne er landet midt i et skænderi mellem et par, der ikke rigtig gider hinanden mere. Det er et irritationsmoment, og en sikkert habil sangerinde som Jadea virker så malplaceret, at man i sidste ende skipper nummeret. Ligeledes fortæller pressematerialet, at teksterne på ”Scurrilious” er de mest personlige i bandets historie, da Walker åbenbart er begyndt at skrive dem selv. Det er svært at tro, når en linje som denne får lov til at slippe igennem: ”Kev’s hair just keeps falling out/And Chris just keeps getting fatter”. Personlig? Ja. Interessant? Ikke det mindste. Ironisk nok er ”Tapestry”, hvor teksten er fra, også et af de bedste numre på pladen. For så ligegyldige som teksterne end er, så gør Walker det rigtig godt rent vokalmæssigt, især på ”Tapestry”, der beviser hvor godt et sammenspil bandet efterhånden har fået indlært.

Protest The Hero kan uden tvivl levere stærke numre, især ”Termites” står virkelig ud fra de andre, for ligesom på ”Tapestry” føles sammenspillet langt bedre på dette end tidligere numre, hvor det i stedet er en stor rodebunke af instrumenter og vokal, der bliver fremført på fire minutter uden nogen større sans for sammenhæng. Desværre bliver det igen trukket ned på et lavere niveau grundet de lettere fjollede og mystiske tekster. ”Sex Tapes” beskriver fænomenet omkring optagelser af kendes seksuelle eskapader, men det føles ligegyldigt og i sidste ende kun som fyld på en plade, der skulle have været instrumental, for den instrumentale del er uden tvivl bemærkelsesværdig. Vokalmæssigt har Walker, som tidligere nævnt, en spændende vokal, der favner bredt, det er bare umuligt at se bort fra den tekstlige del, når man bliver imponeret af vokalen. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM