rage - strings to a web
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 05.02.10 Power metal Nuclear Blast/Warner Smolski/Bauerfiend
 

Selvom tyske Rage efterhånden har eksisteret i mere end et kvart århundrede og har et hav af udgivelser bag sig, har jeg aldrig haft noget forhold til bandets musik, så i det følgende kan jeg desværre ikke perspektivere Rages nye album ”Strings to a Web” i forhold til et bagkatalog, jeg som sagt ikke er bekendt med. I stedet for må jeg nøjes med at forholde mig til det jeg hører på ”Strings to a Web”, hvilket faktisk mod forventning slet ikke er så ringe endda...

Godt nok bevæger Rage sig på ”Strings to a Web” rundt i lige præcis den bedagede blanding af klassisk heavy metal, semi-symfonisk power metal og melodisk tysker-thrash, som jeg lidt frygtede, men til alt held formår trioen bestående af trommeslager André Hilgers, guitar-’helt’ Victor Smolski og mainman/sanger/bassist Peter ’Peavy’ Wagner at få noget ganske fornuftigt ud af klicheerne.

Indledningsvist udstiller numre som åbneren ”The Edge of Darkness”, “Hunter and Prey” og “The Beggar’s Last Dime” nemlig et erfarent flair for at tilføre de egentlig ret konventionelle kompositioner et individuelt særpræg ved hjælp af melodi, letgenkendelige/sangbare omkvæd og Smolskis ferme soloer. På den mere storladne “Empty Hollow” spædes udtrykket op med symfoniske elementer i stil med landsmændene fra Blind Guardian (netop Blind Guardians Hansi Kürsch hjælper rent faktisk med backup vokal på albummet), mens det instrumentale titelnummer næsten tangerer decideret prog.-metal i bedste Dream Theater stil. Forsanger Wagner skal i øvrigt have ros for efterhånden at være blevet en helt habil vokalist med en kraftfuld stemme uden nogen nævneværdig irriterende tysk accent.

Limited edition udgaven af ”Strings to a Web” indeholder desuden en ”Official Festival Bootleg bonus DVD”, der primært fokuserer på Rages live-optræden på Wacken Open Air i 2009, og selvom Rage så sandt for dyden ikke just er jordens mest attraktive band på en scene sådan rent æstetisk (for nu at sige det mildt), fungerer de tydeligvis ret godt foran et tændt og talstærkt stampublikum. Den gode stemning smitter i øvrigt også af på de assisterende gæstevokalister i form af tidligere nævnte Hansi Kürsch, Schmier fra Destruction og en eller anden laber, velsyngende goth trunte, som jeg ikke umiddelbart synes at være stødt på før.

Man må formode at Rage først og fremmest tjener til deres ophold i hjemlandet, hvor et album med ”Strings to a Web”s kvaliteter sikkert vil kunne sælge i læssevis. Jeg er straks mere i tvivl om, hvor mange inkarnerede Rage tilhængere der findes i Danmark, men disse vil i givet fald med endog ret stor sandsynlighed stornyde ”Strings to a Web”, ligesom fans af Blind Guardian og andre bands i den boldgade også med fordel kan tjekke den nye Rage udgivelse ud. Indenfor sine egne snævre rammer er ”Strings to a Web” nemlig et overraskende fornøjeligt album. –byrial





















Kom med kommentar i vores FORUM