Så er tiden kommet til en af årets mest prominente danske metaludgivelser. Allerede på albummets titel og frontcover aner man, at Raunchy bevæger sig endnu et skridt væk fra deres futuristiske og industrielle udgangspunkt. Dette kan man ikke bebrejde de gæve Thisted drenge, for historisk set har det åbenbart været Raunchys naturlige udvikling siden debuten ”Velvet Noise” fra 2001. Gradvist og kontinuerligt har de efterfølgende udgivelser bevæget sig mod det Raunchy man hører på ”Wasteland Discotheque”. Det kan man så enten være for eller imod. Da jeg hører til dem sætter mest pris på debuten og den efterfølgende ”Confusion Bay” fra 2004, så må jeg indrømme at jeg hører til den konservative fløj, der gerne havde set Raunchy udvikle sig endnu mere ud i cybermetal á la Strapping Young Lad. Den forholdsvis lunkne karakter siger derfor mere om denne anmelders personlige smag end om albummets egentlige kvaliteter.

Hvad er Raunchy version 2008 så for en størrelse? Det er såmænd intet ringere end et af kongerigets mest kompentente metalnavne, med voksende medieopmærksomhed og publikum. Så set ud fra det synspunkt har bandet valgt den rigtige strategi. Men Raunchy er ikke blot et kommercielt tænkende og beregnende band. Der har netop været tale om en gradvis og naturlig udvikling, så Raunchy står sikkert og modent på fødderne i deres udtryk og integritet. De spiller som det de er: et gennemtestet fuldblods metalmonster der er rykket ud på dansegulvet. Derfor hænger hele konceptet godt sammen på ”Wasteland Discotheque”. Raunchy er stadig metal, tag ikke fejl af det. Numre som ”Somewhere Along The Road” og “Warriors” bliver aldrig club hits på Ibiza. Spillelysten og aggressionerne henholdsvis driver og vælter ud af højtalerne. Bunden er lagt med en distinkt cathy feeling, godt hjulpet på vej af den allestedsnærværende Jacob Hansens smukt disponerede produktion.

Der hvor konceptet efter min smag bliver spændt for hårdt ud, er med coveret af Rockwells 80’er hit ” Somebody's Watching Me” og endnu mere på den efterfølgende og skamløst poppede ”A Heavy Burden”. Men igen er det et spørgsmål om smag, og herfra er der respekt for musikere, der ikke bange for at spille det de kan lide. Det’ jo ligesom det, det hele handler om. ”Wasteland Discotheque” er ikke et pludseligt hovsa-vi-bryder-med-stilen-fejlskud, som man før har set grelle eksempler på fra så monumentale navne som Metallica (Load, 1996) og Megadeth (Risk, 1999). Både gamle og nye fans vil kunne headbange og danse boogie woogie til endnu en dansk metaludgivelse af international klasse. Jeg vipper forsigtigt med fødderne…-simon

Kom med kommentar i vores FORUM