Rhapsody er tilbage!
Større, stærkere og mere skamløst storladne end nogensinde før!

Det nye 5 kvarter lange album ”Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret” er som titlen lidt indikerer en slags fortsættelse til Rhapsodys album ”Symphony of Enchanted Lands” fra 1998. Lige netop dét album har været min personlige favorit blandt bandets hidtidige 4 fantastiske full-length albums, så tanken om en konceptuel udbygning og videreførelse af ”Symphony of Enchanted Lands” her 6 år efter lød på papiret som en god ide. I praktisk er resultat faktisk blevet endnu bedre!

Som altid inkorporerer Rhapsody en mere end god portion inspiration fra forfinede italienske barokkomponister som f.eks. Arcangelo Corelli (1653-1713), Alessandro Scarlatti (1660-1725) og selvfølgelig mesteren over dem alle, Antonio Vivaldi (1678-1741), iblandet en skelen til de store armbevægelser man kender fra verismens romantiske operakomponister som Giacomo Puccini (1858-1924) og Giuseppe Verdi (1813-1901). Alt sammen selvfølgelig integreret sømløst i eksorbitante mængder ærefrygtindgydende velspillet euro power metal med masser af de for genren så velkendte galoperende trommer, neo-klassiske soli og hymniske omkvæd der er så godt som umulige at få ud af hovedet igen. 

Makkerparret Alex Staropoli/Luca Turilli er efterhånden blevet for orkestral europæisk power metal, hvad Tim Rice/Andrew Lloyd Webber er for rock-operaer og musicals; dybt professionelle musikalske kunsthåndværkere på det absolutte topniveau, der tør kaste sig ud i alle genrens mest fortærskede klicheer uden at skele til hvad eventuelt selvproklamerede metalpuritanere måtte mene om resultatets opulente kvaliteter.

Og ja, SKAL man være hudløst ærlig, så ER Rhapsody noget af det mest klichefyldte og vulgært pompøse musik metalgenren nogensinde har fostret, og det er sikkert mange der vil få akutte brækningsfornemmelser efter ganske få minutters eksponering til Rhapsodys overlæssede musikalske tour de force. Selv nyder jeg det i fulde drag som en isvaffel med 666 kugler!

Som det helt store scoop har Rhapsody på ”Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret” allieret sig med myten, skuespilleren og i denne sammenhæng den klassisk uddannede stemme, nemlig selveste mr. Christopher Lee, som har fået opgaven at stå for de narrative indslag som Rhapsody længe har gjort brug sig af. Med sin karakteristiske og vidunderligt sonore stentorrøst er Lee den perfekte afløser for den lidt vattede fortællerstemme på de tidligere albums. Den nu 81-årige Christopher Lee’s recitation er i øvrigt optaget separat i et studie i London og produceret af Joey DeMaio fra Manowar; altså lidt en pendant til Orson Welles’ medvirken på nummeret ”Dark Avenger” fra Manowars 1982 debutalbum ”Battle Hymns”. 

Udover at benytte den sædvanlige barokkvartet med blokfløjte, cembalo, lut og bratsch har Rhapsody yderligere oprustet i forbindelse med ”Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret”, og har hyret både det 50 mand store kor The Brno Academy Choir dirigeret af Jaroslav Kyzlink og det tjekkiske Bohuslav Martinu Philharmonic Orchestra under ledelse af Petr Pololanik, der såmænd også har stået for transskriptionen og instrumenteringen af de suveræne orkestrale passager. Rent faktisk har op imod 200 musikere været involveret i dette nye album, og rygterne forlyder, at al trafik blev forbudt ved myndighedernes hjælp i en hel boligbloks omkreds om det tjekkiske studie hvor orkesterpassagerne blev indspillet, så der ikke kom unødig ’baggrundsstøj’ på optagelserne! Jeg tør slet ikke gætte på, hvad Rhapsody og deres pladeselskab samlet har måttet punge ud i forbindelse med dette nye album, men resultatet er så sandelig også blevet derefter! 

Nu skal Alex Staropoli & Luca Turilli, Rhapsodys hovedkomponister, ikke løbe med alle roserne.
Alex Holzwarth, tillige trommeslager i de just gendannede tyske konger af superkompleks prog.-metal Sieges Even, er noget nær den ideelle mand for Rhapsody at bygge det rytmiske fundament op omkring, og forsanger Fabio Lione lyder mere og mere som et metallisk modstykke til den lange kongerække af fantastiske bel canto tenorer det sangglade Italien har fostret igennem snart mange århundreder. Fremragende.

Albummets to vægtigste omdrejningspunkter er numrene ”Erian’s Mystical Rhymes – The White Dragon’s Order” og ”Sacred Power of Raging Winds” som begge runder de 10 minutter og viser det fulde omfang af Rhapsodys efterhånden perfektionerede beherskelse af det kompositoriske, mens skæringer som den instrumentale ”Elgard’s Green Valleys” og ”Dragonland’s Rivers” beviser, at Rhapsody i lige så høj grad mestrer det mere lyriske og afdæmpede. Rhapsodys karakteristiske hæsblæsende power metal er selvfølgelig også repræsenteret ved numre som ”Unholy Warcry” og ”The Last Angels’ Call”, men min klare favorit på det nye album er dog uden tvivl ”Guardiani Del Destino” der fremføres på italiensk og minder lidt om den ligeledes sublimt patosfyldte power-ballade ”Lamento Eroico” fra det forrige Rhapsody album ”Power of The Dragonflame”. Kuldegysende fedt!

Personligt har jeg i mange år med tiltagende styrke været totalt forgabt i Rhapsody, og med ”Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret” har bandet efter min mening skabt Europas måske bedste power metal album nogensinde. I hvert fald det mest storladne. Det nye album er såmænd ikke radikalt anderledes end Rhapsodys bagkatalog; alting er ligesom bare taget til det næste niveau hvad angår kompositorisk overblik, integration mellem de metalliske og orkestrale parter og de enkelte musikeres individuelle præstationer, og rent faktisk synes jeg ”Symphony of Enchanted Lands II – The Dark Secret” har kvaliteterne til muligvis at udgøre en seriøs konkurrent til Mastodons ”Leviathan” i opløbet mht. kåringen af undertegnedes fortrukne album anno 2004! Uden musikalsk sammenligning i øvrigt. Indenfor sin genre og bedømt ud fra dennes præmisser har Rhapsody nemlig skabt intet mindre end et mesterværk! Vivaldi ville være stolt! Forza Rhapsody! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM