Der sker spændende ting og sager på den progressive del af den polske musikscene for tiden…
Dét opdagede The Laser’s Edge Records, da de lidt tidligere i år ’fandt’ Indukti og udgav deres sublime debutalbum ”S.U.S.A.R”, og nu har InsideOut Music ligeledes fundet ’guld’ i Polen med signingen af Riverside; et band der sjovt nok udgav deres debutalbum ”Out Of Myself” på netop The Laser’s Edge. Selv har jeg ikke fået hørt ”Out Of Myself”, men hvis ”Second Life Syndrome” er nogen indikation, er jeg da vist gået glip af noget! Riverside har nemlig lavet en perle af et timelangt atmosfærisk prog.-metal konceptalbum med ”Second Life Syndrome”
Apropos Indukti, så stod Riversides sanger, sangskriver og bassist Mariusz Duda for de få vokale indslag på det ellers overvejende instrumentale ”S.U.S.A.R” album, og det gjorde han godt. I mandens eget band overgår han dog virkelig sig selv; ligegyldigt om Duda slår sig løs med følsom og indadvendt skønsang eller med en mere dramatisk og ekstrovert vokal, så er der fra start til slut tale om en pragtpræstation! Hvilken vokalist! Også guitarist Piotr Grudzinski og keyboardspiller Michal Tapaj overbeviser stort. Førstnævntes soloarbejde er nærmest den rene hvalsang med dets smukt inciterende og drømmende kvalitet, som, uden yderligere musikalsk sammenligning i øvrigt, minder mig en del om Magnus Sahlgrens tryllerier på Tiamats harmoniske ”Wildhoney” album, mens sidstnævnte især på instrumentalnummeret ”Reality Dream III” gør sig bemærket med nogle tunge blok-akkorder på først piano og siden gentaget på Hammond-orgel.
På albummets indledende nummer, den moody ”After”, lyder Riverside næsten i retning af Anathema som sidstnævnte lød i perioden omkring “A Fine Day To Exit” albummet, mens Mariusz Dudas delikate vokal lige sætter prikken over i’et på udgivelsens to æterisk smukke ballader “Conceiving You” og ”I Turned You Down”. Det 15 minutter lange titelnummer og den næsten ligeså lange ”Dance With The Shadow” er dog rent kompositorisk albummets tyngdepunkter, mens ”Artificial Smile” er mere udadvendt og aggressiv i traditionel metallisk forstand, men stadig med de drømmende passager og klagende guitarsoloer i behold.
Hvor er det dog forfriskende med et nyt prog.-metal band som ikke blot slår sig til tåls med at lyde som endnu et forudsigeligt og blegt plagiat af Dream Theater, som så mange mindre beåndede bands i genren har haft og stadig i nogen grad har for vane. Riverside har i mine ører mere til fælles med et band som svenske Pain Of Salvation i deres villighed og evne til på én gang både at sprænge prog.-metal genrens rammer og på samme tid tilføre den nye ideer og fornyet vitalitet. Riverside er besnærende tæt på at have lavet et regulært mesterværk med ”Second Life Syndrome”, så lad for guds skyld ikke det faktum at Riverside endnu er forholdsvis ukendte og tilmed fra Polen afholde dig fra at gå på opdagelse i ”Second Life Syndrome”; et album som efter min bedste overbevisning er årets bedste prog.-metal album. For fans af genren er der dømt købepligt! –byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|